Idrætten og samfundets fremgang

12

Den 15. august 1888 marcherede 10 gymnaster fra Odense Gymnastikforening iført blå jerseytrøjer med Odense byvåbens liljer på brystet og hvide benklæder ind på Halmtorvet i København til tonerne af Riberhusmarchen.
For et interesseret publikum, med plads på en overdækket nyopført tribune, foreviste Odense-gymnasterne øvelser i barre og reck, øvelser over hest samt højde- og længdespring. Forevisningen var den første af en række øvelser og sportskampe ved Den nationale Sportsfest.
Ved festen, der havde arrangementer langt ind i september måned, blev der ud over gymnastik vist øvelser i våbenbrug og cykelridning; der blev spillet langbold og fodbold — men der var ikke plads 111 væddeløb. Da festpladsen — Halmtorvet — var beliggende midt i København, der hvor Rådhuspladsen ligger i dag, kunne sejlads og roning ikke indgå i forevisningen, men i stedet udstillede man ro- og sejlbåde.
Mere end 300 idrætsudøvere fra 20 foreninger eller klubber deltog i denne første store idrætsbegivenhed i Danmark. Komiteen bag sportsfesten fik fra mange sider at vide, at man med forevisningerne havde „udrettet noget
Godt for Idrættens Fremgang og derigjennem for Samfundet".
Den nationale Sportsfest indgik i et arrangement, som skulle vise omverdenen, at Danmark var blevet moderne. Året 1888 var 100-året for stavnsbåndets ophævelse, 50-året for Indu-

striforeningens stiftelse og 25-året for kong Christian 9.s tiltrædelse som konge. Jubilæerne skulle fejres med en udstilling på linie med dem, man havde haft i London og Paris. Man forberedte sig grundigt og inviterede til „Den store nordiske Industri-, landbrugs- og
Kunstudstilling". Ud over de nordiske lande deltog England, Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Tyskland og ØstrigUngarn, og udstillingen var det nærmeste Danmark nogen sinde er kommet en verdensudstilling. Den blev besøgt af 1,3 mio. mennesker.
Der var meget at forundres over på udstillingen. Ud over fremvisningen af gymnastik og sport vakte det bl.a. opmærksomhed, da fabrikant Beauvais inviterede pressen til en festmiddag, hvor samtlige 14 retter kom fra konservesdåser. Et varigt minde fra udstillingen blev Tuborgs kæmpeflaske, der nu står ud for Tuborg ved Strandvejen i København. Dengang var kæmpeflasken placeret på festpladsen, og de besøgende kunne i elevator hejses op til en udsigtsplatform. Tuborg-flasken har dog ikke kunnet måle sig med Eiffeltårnet i berømmelse, som oprindeligt blev opført i anledning af verdensudstillingen i Paris 1889, hvor man fejrede 100-årsdagen for den franske revolution 1789. Mere end 32 millioner mennesker besøgte udstillingen i Paris, og en af de besøgende var baron Pierre de Coubertin. Han overværede åbningsceremonien, hvor præsidenten lovpriste republikken og det århundre-

Hovedindgangen ved „Den store nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling" var placeret på Halmtorvet, den nuværende Rådhusplads.

fra „Den store stri-, Landbrugs'ling". flasken er ud for Tuborg i København.

de, der havde startet en ny æra i menneskehedens historie. Coubertin så her, hvorledes de udstillede genstande blev bedømt og præmieret med medaljer. Syv år senere forsøgte Coubertin sig for første gang med et verdensstævne for idrætsmænd. 1896 blev året for de første olympiske lege i moderne tid, og i perioden fra legene i Paris 1900 til Stockholm i 1912 indgik de Olympiske Lege altid som et element i de verdensudstillinger, der dengang blev afholdt hvert fjerde år.

13

Fremskridtstro og frihedsrøre
Det 19. århundrede skabte et nyt Europa ud af revolutioner og sammenstød mellem de nye klasser, som dukkede op. Der har været brugt mange forskellige ord om det nye samfund, hvor

de mest kendte har været kapitalismen, industrisamfundet, det borgerlige samfund eller slet og ret det moderne samfund. Sikkert er det, at borgerne i det nye samfund kom til at leve på en anden måde end tidligere, og idrætten blev her et nyt tilbud som ad• spredelsesmiddel, opdragelsesmiddel og sundhedsmiddel.
Også Danmark undergik store forandringer i det 19. århundrede. Forandringer som var præget af fremskridtstro og frihedsrøre. Christian 8. blev den sidste konge, der repræsenterede det enevældige monarki. Januar 1848 døde kongen, og det blev hans efterfølger Frederik 7., der i kølvandet på revolutionen i Frankrig blev tvunget til at afskaffe enevælden og indføre konstitutionelt monarki med Danmarks første grundlov, junigrtmdloven af 1849. Det skete under pres fra de demokratisk orienterede folk fra det højere borgerskab og småborgerskab.
Hermed var vejen banet for, at det nye samfund kunne udfolde sig uden alt for store forhindringer.
I 1840 boede der 123.000 mennesker i København, og heraf var omkring 4-5000 beskæftiget i industrien.
Ca. 75 år senere boede der 560.000 mennesker i København, og den 1ø-

14

benhavnske industri beskæftigede omkring 60.000 mennesker. Industriens arbejdskraft kom først og fremmest fra landet, og grundlaget herfor var blevet skabt med landboreformen i 1788. Befolkningen på landet blev delt i en overklasse af jordejende gods- og gårdejere på den ene side og en underklasse af næsten jordløse husmænd og landarbejdere på den anden side, som levede af lønarbejde hos dem, der ejede jord.
Mange af de nye virksomheder var små, men København filt også virksomheder, f.eks. Carlsberg og Burmeister, senere Burmeister og Wain, som snart skulle vokse sig store. Fortællingen om, hvorledes brygger I.C. Jacobsen i 1847 fik startet byggeriet på Valby Bakke, illustrerer på mange måder, hvordan de nye samarbejdsrelationer blev etableret og tilsammen medvirkede til opbygningen af det moderne samfund. Pengene til byggeriet lånte I.C.
Jacobsen af handels- og bankierfirmaet
J.P. Suhr i København. Firmaet Suhr havde tjent pengene på handel med landbrugsvarer fra de nye landbrug efter landbrugsreformen. J.P. Suhr blev også en af de første „sponsorer" for en dansk roklub i 1860'eme.
Fra begyndelsen var der ikke klare regler for arbejdets organisering og ledelse, der var intet lønsystem og ingen arbejdstidsregler. Arbejdsdagen var lang, og ofte var lønnen så ringe, at både manden, konen og børnene i en arbejderfamilie måtte arbejde. Utilfredsheden ulmede blandt arbejderne, der ud over arbejdsgiveren også havde en usund levevis som modstander. Det var i første omgang borgerskabet, som fornyede sin levevis ved at begynde at interessere sig for sport og friluftsliv.
Arbejderne søgte derimod ofte som en reaktion på deres dårlige vilkår trøst i alkoholen, og omstillingen til det nye samfund medførte mange problemer i

