Novellen ”Mogens”, der skrevet i starten af det moderne gennembrud (1870-1890) af J.P. Jacobsen, er et lysende eksempel på datidens impressionisme. Den indeholder, stort set, alle aspekter inden for det moderne gennembrud og naturalismen. Historien handler om idealisten Mogens, der i starten af bogen lever i et med naturen, drevet af sine lyster, i en drøm om kærlighed. Han lever i lykkelig uvidenhed, i troen på naturen og drifterne, men da han forelsker sig hovedkulds i Justitsrådens yndige datter, Kamilla, der omkommer i en tragisk ulykke, konfronteres Mogens med den virkelig verden. En verden der koldt og brutalt maner den idealistiske tankegang til jorden. Mogens er på sammenbruddets rand og beslutter sig for aldrig igen at lade sig forføre af den løgn kaldet kærlighed. Han lever en kynisk livsstil, uden nogen form for følelsesmæssig engagement. Dette ændres dog, da han møder den sårbare og naive Thora, der vækker tunge, men lykkelige erindringer til live i ham. Mogens og Thora gifter sig, men selv som gift mand har Mogens svært ved at slippe lidenskaben løs. Han er bange for at ødelægge en kærlighed så guddommelig, ren og ædel, med jordiske drifter og fantasier og Thora lever i længsel og frustration over afstanden mellem hende og hendes elskede. Historien ender dog lykkeligt med at Mogens atter giver efter for sine drifter og atter bliver ét med den natur, han elsker så højt. Starten af Novellen er ren synæstesi, den starter in medias res, med en lang og meget scenisk naturbeskrivelse ”Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet. Lige for stod der et gammelt egetræ, om hvis stamme man gjærne kunne sige, at den vred sig i fortvivlelse over den mangel på harmoni der var mellem dens ganske ny, gulladne løv og dens sorte og tykke, krogede grene, som mest af alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske arabesker.”i Denne personificering af egetræet kan tolkes som en beskrivelse af Mogens’ sindstilstand senere i bogen, da han er gift med Thora, der vækker lidenskaben i ham (det ny, gulladne løv), mens han samtidig er tynget af fortidens bitterhed (dens sorte, tykke og krogede grene). Dernæst beskriver forfatteren et hasselkrat: ”Bag ved egen var der et frodigt krat af hassel, med mørkt glansløst løv, som var så tæt, at man hverken såe stammer eller grene”ii. Dette krat kan være et symbol på den følelse af magtesløshed Mogens føler lige efter han har mistet Kamilla. Han føler sig spærret inde bag et uigennemtrængeligt krat af sorg og bitterhed og ved ikke hvordan han skal komme igennem
Anna Palle 3.a
Analyse af selvvalgt værk 20-09-2007
det. Det næste, der bliver beskrevet, er to ahorntræer, som igen bliver gjort levende ved at være beskrevet som glade og lystige: ”Op over hasselkrattet steg to ranke, glade ahorntræer med lystigt takkede blade, røde stilke og langt dingeldangel af grønne frugtklaser.”iii Disse to træer kan symbolisere Kamilla og Thora, der stikker op over krattet og lyser med deres frugtbarhed, op i alt det mørke og glansløse i Mogens’ liv. Herefter bliver vores hovedperson, Mogens, beskrevet. Han beskrives ikke som en person, men som et menneske - han bliver gjort til en del af naturen. Dette emmer af Darwinisme, som er et typisk træk for perioden. Mogens får øje på et lille pigeansigt i det tætte krat, dette viser sig at være Justitsrådens datter Kamilla, som Mogens senere bliver forlovet med. Også Kamilla bliver beskrevet som en del af naturen, hun vækker det dyriske instinkt i Mogens og han begynder at jage hende. Der er her tale om et kontrastprincip, Kamilla over for Mogens. Kamilla bliver beskrevet som et lille barn, sårbart og forsvarsløst – byttet. Mens Mogens beskrives som noget frit, vildt og ukontrolleret – rovdyret. Herefter er der et spring i tiden, hvilket er et typisk impressionistisk træk. Vi springer fra sommer til efterår, vi hører om Justitsråden og hans datter der er på vej ned til søen. Her kommer endnu et eksempel på impressionismen. J.P. Jacobsen sørger, gennem hele novellen, for at holde sig så objektiv som mulig, han forsøger at træde ud af fortællerrollen, ved at lade figurerne tale for sig selv. Dette ses tydeligt da Justitsråden spørger om det er muligt at leje en båd. Her vælger