Trine Halkjær 2.F!

03- 02-2012

Dansk-Historie opgave
Kvindesyn og kønsroller Analyse og perspektivering af Amalie Skram “Professor Hieronimus”

Trine Halkjær 2.f

Indholdsfortegnelse.

I. Indledning side 1. II. Samtidens Kvindesyn side 1 - 2. III. Resumé af værke side 2 - 3. IV. Sammenbruddet - Rollekonflikten side 3 - 4. V. Drømme og hallucinationer side 4 - 5. VI. Umyndiggørelse og tvangsopdragelse på 6te afdeling side 5 - 6. VII. Kønsidentitet på 6te afdeling side 6 - 7. VIII. Det psykiatriske behandlingssystem gennem tiden side 7 - 8. IX. Konklusion side 8 - 9.

Trine Halkjær 2.f

Indledning. Amalie Skram, der levede fra midt 1800-tallet til starten af 1900-tallet, var en norsk forfatter, der senere bosatte sig i Danmark. Hun blev kendt som en af de største naturalistiske forfattere, der satte fokus på den undertrykte kvinde i det patriarkalske samfund, hvor manden var det absolutte overhoved. Hun skrev ofte sine romaner ud fra egne oplevelser altså selvbiografiske. Blandt andet debuterede hun med romanen “Constance Ring”, der kan relateres til hendes første ulykkelige ægteskab. I “Professor Hieronimus” skrevet af Amalie Skram i , fortælles der om den undertrykkelse kvinderne på 6te afdeling udsættes for, af den magtliderlige professor, der fører sine egne autoritære behandlingsformer. Amalie Skram var altså med sine bøger med til at sætte fokus på de åbenlyse problemer i det samfund, hun levede i og skabe en debat om kvindernes stilling.1 Amalie Skram var selv indlagt på kommunehospitalets sindssygeafdeling under den dengang anerkendte psykiater Knud Pontoppidans, der deler meget klare referencer med Professor Hieronimus. Det er netop derfor jeg har valgt at læse denne roman, da jeg finder det interessant at læse en kvindes egen fortælling om det psykiatriske behandlingssystem, som hun stærkt kritiserer. Denne roman (og “På Sct. Jørgen”) satte gang i en stor psykiatridebat og markerede den ændring af den borgerlige seksuelle, sociale og politiske selvforståelse., der var under optrapning. Jeg vil redegøre for kvindesynet i slutningen af 1800-tallet, og se hvordan det kommer til udtryk i “Professor Hieronimus”. Der ud over vil jeg analysere bogen, hvor jeg vil ligge vægt på Elses sammenbrud, der opstår pga. rollekonflikten: kunstner versus hustru og mor. Til sidst vil jeg ligge vægt på den patriarkalske behandlings - og familieform Else Kant og de andre patienter oplever på 6te afdeling, som i sidste ende fører til denne kritik af hospitalsmagten.

Samtidens kvindesyn. ”… at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere Medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne Adgang til Selverhverv”. Dette var i 1871 den første formålsparagraf fra Dansk Kvindesamfund. Organisationen blev stiftet af to kvinder, der kæmpede for deres egne og andre kvinders rettigheder. De åbnede op gennem slut 1800-tallet en handelsskole for kvinder, en søndagsskole for de arbejdende og tjenende kvinder og det der i dag svarer til dansk designskole. Dansk Kvindesamfund lagde et pres på den daværende regeringen og sørgede i 1880 også for, at gifte kvinder fik råderet over sine egne tjente penge.
1