forbindelse med folkesundheden. Embedslægerne rundt om i landet kunne således i en lang årrække registrere problemer som tyfus, fnat, delirium, kønssygdomme. Der var også mange, som ikke fik den fornødne føde og derfor måtte „bukke under for overanstrengelse, usundt fabriksarbejde eller følgerne af den så almindelige overdrevne nydelse af brændevin."
I København forestod kommunelæge Axel Hertel i 1881 landets første større undersøgelse af sundhedsforholdene i de højere drenge- og pigeskoler. Resultaterne af undersøgelserne var foruroligende, idet især den legemlige udvilding var blevet forsømt.
Sammen med andre læger og borgere tog Axel Bertel initiativ til at agitere for fælleslege og forskellige boldspil som supplement til gymnastikundervisningen.
I Københavns fattigste kvarterer skulle der etableres legepladser med rent sand, som kunne stimulere børnenes lyst til at bevæge sig. Der gik dog nogle år, før disse tiltag slog igennem hos de laveste grupper i samfundet, idet de fleste arbejderledere var bange for, at idræt ville hæmme udviklingen af en politisk bevidsthed. Kun enkelte så en mulighed i at skabe en kultur om den nye sport. En af disse var initiativtageren 111 Børnenes Kontor, socialdemokraten A.C. Meyer.
Først ved århundredets slutning, hvor Socialdemokratiet og fagforeningerne begyndte at organisere arbejderne og forsøgte at forny deres levevis, fattede arbejderne større interesse for den nye legemskultur. Septemberforliget 1899 skabte det fagretslige system, vi stadig kender i dag, og aftalen om en
8-timers arbejdsdag i en arbejdsuge med 48 timer i 1919 betød, at begrebet engelsk week-end vandt indpas blandt danske arbejdere. Fritid, der dengang blev sat lig med frihed, be-

arbejderom arbejdskg medvirkede rt arbejderne ports- og fri-

8 Timers Arbeide!
!tuers ri e !
8 Timers Hvile!
Frihed.Lighel
og

BrafthiSka'å,

gyndte langsomt at blive en realitet for de danske arbejdere.
Talen om week-end var udtryk for en ny orientering i det danske samfund.
Ved det 19. århundredes begyndelse var de dominerende kredse i Danmark orienteret imod landene syd for os. Det engelske bombardement af København i 1807 medvirkede ikke til at bryde denne dominans. Frem til 1840 var tysk eller fransk et udbredt samtalesprog i den københavnske overklasse, men fra midten af århundredet ændre-

des orienteringen gradvist mod England. En proces der blev fremskyndet af Danmarks uoverensstemmelser med
Preussen om Slesvig-Holsten, og nederlaget til Preussen i 1864 førte til det endegyldige brud med tidligere tids dominerende tysk kultur. At være ægte dansk blev herefter det samme som at være anti-tysk.
Engelsk kultur blev populær, og blandt andet i den sammenhæng kom sporten sammen med the-drikning, engelsk påklædning og engelske drenge-

15

gymnastik for sundhedens skyld. De få kvinder, der gav sig af med de mere moderne sysler, såsom cykelsport og roning, var ofte ilde sete. De blev betragtet som socialister, Brandes-tilhængere, eller det der var værre. Mere velvilligt så man på kvindernes deltagelse i det selskabeligt anlagte skøjteløb på søerne i København.
Sporten fik først fodfæste i København, for derefter at brede sig ud til de største byer i provinsen. Ved århundredeskiftet var den moderne sport ved at have fundet sin færdige form.
Man begyndte at interessere sig for, om noget af det nye nu var mere rigtig sport end andet. Var det bedre at gå eller løbe end at cykle? For slet ikke at tale om det allernyeste: måtte man bruge motorkraft? Holdningerne var forskellige — ligesom de er i dag. Og nogle tog også dengang tingene mere alvorligt end andre. Dansk Idræts-Forbunds første formand og eneste præsident Victor Hansen identificerede sig med det nye. Han var blandt initiativtagerne til sportspræsentationen ved udstillingen i 1888, og da Dansk Bicycle Club i 1902 tog initiativ til Danmarks „Første internationale Automobil- Motor- og Cycleudstilling i København", blev han formand for den første automobiludstillings ærespræsidium.
Victor Hansen troede ligesom vores store forfatter Johannes V. Jensen på teknikken og på fremtiden.

Cyklen med hjælpemotor og automobilen blev oprindelig introduceret som køretøjer, der hørte til sportens verden.

.,„

BV:14

•••\

y

k•,/

Gode Gyder fra 150 Kr.

MERCURY.

Carl Joh. Janssen.
Nr. 33, Vestergade Nr. 33.

-

leS.103[0dilld SULIfi

16

og pigebøger til Danmark. Også den anden side af den nye legemskultur, den der var knyttet til skyttebevægelsen, havde sin oprindelse i det engelske. De
Danske Skytteforeninger startede i
1861 med henvisning til, at engelske
„volunteers" (frivillige) efter militært forbillede havde organiseret sig i National Rifieshooting Association. Man ville gennem disse foreninger styrke landets forsvar mod fjender udefra.
Det var engelske ingeniører, der forestod det danske jernbanebyggeri, som blev påbegyndt i slutningen af
1840'eme. De engelske ingeniører bragte elementer af det engelske borgerskabs livsstil med sig, såsom at dyrke roning og spille cricket i fritiden.
Fra århundredeskiftets midte blev det ahnindeligt for de mere velstillede danskere at tage på dannelses- eller uddannelsesrejse i Storbritannien, og der blev i den anden halvdel af det 19. århundrede knyttet stærke bånd mellem
Danmark og England.
Det var især mænd fra det fremvoksende borgerskab, der introducerede den moderne idræt i Datunark. Kvindernes rolle var mindre synlig, idet det
19. århundredes borgerkvinder i reglen levede inden døre i hjemmet, hvor de stod for husførelse og børneopdragelse. Kun meget få kvinder deltog aktivt i udbredelsen af sporten, men allerede fra midten af århundredet begyndte kvinderne i private institutter at dyrke

1, Klasses Motorvogne og Motorcycler, eget
Fabrikata, 700 Kr, Motor paasættes enhver 1,
Klasses Cycle for 500 Kr,

22

kun obligatorisk for drenge. Gymnastik blev indført i lærerseminariernes læseplaner fra 1816, men kun få kunne undervise i faget, og disse havde baggrund i en militær uddannelse, hvorved den ideelle kraft i gymnastikken gik tabt. Gymnastikken blev i almueskolen — hvis den overhovedet var til stede — til kadaverdisciplin.
Gymnastikken blev også en del af indholdet i en anden oplysningsinstitution, den danske folkehøjskole fra midten af århundredet. Her indgik gymnastikken fra begyndelsen som adspredelse og kompensation for det stillesiddende arbejde, for i 1880'eme at blive et symbol på den kulturelle og demokratiske modernisering af bondebefolkningen. Men på dette tidspunkt var gymnastikken og ideen om det borgerlige samfund blevet dl ideologi i den forstand, at formerne, hvorunder disse skulle realiseres, blev genstand for ideologiske diskussioner. I slutningen af det 19. århundrede havde ingen længere patent på den rigtige udgave af det borgerlige samfund, ligesåvel som ingen længere havde patent på den rigtige gymnastik, også selvom mange troede, de havde.

