Indledning
Fundamentalisme og det senmoderne samfund 1; hvordan er disse to begreber forbundet? Fundamentalisme er et begreb, der bruges flittigt i nutidens debat, og ingen synes i tvivl om, hvad begrebet dækker over. Jeg vil i denne opgave belyse begrebets betydning og beskæftige mig med det som religionssociologisk fænomen. Samtidig vil jeg sætte fundamentalismen i relation til selvets situation i det senmoderne samfund ud fra opfattelser fremstillet af den britiske sociolog Anthony Giddens (1991) og den polske ditto
Zygmunt Bauman (1998), idet jeg ønsker at undersøge og diskutere sammenhængen mellem de to begreber.
Først vil jeg redegøre for begrebet fundamentalisme. Her vil jeg komme ind på dets historiske opståen og udvikling ud fra artiklen ”’Fundamentalism’, Christian and Islamic”
(Shepard, 1987). Derpå vil jeg redegøre for brugen af fundamentalisme som generelt sociologisk fænomen ved at opstille karakteristika for begrebet. Redegørelsen vil fungere som baggrund for den efterfølgende diskussion.
I forlængelse heraf vil jeg meget kort redegøre for Giddens og Baumans definitioner af det senmoderne samfund som basis for den efterfølgende diskussion.
I diskussionen vil jeg således tage udgangspunkt i disse opfattelser og belyse selvets situation. Jeg vil efterfølgende forbinde dette med fundamentalismen og især diskutere, om denne er et nutidigt fænomen opstået på baggrund af strømninger i senmoderniteten.
Da vil jeg også inddrage David Lyon (2000) og Yves Lambert (1999) for netop at sætte
Giddens og Baumans opfattelser i perspektiv. Desuden ønsker jeg at bruge Charles Taylor
(2005) som endnu en diskussionspartner i forhold til selvets situation i det senmoderne samfund. 2. Redegørelse for begrebet fundamentalisme
”Fundamentalisme, bogstavtro religiøsitet, der kan være forbundet med et politisk og/eller ideologisk program” – en kort og præcis definition.
Det er dog mere komplekst end som så. Jeg vil derfor i dette afsnit forsøge at redegøre for en overordnet sociologisk definition af begrebet fundamentalisme.
Fundamentalisme har som begreb sin oprindelse i 1920’ernes USA (Shepard 1987,
356). Her opstod det som betegnelse for en bevægelse inden for den amerikanske protestantisme, der ønskede at fastholde ”the fundamentals”. Den vigtigste af disse grundpiller er den hellige skrifts ufejlbarlighed. Siden har denne oprindelige fundamentalisme manifesteret sig som subkultur i Bibelbæltet i det sydlige og midtvestlige
USA. Samtidig har brugen af begrebet bredt sig, og betegner ikke længere kun denne protestantiske opfattelse. I dag snakkes der således om fundamentalisme inden for mange andre religioner, og især islamisk fundamentalisme er et af nutidens hede debatemner. Spørgsmålet er, om denne udvidede brug af begrebet kan retfærdiggøres. Der må derfor kunne stilles generelle kendetegn op for, hvad der betegnes som fundamentalisme. Shepard gør selv dette i en sammenligning af kristen og islamisk fundamentalisme, selvom han konkluderer, at brugen af begrebet aldrig bliver optimal uden for sin oprindelige kristne kontekst. Jeg vil her fokusere på de kriterier, der dog kan opstilles i forhold til opfattelsen af en generel fundamentalisme. Shepard beskriver, hvordan fundamentalisme kendetegnes ved en konservativ teologi og modstand overfor modernismen – desuden ved brug af moderne teknologi, aktivisme, en udbredt minoritetsbevidsthed og selvfølgelig den hellige skrifts absolutte autoritet. Samtidig understreger han, hvordan fundamentalisme‐begrebet i dag er forbundet med en negativ betydning, da fundamentalister betragtes som snæversynede, rigide og fanatiske.
Dette stemmer overens med den opfattelse religionssociologen Steve Bruce har fremsat. Han definerer fem kendetegn, der er bestemmende for fundamentalisme i forskellige udformninger. Han peger også på skriftens betydning og udnyttelsen af moderne teknologi som kriterier og beskriver yderligere, at fundamentalismen er kendetegnet ved en vision om en tilbagevenden til en ideel fortid, at Furseth og Repstad gengiver her i en beskrivelse af fundamentalismen fem kendetegn, Steve Bruce har fremsat i forsøget på at skabe generelle kriterier for, hvad der kan kaldes fundamentalisme.