http://www.leksikon.org/art.php?n=2332 http://da.wikipedia.org/wiki/Amalie_Skram

Trine Halkjær 2.f

I 1880‘erne var også en voldsom debat i fokus - sædelighedsfejden - der handlede om køn og moral. Kvindelige forfattere, intellektuelle og kvindesagsforkæmpere, der deltog i debatten, så nye muligheder for kvinderne i samfundet. De kønsroller og den moral, der havde domineret samfundet, var nu under pres fra et samfund i udvikling pga. Industrialiseringen og moderniteten. Kvindernes rolle havde hidtil kun indebåret dét at være hustru og mor. De måtte være tålmodige, moderlige og frem for alt udvise kyskhed. Hvis en kvinde udviste seksuel drift blev de stemplet som mentalt forstyrrede. Dette var dog lige omvendt for mænd. Her gik Dansk Kvindesamfund ind for, at udelukkende seksualitet inden for ægteskabet stadig burde gælde, men også for mænd. Mens en forfatter, som George Brandes var meget frisindet i forhold til familien som institution og den stramt regulerede seksualitet 2 Hovedparten af alle familier levede dengang under den patriarkalske familieform. Manden var overhoved (patriarkat). Hverken kvinden eller børnene havde noget at skulle have sagt. Deres mulighed for selvrealisering var underordnet, hvilket vi også ser et eksempel på i “professor Hieronimus”, bl.a. da Elses oplever en konflikt i sit job som kunstner. Mange kvindelige kunstnere i tiden oplevede faktisk denne frustration - at de efter at være indgået i et ægteskab ikke kunne udtrykke sig i deres kunst. Iréne Matthis (psykoanalytiker) mente, at kvinderne overførte deres egne evner og begavelse på ægtemanden. De hæmmede derfor sig selv i at udfolde sig kunstnerisk 3 . Manden, som familiens overhoved, fungerede som en autoritær ånd. Denne autoritære leder og familieform fandtes også på 6te afdeling, men det vil jeg komme ind på i min analysering af værket.4

Resumé af værket. Romanen er delt op i to dele. I første del får vi baggrundsviden for, hvorfor Else vælger at blive indlagt, mens vi i anden del befinder os på selve hospitalsafdelingen. Det to hovedkarakterer i bogen vi møder er Else Kant og Professor Hieronimus. De repræsenterer hver deres side af sagen. Else som den underminerede kvinde, der intet har at skulle sige. Professor Hieronimus som den autoritære leder, der står øverst i hierarkiet på 6te afdeling. Else Kant er mor, hustru og kunstner og lever i et velstående miljø med sin mand Knut og søn Tage. Vi møder hende i

2

http://www.kvinfo.dk/side/1034/ http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dansk-kvindesamfund-1871/
3 4

Irene Engelstad og Janneken Øverland “Frihet til å skrive” side 140. http://ibog.psykologiensveje.systime.dk/index.php?id=1327

Trine Halkjær 2.f

hendes hjem, hvor hun oplever en frustration over at skulle vælge mellem disse roller og det faktum, at hun ikke kan gøre sit maleri færdigt. Det fører til, at hun bliver deprimeret og ikke kan sove eller spise, og hun går rundt med selvmordstanker. Else og hendes mand Knut beslutter, at lade hende indlægge på kommunehospitalets 6te afdeling. Hun indlægges mod sine egne forestillinger på en lukket afdeling omringet af sindssyge. Her oplever Else et mildest talt unfair behandlingssystem, hvor professor Hieronimus, som overhovedet leder afdelingen på hans egne primisser. Hun får ingen reelle afklaringer vedrørende hendes tilstand, bliver tilbageholdt mod sin egen vilje, og så får hun ikke lov til at se sin mand eller søn. Dette gør blot, at Else bliver endnu mere frustreret, og får hende til at gøre oprør. Men oprøret får hende blot til at virke sindssyg i lægernes og professorens øjne. Elses tilstand bliver forværret, og i sidste ende bliver hun overført til sindssygehospitalet Sct. Jørgen.

Sammenbruddet - rollekonflikten. Professor Hieronimus indledes med et citat, der klart giver os en idé om, hvad Else Kant’s hovedproblem er: “Å gud nej - hun fik det ikke til - - hun fik det ikke til!”5 . Elses helt store problem er hende job som kunstner. Problemet fører til en rollekonflikt for Else, da hun føler, at hun må vælge imellem rollen som den traditionelle husmor og hustru versus kunstner. Rollekonflikten præsenteres, da Else tænker over hvilken fred, der ville ligge sig over hende, hvis hun blot kunne lægge malingen på hylden og leve livet, som den perfekte husmoder. Da hun ikke kan udtrykke det, som hun ønsker i billedet og oplever en blokade, går det ud over familielivet. Else oplever, at hun ikke kan opfylde alle kravene til hende - både i hendes job og i privaten - og at intet fungerer: “Og havde hun endda bare havt dette ene, kunde hun git sig ganske hen til sit arbejde”6. Hun overvejer på grund af det pres, hun føler, der ligger på hende at begå selvmord, men lader til at være angst for det hinsides. Hun vil med sine egne ord kaste byrderne fra sig: “ Det var dog underligt, hvor længe et menneske, selv det ulykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, når det gjaldt om at kaste byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes tal”7. Else oplever grundet sit sammenbrud, at hun ikke kan spise eller sove. Men som kvinde var det et utrolig stort tabu at være psykisk syg. Else, der vil undgå denne stempling, projekterer derfor sine søvn - og spiseproblemer over på sin søn Tage. På den måde prøver hun at skubbe sine egne
5 6 7

Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 5. Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 5. Amalie Skram “Professor Hieronimus side 8.

Trine Halkjær 2.f

problemer væk, for at være en mindst mulig belastning for familien: “Jeg er forresten slet ikke syg. Det er meget værre med Tage, som ikke hverken spiser eller sover. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om det?”8 . Men da Else bliver indlagt ændres hendes begrundelser for hvorfor, hun er syg. Nu skyldes hendes depressive tilstand, at hun ikke får Tage og Knut at se, og hendes mangel på søvn skyldes larmen fra de sindssyge indlagte.

Drømme og hallucinationer. I Elses drømme og hallucinationer, får vi en idé om, hvilke indre frustrationer hun har. Else sidder en aften i sin seng i sit eget hjem. Hun får en hallucination: “Soveværelsesdøren gled op, og ind suste langsomt dette tog af brune, skjønne hester, som Else ofte havde sét i den senere tid. Hestenes hoder og overkroppe var stive og livløse, og istedetfor øjne var der store sorte huller, men de finde spinkle bén løfted og strakte sig og førte toget afsted, ind i spisestuen og atelieret, ud gjennem entréen og ind igjen i soveværelset”..”Else sad i sengen hostende og stirrende, og undred sig, men var ikke bange”9. Da Knut så træder ind i rummet, forsvinder “hestetoget” med det samme for øjnene af Else. Hestene i Elses hallucination belyser dele af hendes liv. Hestene glider først igennem soveværelse, der repræsenterer hendes seksualliv og søvnproblemer. Derefter glider de ind i spisestuen, som fungerer som familiens samlingspunkt og hvor middagen indtages. Til sidst glider de ind i atelieret, der repræsenterer Elses arbejde som kunstner og de problemer, der følger med. I Elses liv, føler hun, at disse områder er noget hun må vælge imellem. En interessant faktor er, at heste i mytologiens historie, kan være et tegn på død10 . Da Else ikke er bange for hestene kan det altså betyde, at hun føler en form for livsangst - hun føler sig måske draget af tanken om døden, da det kan være en lettere udvej for hende. Da Else senere er indlagt på 6te afdeling, drømmer hun meget og har mareridt. Hun længes hjem og i én af sine drømme, er hun omgivet af mure med en enkelt åbning højt oppe dækket af ståltråd: “Ingen kunde se hende, og aldrig skulde ståltrådsburet, som dækked for åbningen, tages bort, og aldrig skulde hun bli draget op fra dette dyb til livet og tide, hvis larm hun svagt fornam. Hun skulde ligge her bestandig, bare ligge og ligge med stive arme og strakte bén”11. Her får vi tydeligt
8 9

Amalie Skram “Professor Hieronimus side 11. Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 15. http://www.google.com/search?client=safari&rls=en&q=heste+d Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 70.

10 11

Trine Halkjær 2.f

en fornemmelse af Elses tilstand. Hun føler sig fortabt, ude af stand til at gøre oprør og retfærdiggøre sig selv. Knut har endnu ikke været og besøge hende, og derfor føles håbet om at komme hjem måske endnu mindre. Det at hun er spærret inde pga. Ståltrådsburet kan være et billed på den frihed, der er berøvet hende.