Den moderne sport
— ideerne udefra
Inden for gymnastild(ens område har vi med en vis rimelighed kunnet udpege den moderne gymnastiks skabere, idet gymnastik var en konstruktion — skabt ovenfra. Anderledes forholder det sig med sportens område.
Idehistorisk var der en linie fra John
Locke til Rousseau, men den virkelighed, hvori deres opdragelseslære blev undfanget, var vidt forskellig. Hos kontinentets oplysningsftlosoffer fremstod fremhævelsen af legemsøvelser som noget nyt og underligt i pædagogikken.
Hos englænderen John Locke var le-

gemsøvelser derimod noget selvfølgeligt. Legemlig opdragelse og afholdelsen af sportslege havde allerede, da
John Lockei 1693 skrev Some thoughts concerrzing Education, en lang tradition bag sig.
„Traditional Football" eller folkefodbold kan spores tilbage til det 12. og 13. århundrede, måske endnu tidligere, i et spil, hvor der blev anvendt stokke og bolde. Hos de højere samfundsklasser var ridning, tennis og løb ikke ualmindeligt, og fra 1500-tallet begyndte de britiske konger at opmuntre til fredelig idræt. Under Stuarteme i det 17. århundrede udbredtes legemsøvelserne; sportsfesterne holdt deres indtog bl.a. med „Olimpick Games upon Cotswold-Hills" fra 1636, og efter Cromwells puritanske revolution fra 1660 og frem blev konkurrencesporten almindelig. Kapløb mellem
„pedestrians" (budbringere) med store prissummer som præmier blev en tilbagevendende begivenhed i Hyde Park i London. Siden hen kom hestevæddeløb og boksesport til, og i løbet af det
18. og 19. århundrede tog den moderne sport form.
Sammenligner man den moderne sports undfangelsessituation med Syrnnastildtens, er det iøjnefaldende, at den moderne sport ikke er fremkommet som et resultat af en konstruktion, men snarere som resultat af en løbende proces.
Den moderne sports oprindelseshistorie var historien om disse leges forandring og forbindelse til industrisamfundets by- og fritidsliv. Legene kunne
— når pædagogerne fik øje på dem — disdplineres, som det bl.a. for fodboldspillets vedkommende i England skete på de såkaldte Public Schools.
Som adspredelsesmiddel måtte væddekampene regelsættes, for at konkurrencerne kunne foregå på lige vilkår.
Som fritidsaktivitet kom sporten med

Skoleadressen fra 1890— et hidtil overset vigtigt dokument, jfl teksten side 24.

24

tiden i takt med arbejdstidens begrænsning og indførelsen af week-end til at modsvare byarbejdernes behov for fysisk udfoldelse og frisk luft.
Det er blevet hævdet, bl.a. midt i det
19. århundrede af Karl Marx, at franskmændene var politiske hoveder, tyskerne filosofiske og englænderne økonomiske. Forstået på den måde at franskmændene tænkte i politiske modeller som netop f.eks. „det borgerlige samfund", tyskerne i højere filosofiske sfærer og englænderne i praktiske økonomiske processer. En tilsvarende skelnen mellem Kontinentet og Storbritannien kan med rimelighed anvendes inden for idrættens område.

Civiliseringens og fremskridtets mænd
Idrættens mænd — for det var primært mænd — der kom til at præge den moderne idræt! gennembrudsfasen i slutningen af 19. århundrede, kæmpede på mange fronter. De tænkte tanker, de var idrætsligt aktive, de skrev om idræt, og de førte tingene ud i livet.
Viden om hvem de var, hvad de stod for og hvad de gjorde har indtil videre været meget mangelfuld. Dannelsen af
Legepladsforeningen i København i
1891 kan fint illustrere nogle af de stillede spørgsmål.
11881 sørgede Københavns byarkitekt for oprettelsen af byens første legeplads for børn, og i 1891 dannedes
Legepladsforeningen i København med det formål at civilisere børnenes leg og holde dem væk fra gaderne. En af de mest aktive i Legepladsforeningen var lægen H. Forchammer, der 1 en periode var formand for Akademisk Boldklub, bestyrelsesmedlem! Dansk Boldspil-Union og fra 1897-1899 formand for Dansk Idræts-Forbund.
Aktiv i Legepladsforeningen var også lægen Axel Hertel, der i 1881 hav-

de afsluttet sin epokegørende undersøgelse „Om Sundhedsforholdene i de højere Drenge- og Pigeskoler i København". Sammen med 20 andre promi-

nente danskere fremsendte Axel Hertel i 1890 til Kultusministeriet en såkaldt Skoleadresse, hvori man opfordrede til „efter engelsk Mønster at indføre Boldsport i vore Skoler, i Forbindelse med en Udvidelse af den rationelle Undervisning i Gymnastik".
Al de 21, der underskrev Skoleadressen, udgjorde lægerne og officererne tilsammen halvdelen. Det har været en udbredt opfattelse, at den moderne idræts fortalere var industriens folk. Man har i denne opfattelse især fokuseret på en sammenhæng mellem den engelske sports og industriens bevægelsesfonn. Men ser man på underskrivernes tilknytning til idrætten, finder vi repræsentanter fra skyttebevægelsen, gymnastikbevægelsen og sportsbevægelsen med overlap imellem disse bevægelser. også politisk var der tale om stor spredning. F.eks. var

Blæksprutten bragte i 1903 denne illustration fra svømmeeksamen for kvinder på Paul
Petersens (PP) Institut, hvor en mand drister sig til at springe splitternøgen i bassinet. PP var en af idrættens pionerer. 36

I perioden frem til 1883 blev der ikke afholdt egentlige konkurrencer i skøjteløb, hverken som kunstløb eller hurtigløb. Tilsyneladende var det kunstløbet, der 1 første omgang stimulerede interessen for skøjtesporten. I løbet af 1870'erne fulgte flere opvisninger i kunstskøjteløb af Jackson
Haynes og af nordmændene Axel Paulsen og Werner Aaman. Første omtale af dedderede konkurrencer stammer fra Tidsskriftfor Sport 1886, hvor konkurrencer i såvel kunstløb som hurtigløb beskrives. Der var tale om kunstløb i klasser for herrer og drenge, hurtigløb for piger, drenge, ynglinge og herrer samt baglænsløb for herrer, derudover blev der også afholdt „Fest med
Kunst- og Kvadrillelerb".

Boldspil
Ved den nationale sportsfest i 1888 blev der spillet langbold og fodbold, medens cricketspillet, der på dette tidspunkt var det mest udbredte boldspil, ikke var med ved festen. Året efter den nationale sportsfest blev i 1889
Dansk Boldspil-Union etableret som en union for cricket, fodbold og tennis.
I 1898 ved den 1. Internationale
Gymnastik- og Idrætsfest blev der spillet cricket og fodbold. Blandt andet spillede Dansk Boldspil-Unions hold på Østre Fælled mod Queens Park
Football Club fra Glasgow. Til dette hold var der tilvejebragt en særlig garantikapital på 1800 kr. Besøget af et fodboldhold fra Storbritannien blev siden fulgt op adskillige gange og medvirkede til i en længere periode at gøre
København til Nordens fodboldcentrum.
Ifølge Illustreret Idrætsbogs oversigt fra 1890 over boldspillet i Datunark var cricket, fodbold, langbold og lawntennis udbredt i klubregie. Illustreret
Idrætsbog bragte endvidere en oversigt

over en række københavnske småklubber, der havde boldspil på programmet.
Af Illustreret Idrætsbogs oversigt fremgår det, at cricket stadig var det mest udbredte spil på landsplan. I 54 af de anførte klubber, hvorfra man havde oplysninger om aktiviteter, blev der spillet cricket. 23 klubber havde cricket som eneste aktivitet, og disse var på nær en alle beliggende i provinsen. I
36 klubber blev der spillet fodbold.
Her var fodbold ofte vinteraktiviteten, medens man så spillede cricket om sommeren. I 7 klubber blev der spillet langbold, en klub, Hermes, der udgik fra gymnastikforeningen af samme navn, havde langbold som eneste aktivitet. Lawn-tennis blev blot spillet i to klubber. Den 18. maj 1889 var Dansk Boldspil-Union blevet stiftet som øverste faglige organisation for fodbold, cricket og tennis. På listen fra Illustreret