forfatteren, i stedet for selv at fortælle at det ikke er muligt, at sætte en ny person ind: ”Nei, der var ikke, sagde en lille fyr, der havde hjemme i det hvide landsted og stod og slog smut nede ved stranden. Var der slet ingen både? Jo det var der rigtig nok; der var jo møllerens, men den kunne ikke fås…”iv Alting bliver beskrevet, nøjagtigt som det ser ud og med så mange detaljer som muligt. Dette gør at læseren får et mere billedligt indtryk af teksten. Dernæst kommer endnu et typisk træk for perioden, det moderne gennembrud, Determinisme: ”De troer nu, fordi jeg ser fiin ud i klæder, at jeg derfor også skal være en fiin mand. Min fader var en fin mand, og det er blevet mig sagt, at han kunne så uhyre meget, og det kunne han vel også, da han var amtmand. Jeg kan ingenting…”v Kamilla forventer at Mogens, pga. hans fine hus, fine familie og fine klæder, også er et fint og veluddannet menneske. Hun forventer at han er et produkt af hans miljø. Det er han i den grad ikke: ”Jeg brød mig ikke om at lære det, man lærer i skoler, og gjør det da heller ikke nu..”vi Da Kamilla på tragisk vis, omkommer i en brand, prøver Mogens forgæves at redde hende. Denne brand kan være et symbol på det begær der fylder Kamilla. Hun brænder op af sine indre drifter og
Anna Palle 3.a
Analyse af selvvalgt værk 20-09-2007
ikke engang Mogens kan hjælpe hende. Efter Kamillas død begynder Mogens, til hans tidligere omgangskreds’ store forargelse, at omgås den allerlaveste pøbel: ”folk uden ære, uden samvittighed, uden stilling, religion eller noget som helst, dagdrivere, gjøjlere, krogjæster og – og i sandhedens navn: letfærdige fruentimmer.”vii Mogens møder kvinden Laura, som han, som et resultat af hans dybe sorg og manglende følelsesmæssige engagement, skrotter på brutaleste vis. Naturalismen satte også problemer under debat. Her tages spørgsmålet om datidens kvinderolle op. Laura beskrives som mindreværdig: ”Er du jaloux?” Spurgte hun ganske sagte. ”På en som dig! Vorherre bevare min forstand”.viii Her taler Mogens som om at han, eller nogen andre for den sags skyld, aldrig ville kunne blive forelsket i en som Laura. Hun beskrives som ynkelig: ”I ere nogle hunde, I fruentimmer! I har ikke ære skabt i livet, om man så sparker jer bort, kommer i krybende tilbage igjen.” På dette punkt i historien er Mogens allerlængst nede, han forbander troskab, venskab, barmhjertighed og kærlighed. Dette er et nationalistisk træk, han indser at han har levet i blindhed, at hans fantasi og drømme om ubetinget kærlighed, kun har forhindret ham i at få et rigtigt forhold til virkeligheden. Alting lysner dog, da han møder Thora. Hun vækker de følelser, Mogens har fortrængt, til live igen og skønt hun ikke ligner Kamilla, ser og hører han Kamilla i hende. De har samme uskyldige, forsvarsløse og uvidende sind. Han fortrænger dog stadig sine inderste drifter, da han er bange for at engagere sig fuldt ud, hvis han skulle blive såret igen. Han er bange for at spolere Thora og deres indbyrdes forhold. Mogens gennemgår en udvikling gennem historien. I starten lever han i et med naturen, i lykkelig uvidenhed om livets realiteter. Da han via bitter erfaring lærer virkeligheden at kende, kommer det som et kæmpe chok for ham og han bryder sammen. Han er bange for nogensinde at føle kærlighed igen, da han nu har erfaret at med kærlighed følger sorg. Derfor vælger han at lukke verdenen ude og leve at liv i ensomhed. Til sidst accepterer han dog virkeligheden, som den er, og slipper lidenskaben og drifterne løs, bliver atter en del af naturen, vel vidende om at der er en chance for at blive såret.
i
J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 165 l. 1-6 J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 165 l. 6-8 iii J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 165 l. 8-10 iv J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 168 l. 25-28 ii Anna Palle 3.a
Analyse af selvvalgt værk 20-09-2007
v
J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 170 l. 24-28 J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 170 l. 29-30 vii J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 182 l. 34-37 viii J.P. Jacobsens samlede værker, Nordisk Bogproduktion 1979, s 185 l. 36-37 vi