Umyndiggørelse og tvangsopdragelse på 6te afdeling. Else er i første omgang positiv omkring indlæggelsen under professoren: “Det skulde rigtig bli godt at komme ned til Hieronimus”..”Otte-ti nætters søvn vilde gjøre underværker”12. I lang tid bevarer hun denne optimisme og tiltro til professoren, men til sidst vælger Else at konfrontere og kritisere ham med hans alternative behandlingsformer. Det er som udgangspunkt Knuts beslutning om Else skal indlægges eller ej. Han går flere gange til deres huslæge Tvede, som råder ham til at lade Else indlægge under professor Hieronimus: “Han er den bedste, og for ham har hun respekt”13. Else bliver umyndiggjort tvunget, hvilket vi allerede ser fra første aften, hvor hun bliver spærret inde, tvunget til at tage tøjet af i andres påsyn, hun får hospitalstøj på, hun bliver lagt i seng, og hun får frataget sine personlige ejendele og tøj. Hun bliver begrænset i udfoldelse af sin egen identitet, da det ikke prioriteres på afdelingen, hvor alle bliver udsat for samme behandlingsformer og er én ud af mange “sindssyge”. Alt hvad hun siger har nu ingen betydning, og hun har ingen rettigheder - ikke engang til at lade sig udskrive. Alt dette grundet at hun på 6te afdeling stemples som sindssyg: “Men denne kategoriske behandling! Hvorfor skal jeg være mellem gale? - Reservelægen smilte overbærende. Vi kan da ikke straks begynde at individualisere”14 . 6te afdeling fremstår for Else som en opdragelsesanstalt og et fængsel. Professor Hieronimus nyder åbenlyst den magt, han besidder og ønsker at disciplinere sine patienter. Han mener at Elses pga. hendes sindssyge tilstand fuldstændig mangler selvbeherskelse, når det kommer til hendes følelsesliv. Han går endda så langt, som at kalde hende en furie, hvilket er et nedladende ord for en rasende og hævngerrig kvinde. Under professor Hieronimus styres 6te afdeling på samme primisser, som i den patriarkalske familie. Professoren opførsel har i den grad faderlige tendenser, da han er streng og kræver total lydighed. Sygeplejerskerne og reservelægerne fungerer som den underdanige hustru, der viser
12 13 14

Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 19. Amalie Skram “Professor Hieronimus side 16. Amalie Skram “Professor Hieronimus side 34.

Trine Halkjær 2.f

moderlig omsorg for patienterne, mens patienterne er de umyndige børn, der intet har at skulle sige eller bestemme. Sygeplejerskerne opfordrer da også Else til at være lydig. De håber, at hun vil indordne sig under forventningerne og kravene til en “god” patient: “Bare De kunde vinde professoren. Han er så udemærket mod dem, han kan lide”15 . Autoritetstroen mod professoren er meget tydelig. Sygeplejerskerne og reservelægerne er meget tro mod professoren og patienter - ja de har ikke rigtig noget valg. De fungerer som underordnede, der bøjer sig for autoritetens magt, og de forholder sig derfor passivt i forhold til behandlingen af patienterne. Det kan virke tankevækkende, at reservelægerne og sygeplejerskerne forbliver loyale overfor professoren, selvom de ikke finder Else sindssyg. Da Else til sidst skal overføres til Sct. Jørgen, vælger hun om morgenen for sin afgang, at konfrontere reservelægen med dette: “Vil De svare på det, jeg spør om, som man svarer et menneske, der ikke er på galehus?”…”Ja, sa reservelægen”…”Vil De så sige mig, om De nogensinde har sét nogen slags sindssyge hos mig, mens jeg har vært her?”…”Nej, svarte reservelægen”16 . Episoden her viser tydeligt lægernes og kandidaternes lydighed og tro væremåde overfor den autoritære leder, og det faktum at Else intet kan gøre. Reservelægen mener da heller ikke, at det vedkommer ham, da Else spørger ind til, om han finder det rigtigt, at hun nu bliver sendt til Sct. Jørgen.

Kønsidentitet på 6te afdeling. I løbet af den tid Else er indlagt under professor Hieronimus, får hun det værre og værre. Hun er bange for at blive sindssyg, og hun skræmmes af de andre patienter. “Det er ikke helveds hunder, og ikke løver, som brøler, og ikke tigere, som vil æde mig, sa hun sagte. Det er bare deliristerne nedenunder. Det er bare deliristerne dernedenunder. Å, gud nej, men nu var de jo alle sammen kommen ind i hendes hode. Hvordan kunde det dog være muligt?”17 . Else tilstand forværres af de andre patienters lidelser og råben. På afdelingen møder vi to grupper af kvinder. Den ene gruppe består af patienterne, som Else til dels identificerer sig med, selvom hun bestemt ikke vil stemples som én af de syge eller gale. Den anden gruppe er sygeplejerskerne. Selvom Else ikke vil indordne sig under professorens ordrer og acceptere behandlingsformen, identificerer hun sig til en hvis grad med sygeplejerskerne. Hun påtager sig samme rolle som dem og “nurser” de andre patienter: “Gå nu pent ind og læg Dem, fru
15 16 17

Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 52. Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 178. Amallie Skram “Professor Hieronimus side 100.