Tegning fra 1875 af skøjteløb på Tivolisøen. Skøjteløb var i høj grad en selskabelig forete else for det københavnske bor gerskab. Man løb til musik og på særlige festaftener var der fyrværkeri. Idrætsbog var også anført de klubber der i 1890 var medlem af unionen.
Først ved århundredesldftet fik del
20. århundredes danske nationalspil fodbold egentlig fodfæste i Danmark. I litteraturen har der, som en følge af fodboldspillets senere store udbredelse, været en tendens til at føre spillets historie i Danmark længere tilbage i det 19. århundrede. Det er selvfølgelig korrekt, at der blev spillet fodbold på
Sorø Akademi med en engelsk bold i
1870'erne, og at Kjøbenhavns Boldklub (KB) i 1879 som langboldklub præsenterede spillet i en „Præmieøvelse på Eremitagesletten". Men disse begivenheder var enkeltstående, først fra 1883 blev der regelmæssigt spillet fodbold i Danmark, og det foregik helt op til ca. 1900 i skyggen af cricket, hvorefter fodbolden hurtigt overtog føringen. Vigtig for fodboldspillets udbredelse var den rolle, fodboldspillet fik 1 skoleidrætten. I Gymnastikkomnuisionens
Lege, Boldspil, og anden Idræt. Kort Vejledning til brug for Skoler fra 1897 om-

tales under boldspil: Langbold, cricket, fodbold, stokkebold (hockey), tennis og fierbold. Bortset fra fjerbold fik de forskellige boldspil nogle indledende bemærkninger om deres anvendelighed i

tiviteme deleklædfor ig uden
Murelle

Peter å. Sørensen.
64, Yesterbrogade 64.
Største
Udvalg af
Sportsko. —
Fodboldstøvler laves efter Bestilling.

skolen: Langbold og fodbold kunne anbefales som spil til brug i skolen. Langbold på grund af sin ufarlighed og ringe krav til redskaber. Fodbold fordi det holdt deltagerne i livlig og uafbrudt bevægelse og derfor kunne spilles om vinteren; men også fordi spillet udviklede kammeratskab og disciplin. Cricket kunne ikke anbefales, dertil var spillet for vanskeligt; og tennis egnede sig heller ikke til indførelse ved skolerne, da deltagernes antal var for begrænset og redskaberne for kostbare.
Da Kultusministeriets etårige gymnastikkursus i september 1898 startede som en særlig afdeling under statens etårige lærerkursus, var der afsat
3 timer ugentligt til undervisning
„ordnede Lege og Boldspil" ved læge H.
Forchammer og cand. phil. E Knudsen.
Det markerede et nybrud. Al 1899-årsberetningen fra „Udvalget for danske
Skolebørns Fælleslege" fremgik det, at boldspil var blevet indført ved i alt 107 skolevirksomheder, 86 på landet og 21

37

i købstæderne. Hertil kommer, at fodboldspillet på forhånd var udbredt på de lærde skoler. Blandt andet af disse grunde kunne fodbolden efter 1900 overtage føringen i forhold til cricket.

Fodsport — atletsport
-fri idræt — atletik
Ved den 1. internationale gymnastikog idrætsfest i 1898 dækkede begrebet idræt over boldspil og idrætsøvelser. Idrætsøvelserne omfattede 18 discipliner: løb over 100 m, løb over 402 m
(Y4 mile), løb over 1609 m (1 mile), hækkeløb (110 ni), stafetløb (400 m), gang over 1609 m, gang over 8045 m
(5 miles), distancemarch 75 km, højdespring, længdespring, trespring, stangspring, stangspring 1 længden, voltigering, øvelser i barre, øvelser i reck, klavring i stang, spydkastning.
Idrætsøvelserne bestod således af discipliner, vi 1 dag vil betegne som hen-

holdsvis atletik og gymnastik. Heraf var atletikken en ny foreteelse, der var ukendt i Danmark indtil omkring
1890. Til gengæld kom, som vi senere skal se, forkæmperne for atletikken til at udgøre en væsentlig kraft i organiseringen af idrætsbevægelsen i Danmark.
Før 1890 havde fodsporten haft meget vanskeligt ved at slå igennem. Løb var nærmest en søndagsforlystelse for professionelle løbere i enkelte beværtningshaver i København. I 1886 præsenterede fodsportens nestor, ingeniørkaptajn I.P. Müller, fodsporten I to artikler i Tidssknft for Sport. Og samme år blev foreningen Sport dannet som en fodsportsforening. I de følgende år arrangerede denne forening og en række roforeninger kapgang og hurtigløb, uden at fodsporten dog rigtigt bed sig fast. Først med dannelsen af Københavns Fodsports-Forening (senere MF) i 1892 fik sporten egentlig fodfæste i
Danmark.

Prxmienvelse i boltspil på
Eremitagesletten 1979.

Idrættens struktur

'ing

de idt efter en række kompromiser, udvandinger, vedtagelser og forkastelser opgav DIE Især Dansk Boldspil-Union var afvisende over for indblanding i, hvad unionen mente var indre anliggender.
Havde DIF ikke bøjet sig, var resultatet sandsynligvis blevet en ny sprængning af forbundet i lighed med den i 1900, hvor Dansk Boldspil-Union trådte ud for først at vende tilbage fire år efter. Dansk Boldspil-Union lagde ikke skjul på, at det kunne ske igen.
Den endelige løsning af amatørspørgsmålet kom imidlertid hurtigt. Den blev en vigtig del af den såkaldte nyordning af 1925.
Dansk Boldspil-Union var kraftigt involveret i denne udvikling. Allerede i 1922 under forberedelsen af den sidDIF finder sin form ste store revision af amatørreglerne
Dansk Idræts-Forbund var! sin tid ble- havde Dansk Bolspil-Union hævdet, at vet startet med det formål at organise- unionen havde en særstilling inden for re, regulere og styre det danske idræts- DIE Det var blevet aftalt i 1904, hævliv. Styringsinstrumentet havde især dede Dansk Boldspil-Union, og havde været fælles amatør- og ordensregler været en betingelse for, at unionen samt rekordregler. Men efter 1. ver- overhovedet ville vende tilbage til DIE denskrig begyndte DIF's kontrol over Særstillingen bestod i selvbestemmelde danske specialforbund — eller fag- se i ethvert spørgsmål, der direkte elforbund som de officielt hed indtil ler indirekte berørte boldspillets inter1935 — definitivt at smuldre. esser. Der var således ikke overladt meFælles nordiske amatørregler blev get til DIF at bestemme over i forholtrods mange forsøg gennem årene en- det til boldspillerne. I 1924 fandt deligt opgivet! 1918 og fastholdelse af Dansk Boldspil-Union denne selvbefælles danske amatør- og ordensregler stemmelse frem og tog forbehold over gav stigende problemer. I 1922-23 for- for vedtagelsen af de nye reviderede søgte DIF's ledelse en sidste gang at fælles amatørregler. De blev alligevel fastholde dem ved en ny revision. Men vedtaget, men Dansk Boldspil-Union