Den opstår i traditionelle kulturer, og at den appellerer til marginaliserede grupper i et givent samfund. Bruce mener altså, at fundamentalismen kan beskrives som generelt fænomen uden for den oprindelige kontekst. Det er også ud fra denne opfattelse, jeg vil bruge begrebet i denne opgave, selvom dette kan problematiseres. For at kunne diskutere fundamentalisme i forhold til det senmoderne samfund, er det i mine øjne nødvendigt at kunne definere fundamentalismen som sociologisk fænomen med generelle kendetegn, selvom begrebet derved mister noget af sin oprindelige betydning.
Af de karakteristika, jeg her har skitseret, er specielt ét interessant i forhold til denne opgave; nemlig modstanden overfor moderniteten. Denne tendens vil jeg således bruge som element i diskussionen af selvets situation i det senmoderne samfund. 3. Det senmoderne samfund...
Som nævnt i indledningen vil jeg meget kort opridse, hvordan henholdsvis Giddens og Bauman karakteriserer det senmoderne samfund, da jeg ser dette som en nødvendig forudsætning for at kunne diskutere fænomenet fundamentalisme i forbindelse hertil. 3.1. ...hos Giddens
Et træk, der for Giddens er helt central i karakteristikken af det senmoderne samfund, er den menneskelige refleksivitet. Denne refleksivitet, der defineres som en konstant indsamling og brug af viden til forandring af samfundet, gælder både på institutionelt og personligt niveau. Selvet hos Giddens er således også forstået som et refleksivt projekt. Refleksiviteten medfører samtidig en metodisk tvivl; intet er længere sikkert. Dette sætter det senmoderne menneske i konstante valgsituationer og truer, hvad Giddens kalder den ontologiske sikkerhed, som er central for menneskets selvidentitet.
Det senmoderne menneskes situation er altså karakteriseret ved refleksivitet, mangel på autoritet og konstante valg.

3.2. ...hos Bauman
Det senmoderne samfund er i Baumans øjne karakteriseret ved en formløshed, hvorfor han også ynder begrebet den flydende modernitet – det frie valg er hermed afgørende (Jacobsen 2005, 459‐460, Bauman 1998, 68). Det illustreres ved forbrugerismen, som er et nøgleord for Bauman; dagens samfund kendetegnes nemlig ved, at mennesket gennem forbrug skaber identitet. I livets supermarked søger mennesket, hvad Bauman benævner ”peak‐experiences”. I jagten på disse er det dog samtidig vigtigt ikke at gå glip af noget, hvilket er tidens store fare (Bauman 1998, 68, 70).
Yderligere en vigtig pointe er, at det senmoderne menneske betragter sig selv som tilstrækkeligt i alle livets henseender (Bauman 1998, 58‐60). Dermed bliver det legitimt, at det netop er igennem forbrug og fokus på individuelle evner identiteten defineres.
4. Fundamentalisme – en konsekvens af det senmoderne samfund?
4.1. Det forvirrede selv
Som beskrevet ovenfor karakteriserer både Giddens og Bauman det senmoderne samfund ved mangel på autoritet. Det senmoderne menneske finder konstant sig selv i valgsituationer, og det er kun muligt at spørge sig selv til råds om, hvad der skal gøres. Denne understregning af det enkelte individ som centrum er fundamental, men kan det ikke være svært hele tiden at tage stilling? Jo, mener både Giddens og Bauman; derfor er nutidens samfund også kendetegnet ved massiv terapi og vejledning. Fokus flyttes dog aldrig fra individet; det handler om, hvad man selv kan gøre. Denne situation har visse konsekvenser.