Trine Halkjær 2.f

Syverts”..”Vær god og tålmodig” og til fru Fog: “Stakkels Dem, sa Else og strøg hende sagte over panden”18 . Det at Else agerer sygeplejerske kan hænge sammen med hendes angst for ikke at være nok kvinde. Ved at tage sig af de andre patienter viser hun sig fra sin moderlige side og styrker derved denne rolle. I en anden episode, der finder sted på 6te afdeling, konfronteres Elses af sin angst vedrørende egen kønsidentitet. Fru Syverts prøver at komme op i sengen til Else, og hun kalder Else for en mand: “De er en mand, hvisked hun gjennem de hvide sammenbidte tænder. Lad mig komme ned til Dem! Tror De ikke, jeg sér, De er en mand?”…”Else rejste sig forfærdet overende, og søgte at støde hende bort”…”Else fik et anfald af krampegråd”19 Også da Else en af dagene skal have sit bad, finder hun det skræmmende, at en kvinde der tilsyneladende er hermafrodit har badet samme sted: “Hun, Konradi Schøller, som kvalte gutten, har altså også badet i dette samme kar. Var de med hende? Frk. Bøhn nikked. - Opdaged De så ikke, at hun var en mand? - Nej, for jeg så slet ikke på hende”…”Det skal være sidste gang jeg går i bad her, sa Else til sig selv” 20.

Det psykiatriske behandlingssystem gennem tiden. I 1800-tallet var der ligesom i resten af Europa meget kritik af forholdene på diverse hospitaler og afdelinger. Man indførte derfor forbedringer af forplejningen og de fysiske rammer, og der blev oprettet flere sindssygehospitaler på grund pladsmangel. Det var ikke fordi at mange flere fik psykiske lidelser, men fordi man i høj grad så sindslidelser som en sygdom, der skulle behandles. Amalie og andre kritikere satte gang i debatten og en antipsykiatrisk bevægelse startede. Amalie Skram var med til at sætte fokus på den umyndiggørelse og undertrykkelse, der især gik ud over kvinderne. Hun satte sig imod de kontrollerende og disciplinerende aspekter i systemet. Men Amalie Skram var ikke den eneste tidligere patient fra 6te afdeling, der valgte at kritisere og gå imod behandlingssystemet. Etatsråd Peter Munthe Brun var bare et eksempel på en mand, der fik frataget al myndighed også juridisk. Han blev erklæret sindssyg af Knud Pontoppidan - samme psykiater, der behandlede Amalie Skram. Han var med til at kritisere det system, han havde været udsat for og udgav pjecen `Vore Hospitaler´, som vakte meget stor opsigt i landet. De pjecer som han senere udgav, gav også anledning til en debat, der førte til ændringer i bestemmelse om
18 19 20

Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 74 + 81. Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 68-69. Amalie Skram “Professor Hieronimus” side 155.