116

anerkendte ikke reglerne og undlod at sterskaber og anerkende rekorder blev opgivet ved samme lejlighed. Det var — stemme. I den følgende tid diskuterede ledel- og er — dog stadigvæk DIF, der skulle serne i Dansk Boldspil-Union og DIF, tildele mesterskabsplaketterne, som men unionen fastholdt selvbestem- var fælles for alle idrætsgrene, ligesom melsen. Da samtidig såvel Dansk Fore- oprettelse af nye Danmarksmesterskaning for Rosport og Dansk Ride-For- ber skulle godkendes. DIF blev med bund havde stemt imod det nye fælles nyordningen i 1925 en paraplyorganiamatørreglement, var banen kridtet sation for en række specialforbund, op. Hvis DIF skulle bestå, måtte pro- der i princippet var selvbestenunende blemet løses. De andre spedalforbund i organiseringen af deres egne områder. ville kræve og havde ret til samme for- Det er den rolle, DIF som organisation hold som DBU, og det stod nu helt stadig har i forholdet til specialforklart, at fælles amatørregler kunne bundene. man ikke blive enige om.
Et udvalg blev nedsat, og I april Økonomien
1925 blev DIF's sidste amatørdefinition vedtaget: „DIF betragter som Ama- Efter 1925 var kim økonomien tilbage tør den Idrætsudøver, som i Henhold som et område, hvor DIF kunne bevatil sit Fagforbimds internationale Ama- re en vis hånd i hanke med sine medtørreglement eller af det danske Fag- lemmer. Det var dog ikke store beløb, forbund vedtagne, strengere Bestem- der var tale om. I de fleste af DIF's melser er at betragte som Amatør." De første 25 år havde indtægterne været forskellige specialforbund skulle nu så små, at der ikke havde været noget udarbejde egne amatørreglementer, et at fordele. Det, der i den periode især arbejde der var færdigt i løbet af 1927. kom DIF's medlemmer til gode, var udHermed var DIF's sidste forsøg på at sættelse af præmier til konkurrencer. fastholde fælles amatør- og ordensreg- Denne post på budgettet var ofte den ler bortfaldet. Den nye definition har største og kunne visse år omfatte til gengæld været sejlivet. Den gælder næsten halvdelen af budgettet.
Ved 1. verdenskrigs slutning kumte i princippet den dag i dag.
DIF for første gang bruge mere end
DIF's amatør- og ordensudvalg var derefter kun en appelinstans for af- 10.000 kr. om året til idrætslige forgørelser truffet af specialforbtuidenes mål. Dette beløb steg betragteligt i de tilsvarende udvalg. En bestemmelse følgende år, inden det i perioden 1925c fra 1917 om, at specialforbundene selv 1939 stabiliserede sig på - a. 40.000 kunne bestemme, hvilke sager DIF's kr. Selv med mellemkrigstidens prisniamatør- og ordensudvalg skulle be- veau var dette ikke noget stort beløb. handle, havde altid været tvivlsom i Slet ikke når man tænker på, at såvel forhold til normale retsprindpper. Den forbundets medlemstal som foreningsvar blevet indført som et led i special- tal tredobledes i løbet af de samme forbundenes krav om større selvstæn- femten år. Inden 2. verdenskrigs uddighed. Nu gjorde bestemmelsen imid- brud rundede forbundet 300.000 medlertid DIF's nye rolle som appelinstans lemmer fordelt på mere end 2000 forillusorisk. I 1927 blev den derfor af- eninger og 19 specialforbund.
Dernæst steg indtægterne igen. Og skaffet. det endda så meget at DIF under kriOgså retten til at bestemme konkurrenceregler, udskrive Danmarksme- gen kunne bruge mere end 100.000 kr.

København. Gennem totalisatorspil havde Dansk Bicycle-Club store indtægter, der også kom DIE som i øvrigt officielt var modstander af totalisatorspil, til gode.
I vore dage er vi vant til, at DIF og de andre hovedorganisationers indtægter næsten udelukkende kommer fra det offentlige via Tipstjenesten AIS.
Nøje reguleret gennem lovgivning og bindende aftaler. I DIF's første 50 år kom imidlertid kun ca. 60% af indtægterne fra det offentlige. I de første
10 år, frem til 1906, havde DIF flere indtægter fra privat end fra offentlig side. Det var selvfølgelig ikke underligt, i og med at forbundet først fik statstilskud fra 1903. Men også i periodens sidste ti år frem mod 50-års jubilæet i
1946, bidrog det offentlige med mindre end halvdelen af DIF's indtægter.
De største private bidragydere til DIF gennem dets første 50 år skal især findes blandt det danske erhvervslivs top som f.eks. Arbejdsgiverforeningen,
Carlsberg, Tuborg, F. L Smidth & Co. og Otto Mønsted Fondet. tter var i rev afforvejen r blevet
, da wnkede e båd.

i årligt gennemsnit til formål, der direkte kom medlemmerne til gode. Indtægtsforøgelsen skyldtes bl.a., at staten øgede sit bidrag, således at statstilskuddet 11938 på ca. 35.000 kr. var blevet næsten tredoblet i 1945. De nye indtægter fra det offentlige kom ikke mindst fra den nyoprettede Filmfond.
Denne fonds indtægter skulle bruges til almennyttige formål, og herunder hørte DIE Men de største indtægter i den sanune periode kom dog fra privat side. En af DIF's største bidragydere under krigen var Dansk Bicycle-Club, som var blev stiftet i 1881 og var dermed ældre end DIF. De blev først i
1965 et specialforbund under DIE
Dansk Bicyde-Qub var dengang både fællesorganisation for banecyklingen
Danmark og ejer af Ordrupbanen ved

Pengenes fordeling
I 1926, året efter nyordningen, blev også DIF's fordelingspolitik, der hidtil havde været et rent bestyrelsesanliggende, reguleret. Hovedreglen blev, at alle specialforbund havde ret til tilskud, hvis de da ikke frivilligt gav afkald. Det gjorde kun Dansk BoldspilUnion. Det tildelte beløbs størrelse beroede på et skøn over det enkelte specialforbunds behov, men beløbet skulle dog være så stort, at det betød en reel hjælp i det idrætslige arbejde.
I 1939 blev tildelingen af specialforbundenes tilskud lagt i endnu fastere rammer. Det blev nu fastslået, at det især var forbundenes størrelse mht. foreninger og medlemmer, der skulle være afgørende for størrelsen af til-