Giddens peger på, at mennesket søger forskellige livsstile, da disse opstiller retningslinjer for, hvad man skal mene og gøre. Bauman har imidlertid en anden vinkel. Med udgangspunkt i forbrugerismen beskriver han den ”utilstrækkelige forbruger”, som den der søger autoritet og støtte. Her bringes fundamentalismen ind i billedet, da den kan betragtes som en sådan støtte. Bauman beskriver endda fundamentalismen som barn af det senmoderne samfund. 4.2. Fundamentalismens senmoderne grundlag
Men er det rimeligt at betragte fundamentalismen som følge af modsætninger i senmoderniteten, som den utilstrækkelige forbrugers tilflugt? Bauman er ikke i tvivl:
”Fundamentalism is a thoroughly contemporary, postmodern phenomenon...” (Bauman
1998, 72)...fundamentalist movements – which are triggered and kept on course above all by the agonies of the postmodern selves...” Giddens derimod drager ikke den konklusion, men lægger vægt på valget af livsstil som konsekvens af dagens samfund. Ifølge hans livsstilsdefintion kan en sådan dog godt være fundamentalistisk: ”A lifestyle involves a cluster of habits and orientations (...) that connects options in a more or less ordered pattern”. En markant forskel, der derfor er på henholdsvis Giddens og Baumans syn på senmoderniteten, er, om behovet for et overordnet sæt retningslinjer er et generelt faktum eller kun et udløb af utilstrækkelighed. Baumans opfattelse af fundamentalismen er således udtryk for, hvad der kan kategoriseres som en kriseteori; fundamentalismen søges på baggrund af træk ved moderniseringen. I den forbindelse kan den franske sociolog David Lyons kategoriseringer af det senmoderne selv inddrages. Han definerer tre typer af selv, hvor det her er interessant at betragte ”det underordnede selv”. Denne type ligner
Baumans utilstrækkelige forbruger på det punkt, at det underordnede selv også søger en fast ramme – Lyon nævner selv fundamentalismen. Disse typer formår ikke at danne en identitet på forbrugssamfundets præmisser, og det resulterer bl.a. i fundamentalisme. Inddrages Shepards analyse af fundamentalismen er det dog ikke så enkelt. Han er enig i at den kendetegnes ved fremmedgørelse fra moderniteten men peger samtidig på en interessant skelnen mellem kristen og islamisk fundamentalisme; nemlig kendsgerningen om den enkelte fundamentalistiske bevægelse bekæmper en præmis ved sit eget samfund eller en udefrakommende tendens. Der kan altså argumenteres for, at fundamentalisme kan opstå uden for samfund præget af forbrugerismen. Lande som
Saudi Arabien og Iran kendetegnes stadig i høj grad af traditionalisme og mangel på den frihed, der kendes fra Vesten, og som er et vigtigt element i forbrugerismen. I disse stater findes dog bevægelser, der med rette kan betegnes som fundamentalistiske ud fra den generelle karakteristik (se ovenfor). Bauman og Lyons tese om forbrugerismen som baggrund for fostring af fundamentalister, kan da i den grad problematiseres, idet disse altså også eksisterer i lande, der på ingen måde er kendetegnet ved forbrugerisme. I den forbindelse kan det også påpeges, at Bruce som nævnt ser det som et generelt træk ved fundamentalistiske bevægelser, at de opstår i traditionelle kulturer (se ovenfor). Derfor vil det være mere rimeligt at betragte det senmoderne forbrugssamfund som en skærpende omstændighed i forhold til dannelsen af fundamentalisme i stedet for den direkte årsag.
Dette skal også ses på baggrund af Shepards understregning af begrebets oprindelse, hvilket gør det problematisk at karakterisere fundamentalismen som et udelukkende senmoderne fænomen.
Da er spørgsmålet efterfølgende, om ikke behovet for en fast ramme altid har eksisteret og er grundlæggende for dannelsen af en selvidentitet. Giddens peger på dette faktum og nævner, at mennesket, grundet de rammer – eller mangel på samme – det senmoderne samfund opstiller, vælger en livsstil, der giver faste holdepunkter. Det er dog muligt at ændre livsstil, da selvet som beskrevet er et refleksivt projekt. Giddens argumentation her virker mere plausibel, da han ikke sætter lighedstegn mellem ”taberen” og fundamentalisten og i det hele taget ikke fastsætter en stereotyp for de valgte livsstile. Man kan med andre ord enten være goth, surfer eller religiøs fundamentalist. Charles Taylor argumenterer i bogen ”Modernitetens ubehag – autenticitetens etik” (2005) for at identitetsdannelsen er af ”dialogisk karakter”. Mennesket har brug for en mur at spille bolden op ad i formningen af selvet, og denne er til stede i form af de ”betydningsfulde andre” – et begreb Taylor låner fra George Herbert Mead.
Mennesket er altså aldrig overladt helt til sig selv, som Bauman og til dels også Giddens kan beskyldes for at mene i deres karakteristikker af det senmoderne samfund. Taylor mener således, at mennesket trods en udbredt individualisme og relativisme er nødt til at definere sin identitet ud fra en fælles betydningshorisont, der indbefatter de store afgørende spørgsmål; hvorfor han også benævner det senmoderne samfunds idealer trivielle. Her eksisterer en klar kontrast til Bauman, der beskriver, hvordan den senmoderne identitet altså skabes gennem forbruget, og at de store spørgsmål ikke længere spiller en rolle i den enkeltes liv. Således kan der yderligere, i overensstemmelse med Giddens, argumenteres for, at intet menneske kan håndtere den enorme grad af frihed det stilles overfor i det senmoderne samfund og derfor ikke helt frit definere sig selv.