Trine Halkjær 2.f

indlæggelse af formentlige sindssyge21. Der ud over hjalp han også en kvinde i den såkaldte “sygepigesag”, der mentes at være blevet sindssyg under indlæggelsen pga. Den behandling hun blev udsat for. Knud Pontoppidan blev dog frikendt for denne anklage. På den måde ser vi altså også, at det ikke kun har været store forfattere, der kan have gjort oprør og en forskel for behandlingssystemet. Alle disse mennesker har været med til at sætte gang i den psykiatridebat, der var under oprejsning i Danmark og omverdenen. George Brandes, der var en dansk kendt samfundsdebattør, gik også ind for ligestilling blandt mænd og kvinder. Han var kritisk overfor et stramt reguleret ægteskab, seksualitet og familie, men var ikke direkte med til at påvirke behandlingssystemerne. Og selv sent op i 1900-tallet ser vi eksempler på umyndiggørelse af patienter, der tvangsindlægges eller tvangtilbageholdes på afdelingerne. I 1960-73 var der 1250 klager til justitsministeriet angående tvangstilbageholdelse. Kun 12 af disse blev ophævet22. Grundet sindssygeloven fra 1938 har lægerne altså en myndighed og kompetence over patienterne, som langt overgår den magt som blandt andet Pontoppidan havde i slut 1800-tallet. Amalie Skram og andres romaner og forelæsninger etc. satte altså i tiden slut 1800-tallet gang i en stor psykiatridebat, der har haft konsekvenser for det håbløst primitive behandlingssystem. Spørgsmålet er bare, om det måske er tid til en ny debat. For hvordan kan det være, at så forholdsvis mange mennesker bliver holdt tilbage mod sin vilje? Og hvordan kan det være, at lægernes administrative-medicinske afgørelser stadig i nogen grad bliver juridisk beskyttet?

Konklusion. I “Professor Hieronimus” møder vi Else Kant - en karakter bygget på Amalie Skram selv. Else er splittet mellem hendes roller som mor, hustru versus arbejdende kunstner. Da Else ikke kan fuldføre sig maleri og ligger al sin tid i dette, fører det blot til endnu et problem - at opfylde rollen som mor og hustru. Hendes frustrationer fører til angst og en depressiv tilstand, så hun lader sig indlægge på 6te afdeling i god tro. Men snart finder Else ud af at 6te afdelingen, styret af professor Hieronimus, er en tro kopi af den patriarkalske familieform. Professoren er overhovedet, der er den strenge fader, der kræver total lydighed. Vi ser eksempler på moderfiguren og det undertrykte barn. Else udviser derfor fjendtlighed overfor professoren, og hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved

21

http://www.mørkeberg.dk Vagn Lyhne “Eksperimentere som en gal - psykiatriens sidste krise” side 172.

22

Trine Halkjær 2.f

behandlingsformerne. Der ud over bliver hendes tilstand kun værre og værre. Hun mister gennem passager i bogen livsmodet, og hun plages af selvmordstanker. Opholdet på 6te afdeling får hende til at frygte, at hun nu vil blive sindssyg. Else får dog til sidst en slags åbenbaring, da hun indser, at hun har et ansvar som mor og må tage sig af sin søn Tage. Dette bliver hendes redning. Med bogen “Professor Hieronimus” var Amalie Skram med til at præge debatten om behandlingssystemerne på sindssygehospitalerne, der i høj grad var præget af den patriarkalske familieform. Hun lod sin karakter, Else Kant, gå imod den umyndiggørelse hun udsættes for. Men hun kritiserede også det hierarki, der bestemte slagets gang på afdelingen - altså datidens familieform. Borgerskabets kvinder levede under denne famileform og blev underkuet af deres egne ægtefæller. Kvinden rettede sig efter andres behov og skubbede egne driftsmæssige behov til side. Hun havde ikke de samme økonomiske, juridiske og politiske rettigheder som manden, der havde stemmeretten og den personlige myndighed. Det er derfor interessant, at Amalie Skram ikke blot belyser de psykiatriske behandlingsformer, men også i sin kritik kommer ind på den familieform, der fandtes normal i slut 1800-tallet.

Trine Halkjær 2.f

Litteraturliste.
Primær: Amalie Skram “Professor Hieronimus”, Gyldendals paperbacks, 1895.

Sekundær: Jørn Jacobsen og Conni Paldam “De moderne gennembrud 1870 - 1914”, Systime 2011. Irene Engelstad og Janneken Øverland “Frithet til å skrive”, Oslo Pax. Vagn Lyhne “Eksperimentere som en gal - psykiatriens sidste krise”, MODTRYK 1981. “EDDA - NORDISK TIDSSKRIFT FOR LITTERATURFORSKNING”, universitetsforlaget 1984.

Internet: http://www.leksikon.org/art.php?n=2332 http://da.wikipedia.org/wiki/Amalie_Skram http://www.kvinfo.dk/side/1034/ http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dansk-kvindesamfund-1871/ http://ibog.psykologiensveje.systime.dk/index.php?id=1327 http://www.google.com/search?client=safari&rls=en&q=heste+d http://www.mørkeberg.dk