117

118

skud. 80% af hovedbeløbet skulle fordeles på denne måde.
Der blev givet et grundbeløb på 600 kr. pr. forbund. Resten blev fordelt efter en fordelingsnøgle, der gav 1 point pr. forening og 1 point pr. 10 medlemmer. Trangskriteriet blev dog ikke opgivet, men kun 20% af hovedbeløbet kunne bruges her.
Hvad medlemmerne måtte bruge deres tilskud til blev også nøje fastlagt i
1926. Mindst to tredjedele af tilskuddet skulle anvendes til instruktion og agitation. I 1939 blev dette krav ændret til, at tre syvendedele skulle bruges til instruktion, to syvendedele kunne anvendes til agitation. Resten kunne, med visse begrænsninger, anvendes til „andre idrætslige formål". Spedalforbundene skulle indsende beretning og regnskab for beløbenes anvendelse. Der var således ingen tvivl om, hvad DIF helst så, at pengene skulle bruges til.
Gennem tildeling af penge og opsynet med hvad de blev brugt til, fik DIF i løbet af mellemkrigstiden på den ene side en vis kontrol over specialforbundene til erstatning for den, der var mistet ved opgivelsen af fælles amatør- og ordensregler. På den anden side gav den vedtagne fordelingsnøgle dog også
— i hvert fald efterhånden — temmelig nøje anvisninger til DIF om, hvad specialforbundene havde ret til at modtage.
Den nye stilling, som DIF fik i forholdet til medlemmerne efter 1925, kom ikke umiddelbart ni at betyde ændringer i forbundets struktur. DIF var i 1896 startet som en fællesorganisation for 18 amatørforeninger og 1 forbund, Dansk Boldspil-Union.
Allerede fra den tidligste tid var der røster fremme om, at DIF ikke burde organisere foreninger, men forbund.
Det kunne i sagens natur ikke lade sig gøre, i og med at kun et forbund, Dansk

Boldspil-Union, ønskede at være medlem.
1904 var tiden imidlertid moden til en omorganisering. Sporten var nu blevet så udbredt i Danmark, at der var blevet dannet flere specialforbund.
Samtidig foretog Dansk GymnastikForbund og DIF en sammenlægning og
Dansk Boldspil-Union genindtrådte i
DIE „DIF, Central Forbund for Legemsøvelser". Den struktur med DIF som koordinator på tværs af forskellige specialforbund, der blev skabt ved den lejlighed, er stort set gældende også i dag.

Distriktsinddeling
Mange år efter fik DIF også en distriktsinddeling. Første gang, noget sådant korn på tale, var i 1922, da den nye formand, generalmajor H. Castenschiold, fremlagde sine visioner for
DIF's fremtidige arbejde, og i den anledning foreslog en distriktsinddeling af DIF. Det ville styrke samarbejdet specialforbundene imellem og dermed idrætsarbejdet, hævdede han.
Måske kan man i forslaget også se et tidligt udtryk for Castenschiolds overordnede strategi for DIF, nemlig at opnå anerkendelse gennem samarbejde med staten. Hvad medlemstal angik, var DIF efterhånden blevet en landsdækkende masseorganisation. Strukturelt var organisationen imidlertid særdeles tæt knyttet til København, hvilket kunne frygtes at hæmme et samarbejde med staten. Forslaget vandt dog ikke gehør, og de kommende års udvikling viste i øvrigt, at frygten havde været ubegrtmd et.
I første omgang blev forslaget nærmest glemt, og et udvalg, der blev nedsat i 1928 med det formål at undersøge muligheden for en distriksinddeling, endte med at forkaste ideen i 1930.
Udvalget fandt ikke en sådan inddeling

119

ile med
Boldsdækoldbaravn
II- DM.

hverken „naturlig eller rimelig". I stedet foreslog det at styrke samarbejdet mellem DIF og de lokale samvirkende idrætsforeninger, som også dengang fandtes i alle større byer.
Tilbageholdenheden med en distriktsindeling havde flere årsager. For det første var en række af specialforbundene allerede underinddelt på landsdele med selvstændige ledelser og kompetencer. Allerede i 1909 havde f.eks. Dansk Boldspil-Union (DBU) fået landsdækkende underorganisationer, i og med at Bornholms BoldspilUnion blev oprettet som den femte lokalunion. En anden og ny inddeling kunne derfor let virke forstyrrende.
For det andet var „meningen" med
DIF som paraplyorganisation over selvstændige, enstrengede specialforbund at tage sig af fælles overordnede problemstillinger og ikke gå ind i det lokale arbejde.

Den anden store organisation, De
Danske Skytteforeninger (DDS) — senere DDSG og endnu senere DDSG&I — havde imidlertid fra starten i 1861 en distriktsindeling. Den var organiseret via amterne. Det havde været naturligt for den organisation, i og med at den var startet i tæt samarbejde med statsmagten, der netop havde amterne som en administrativ enhed. Amterne tog sig bl.a. af statens tilsyn med landkommunale anliggender, men var også involveret i provinsbyernes administration. Skytteforeningerne havde skyttemedlenuner på såvel land som i by, mens de gymnaster, der efterhånden kom til at udgøre et flertal i DDS især var knyttet til landdistrikterne.
Staten interesserede sig først sent i større omfang for sporten og for DIF, hvis medlemmer især kom fra byerne.
Det skete først efter 1. verdenskrig, hvor DIF som nævnt havde nået en

120

størrelse, der gjorde organisationen til en samarbejdspartner for staten. Sønderjylland, ungdommens fritidsbeskæftigelse og diverse arbejdsløshedsprojekter er eksempler på mellemkrigstidens samarbejdsområder.
For det tredje stod selve idrætsudfoldelsen i centrum for DIE Og den er
— i hvert fald hvad konkurrenceidrætten angår — i sin natur enstrenget og i sin konsekvens ikke specielt amtslig, men landsdækkende og international.
DUS og senere de andre danske hovedorganisationer med undtagelse af
DIF har derimod altid haft formål, der har været rettet mod forhold uden for idrætten. Her har landsdækkende konkurrencer aldrig været et primært mål.
Alligevel fik DIF i begyndelsen af
194 O'erne en distriktsinddeling, idet landet blev delt op i først 8 og fra 1943
11 såkaldte områder. De sendte hver en lokalrepræsentant ifi DIF's repræsentantskabsmøder. Denne områdeinddeling eksisterer stadigvæk, men har aldrig haft den helt store betydning for
DIF's udvikling. Baggrunden for oprettelsen af områder på det tidspunkt kan ses i en øget interesse fra statens side i begyndelsen af 2. verdenskrig i at støtte idrætsarbejdet lokalt. I den anledning anbefalede DIF ansættelse af en række lands-, distrikts- og foreningsinstmktører. Det var DIF's holdning, at hvert hovedforbund burde have sine egne instruktører. Det endte med, at staten gik ind i en meget billigere og mindre omfattende ordning.
Der blev forsøgsvis ansat et antal amtsinstruktører, som skulle være fælles for de tre hovedforbund. Ingen af dem kom fra DIF, men fra DDSG&I og DDG.
DIF's oprindelige ønsker om massiv ansættelse af instruktører blev således stærkt beskåret, og de der blev ansat kom alle fra DDSG&I og DDG.