4.3. Fundamentalisme som den eneste udvej?
Det fremkom ovenfor, at Giddens i sin beskrivelse af livsstile ikke forholder sig konkret til deres udformning. Det gør Bauman derimod, når han betragter fundamentalismen som udtryk for en senmoderne religion, og egentlig kun forholder sig til denne som løsning for den utilstrækkelige forbruger, hvad enten den så er politisk ellers religiøs. Jeg har været inde på, at det er problematisk at beskæftige sig med fundamentalisme som et udelukkende senmoderne fænomen, men der findes yderligere et lag i Baumans synspunkt; han kan således kritiseres for at sætte lighedstegn mellem religion i det senmoderne samfund og fundamentalisme. I den forbindelse er det relevant at inddrage Yves Lamberts tese om senmodernitetens konsekvens for religionen. Således beskriver han, hvordan dennes strømninger udformer sig i flere typer af religiøsitet. I forlængelse af den analyse Lambert fremlægger, kan Baumans religionsopfattelse derfor synes reduktionistisk. Giddens’ udlægning er qua sin åbenhed mere anvendelig overfor Lamberts tese om de senmoderne religionsformer, da de faste holdepunkter også kan findes i f.eks. nye religiøse bevægelser.
Fundamentalismen tilbyder selv sagt et strammere regelsæt, men derfor må alternativerne ikke negligeres i forhold til det senmoderne menneskes situation og valgmuligheder.
5. Konklusion
Som nævnt i indledningen er fundamentalisme et begreb, der i dag benyttes med stor selvfølgelighed. Begrebets betydning rent historisk er entydig. Fundamentalisme‐ begrebet opstod således oprindeligt i en kristen kontekst, hvor det beskrev en gruppe protestanter, der ønskede at fastholde ”the fundamentals” – af disse var specielt betoningen af skriftens ufejlbarlighed vigtig. Også en modstand overfor moderniteten var afgørende for gruppens projekt.
Siden hen er begrebet blevet pillet ud af denne kontekst og bruges i dag om religiøse bevægelser inden for mange religioner. Derfor har jeg med henblik på en analyse af fundamentalisme i forhold til det senmoderne menneskes situation argumenteret for en generel brug af begrebet ud fra visse kriterier. Shepard understreger imidlertid at begrebet aldrig kommer til sin fulde ret uden for den oprindelige kontekst. Ikke desto mindre peger han på visse tendenser i sammenligningen mellem kristen og islamisk fundamentalisme, der, sammenholdt med Bruce’ kendetegn for fundamentalisme i al almindelighed, godt kan tjene som karakteristik af fundamentalisme som generelt religionssociologisk fænomen.
I den efterfølgende diskussion har jeg på grundlag af Bauman og Giddens’ forståelser af det senmoderne menneskes situation forsøgt at afdække, hvordan fundamentalisme kan forbindes med dagens samfund. De er enige, idet de karakteriserer det senmoderne samfund ved en formløshed, der giver individet en stor grad af frihed og konstant sætter det i valgsituationer. Bauman betragter disse som overskuelige, så længe individet formår at virke på samfundets præmisser – hovedsageligt kendetegnet ved forbrugerisme – og derigennem skabe sin identitet. Giddens understreger derimod, at mennesket behøver faste holdepunkter i tilværelsen og derfor tilstræber forskellige livsstile. Taylor støtter dette synspunkt, men er uenig med både Bauman og Giddens, da muligheden for identitetsskabelse i hans øjne ikke er så fri; den er nemlig betinget af dem vi omgiver os med.
Hos Bauman er jagten på autoritet resultat af, hvad han kalder den utilstrækkelige forbruger. Denne definition stemmer overens med David Lyons karakteristik af det underordnede selv. Disse typer søger de strikte retningslinjer, da de ikke ser andre muligheder for at skabe en identitet. Bauman beskriver endda fundamentalismen som et udelukkende senmoderne fænomen på denne baggrund. Dette kan diskuteres ud fra
Shepards redegørelse for begrebets historiske oprindelse og den kendsgerning, at fundamentalismen eksisterer i lande, hvor forbrugerismen ikke er herskende. Desuden kan
Baumans slutning fra jagten på autoritet til valget af fundamentalisme problematiseres ud fra Lamberts analyse af senmoderne religioner. Her gives andre valgmuligheder i form af retningslinjer for tilværelsen, og Baumans tese kan virke lige lovlig reduktionistisk.