DIF og København
DIF var ved sin start i 1896 et udpræget københavnerforetagende både med hensyn til medlemmer og ledelse.
Hvor provinsen imidlertid allerede før
1. verdenskrig havde flere menige medlemmer i DIF end København, forholdt det sig anderledes, hvad forbundets ledelse angik.
Fra 1896 til 1946 sad i alt 26 mænd i DIF's øverste ledelse på forskellige tidspunkter. Dvs, at de enten havde været formænd, næstformænd, kassererer, sekretærer eller forretningsudvalgsmedlemmer. Nogle af dem havde i årenes løb haft flere af posterne. De fleste tilhørte det, vi i vore dage ville kalde socialgruppe 1. Resten var fra gruppe 2. Alle var fra København.
I den menige del af DIF's ledelse var billedet næsten det samme 1 perioden.
I alt 177 personer var enten specialforbundsrepræsentanter eller medlemmer af den valgte bestyrelse, og den sociale rekruttering foregik— med ganske få undtagelser — også her fra de øverste sociale lag. Derimod var ca. en femtedel af repræsentanterne fra provinsen, og otte var kvinder. Endelig kan nævnes, at i DIF's to mest centrale udvalg, amatør- og ordensudvalget samt rekordudvalget — der blev nedlagt i 1925 — var samtlige 36 medlemmer københavnske mænd. Næsten alle var fra de øverste sodalgrupper.
Der er aldrig lavet nøjagtig statistik over sodalgruppefordelingen blandt
DIF's menige medlemmer, men allerede før 1920 var ca. 3/4 af medlemmerne i DIF fra arbejderklassen. Dvs, fra socialgrupperne 3, 4 og 5.
Først i begyndelsen af 1940'erne bliver medlemsstatistikken i DIF så nøjagtig, at man kan inddele medlemmerne efter køn og alder. På det tidspunkt udgjorde kvinderne næsten 20% og børn under 14 år næsten 15% af de ak-

hvor kvinderne i stigende tal var blevet medlemmer, blev DIF stadigvæk ledet af københavnske mænd fra overklassen.
Hvilke specialforbund blev DIF's øverste ledelse så rekrutteret fra? Især i den tidligste tid var der en del ledere
— heriblandt et par formænd — der slet ikke havde idrætslig erfaring eller baggrund. Bortses herfra, har den øverste ledelse især sin baggrund i gymnastikken, svømningen, boldspillet, fægtningen, den militære idræt og roningen.
Det skal dog nævnes, at der i visse tilfælde er tale om enkeltpersoner, som sad i ledelsen i mange år og således tæller meget i statistikken.
Også andre forbund er repræsenteret i DIF's øverste ledelse i forbundets første 50 år. Men enkelte forbund har ikke haft sæde der. Det gælder således bryderne, bokserne og vægtløfterne, der ellers luner blandt forbundets tidligste medlemmer. Bankbestyrer Lohmalm, forbundets mangeårige kasserer, repræsenterede dog lejlighedsvis
Handelsstandens Athletklub i forbundets tidlige år. Såvel samtiden som hans officielle nekrolog fra 1922 er imidlertid enige om, at han ikke havde nogen idrætslig erfaring eller baggrund overhovedet.

-213 de er hvert år tstronen i le stærke ersen fra

tive medlemmer. Selvom DIF efter 50 års eksistens således stadigvæk i udpræget grad var for voksne mænd, udgjorde kvinder og børn en stigende andel af medlemsskaren. Ud fra de spredte oplysninger, der eksisterer, kan det fastslås, at andelen øges gennem hele perioden, men især i mellemkrigstiden.
Konkluderende kan derfor siges, at i mellemkrigstiden, hvor provinsen for længst var blevet den største del af forbundet, hvor de fleste menige medlemmer kom fra arbejderklassen, og

121

DIF og de andre hovedforbund De Danske Skytteforeninger (DDS) blev dannet i 1861. I 1919 kom organisationen til at hedde De Danske Skytte
& Gymnastikforeninger (DDSG), idet gymnasterne, der efterhånden var et flertal, fik en stærkere placering. I
1929 kom det imidlertid til en sprængning og to organisationer, De Danske
Skytte- Gymnastik- og Idrætsforeninger (DDSG&I) samt De Danske Gymnastikforeninger (DDG) — der i 1965 blev til De Danske Gymnastik- og Ung-

I n

122

domsforeninger (DDGU) — blev dannet.
11992 blev de to organisationer slået sammen igen og hedder nu Danske
Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).
Allerede fra start i 1896 forsøgte
DIF at indlede samarbejde med skytterne og gymnasterne, muligvis endog i form af en enhedsorganisation. DIF's struktur var nemlig indrettet således, at de aktiviteter DDS udøvede uden videre kunne indgå i DIE DDS var inviteret, men sendte afbud til DIF's stiftende møde. Siden hen var der ofte kontakter de to organisationer imellem.
I årenes løb diskuterede man i DIF regelmæssigt forholdet til DDS og muligheden for at få idrætten og DIF udbredt på landet. Mange foreninger under DDS dyrkede i virkeligheden sport, hævdede DIE Der var skytteforeninger, „som slet ikke skyder, men derimod driver Gymnastik og Boldspil".
Lejlighedsvis afholdt disse foreninger også konkurrencer af især lokalt tilsnit. Landsmesterskaber, som vi kender det fra vore dage, blev først indført i 1937, hvor DDSG&I afholdt mesterskaber i fodbold, håndbold og atletik.
Den anden organisation, DDG, afholdt sit første landsmesterskab i 1941/42.
Det var i håndbold.
Mange af de foreninger, der dyrkede idræt på landet omkring århundredeskiftet, var knyttet til højskolebevægelsen. Højskolerne lavede et stort idrætsarbejde, konstaterede man bl.a. på repræsentantskabsmødet i 1900, hvor Askov blev nævnt som eksempel:
„Askov Højskoles Ungdomsforening bestaar af „Karle og Piger". Programmet var „Gymnastik — Boldspil — Ordnede Lege og opbyggelige Foredrag."
Problemet var, hvorledes man kunne komme i kontakt med disse foreninger, så DIF kunne „udbredes til
Landet". Året forinden havde forbundet via sine jyske medlemmer forsøgt at få et konkret samarbejde i gang med

netop Askov Højskole. Der var fremskredne planer om at arrangere en skandinavisk idrætsfest ved højskolen i august 1900. Da det kom til stykket, blev det imidlertid ikke til noget.
Samarbejde kunne dog også byde på andre fordele end det rent idrætslige.
I 1904 slog DIF og Dansk GymnastikForbund (DGF) sig som nævnt sammen i „DIF-Central Forbund for Legemsøvelser" og i den anledning reviderede begge organisationer deres love. DGF tilføjede i et afsnit om samarbejde, at der skulle søges samarbejde med de foreninger, der hørte under De Danske
Skytteforeninger. DGF anbefalede dobbelt medlemsskab, idet det kunne indebære økonomiske fordele. Ved at være medlemmer begge steder kunne man få andel i skytteforeningernes tilskud via finansloven.

Samarbejdsmuligheder
Efterhånden som DIF blev mere og mere udbredt, fik forbundet også medlemmer på landet, der dog fortsat var en højborg for skytterne og gymnasterne. Noget egentligt samarbejde blev det sjældent til, selvom DIF's ledelse lejlighedsvis udtrykte en vag optimisme. Således f.eks. i oktober 1917 på repræsentantskabsmødet: „Formanden sluttede med at omtale vort Forhold til Skytteforeningerne, der synes ad Aare at pege henimod et Samarbejde, idet Interessen for forskellige
Idrætsgrene er i stadig Stigning inden for Skyttekredsene".
På det internationale plan var der dog ved flere lejligheder samarbejde de to organisationer imellem. F.eks. i forbindelse med olympiske lege, hvor
DDS flere gange deltog med gymnastikhold. Der er også adskillige eksempler på, at DIF direkte inviterede DDSskytter til internationale skydekonkurrencer.

sine
;er i berne blev
Gynzå inviteret
'lerup var

DIF inviterede også til andre typer af arrangementer. Da forbundet i 1921 arrangerede sit første instruktionskursus, var der gratis adgang for medlemmer af DDSG. Det var også tilfældet ved flere af de instruktionskurser, som
DIF eller dets specialforbund siden hen arrangerede.
Interessen for samarbejdet fra DIF's side hang naturligvis især sammen med ønsket om at udbrede sporten så meget som muligt. Men det skulle ikke nødvendigvis ske på hverken skydningens eller gymnastikkens bekostning. Faktisk ytrede DIF's ledelse ved flere lejligheder respekt for såvel form som indhold af den gynmastik, der blev dyrket i DDSG og højskolebevægelsen.

Det førnævnte instruktionskursus i
1921 blev for en stor del ledet af Niels
Buldi fra 011erup Gymnastildiøjskole.
Det skete, som DIF's formand udtrykte det „I Erkendelse af den store Betydning, den Bukhske primitive Gymnastik vil faa som led i Idrætsmændenes Træning". Niels Bukh blev også i de følgende år brugt af DIE
Samtidig med at DIF samarbejdede med Niels Bukh, bekæmpede de ham imidlertid også. I 1923 skulle Bukh og hans gymnastikhold til USA. En turne på fire måneder kunne ikke gennemføres af amatører, hvorfor DIF hævdede, at gymnasterne var professionelle.
Hverken DIF eller DDSG, der også gj orde ophævelser, fik dog Bukl' til at blive hjemme. Men DIF's indvendinger

124

gik altså ikke på indholdet, gymnastikken, men på amatørspørgsmålet.
I de samme år var både DIF og DDSG blandt initiativtagerne til såvel oprettelsen af „idrætsmærket" (1921) som
„skoleidrætsmærket" (1922). Begge eksisterer som bekendt den dag i dag.
Forud havde DIF og De Danske Skytteforeninger deltaget i et samarbejde om skoleidrætten, idet der i 1906 var blevet nedsat „et Udvalg for at udarbejde Regler for Skoledisciples og yngre Menneskers Idrætsudøvelse". Det var et problem for DIF, at skolen fra århundredeskiftet var blevet domineret af den svenske gymnastik på sportens bekostning. DIF nød på det tidspunkt ikke større bevågenhed hos staten og kunne derfor ikke påvirke skolens idrætspolitik indefra. Forbundet måtte derfor forsøge at skubbe sig ind, hvor det var muligt. F.eks. ved — ud fra et sundhedsperspektiv — at forsøge at få indført regler for de idrætsaktiviteter, som skolens beslutningstagere helst slet ikke så udøvet i skolen.
Sønderjyllands tilbagevenden til
Danmark medførte et konkret samarbejde mellem DIF og DDSG. I DIF's årsberetning fra 1922 findes der en redegørelse „Om Idrætten i Sønderjylland". Det fremgår her, at DIF og De
Danske Skytte- og Gymnastikforeninger straks efter genforeningen tog fat på at udvikle idrætten. Men det fremgår også af artiklen, at de to organisationer havde forskellig udbredelse. Arbejdet i Sønderjylland fandt nemlig sted „efter samme Delingslinie, som
Udviklingen havde hidført her Hjemme — Skytteforeningernes Virksomhed falder hovedsagelig på Landet og vort i
Byerne".
I de følgende år samarbejdede DIF med DDSG — og senere også med DDG
— når lejlighed bød sig. I 1940 søgte
DIF, DDSG og DDG f.eks. salmen Indenrigsministeriet om et ekstraordi-

nært tilskud på 100.000 kr. til uddannelse af idrætslærere. Pengene blev bevilget, og uddannelsen foretaget på
Statens Gymnastikkursus i København, den senere Danmarks Højskole for Legemsøvelser. Noget tæt formaliseret samarbejde kom imidlertid ikke i stand, før Idrættens Fællesråd blev oprettet 11977.
De uoverensstemmelser mellem ledelsen af DIF og DGI, som vore dage bærer præg af, har langt fra kendetegnet fortiden. Forholdet mellem „DIFidrætten" og „Den folkelige idræt" har i realiteten været fordragelig og præget af lejlighedsvist samarbejde. De bryderier, der opstod i forbindelse med den svenske gynmastik omkring århundredeskiftet, drejede sig ikke om forholdet til DDS, men snarere om forholdet til „skolen", der hverken ville give sporten adgang til skolernes idrætsundervisning eller beholde den mere traditionelle „danske" gymnastik.
Det udtrykte DIF's formand H. Sander temmelig præcist i 1946: „...det svenske mere fysiologisk velbegrundede systems indførelse havde været berettiget." Hvis bare det bedste fra det gamle system var blevet bibeholdt, som det oprindeligt var meningen. Og hvis bare ikke „de ledende Mænd inden for „Gymnastildnstituttet" havde været saa fanatiske „svenskere" ...".

Hust...
Flust...
er et af de stærke dommerkort i dansk fodbold. Men m 80'erne må Hust i bogstaveligste forstand lægge
:r af de mest besynderlige fænomener i samspillet iskuere og dommere. Ove Hust blev nemlig pludselig ts korte og taktfaste synonym for en skidt dorruneril norske håndboldkampe, til jyske mesterskaber i i Herning Ishockeyhal, til afrikanske barfodsopgør i med klar sønderjysk undertone på Volkspark i Hamer råbet: at -Ove Hust -Ove Hust... st selv har dog sin helt egen forklaring på fænomenet.
!skuerne ser en dårlig dommer, ønsker de sig selvføldre. Derfor råber de på mig. Og det kan jeg da ikke em i! gternt må man nok konstatere, at fænomenet bunder ir-kendelser, der gik det århusianske publikum imod
: at den århusianske presse efterfølgende indledte pagner flere dage før Ove Husts næste optrædender i
Nistaden. Hust havde nemlig tilladt sig at tage et par ved hornene. Først underkendte han et mål af Tom
!ri senere kamp udviste han en anden publikumsyndtampe. Det gør man ikke ustraffet. udvildede sig for Husts vedkommende til at blive

Hust rigstiden til utidigt Pin dorn-

Dommerne
Ingen idrætsaktteter uden dommere. Det tit så udskældte folkefærd fortjener derfor også at blive nævnt, når der skal skrives historie om dansk idræt. Lad os i den forbindelse nøjes med at se på fodbolddommerne.
I spillets allerførste år i forrige århundrede fandtes dommerbegrebet ikke. Spilleme sørgede selv for, at spillets regler blev overholdt, og dommeren blev kun tilkaldt i tvivlstilfælde.
Hans funktion var nærmest at være en slags opmand. Om han opholdt sig på banen mellem spillerne eller udenfor kan ikke afgøres med sikkerhed, da kilderne her ikke slår til. Dog fremgår det, at denne opmandsfunktion ophø-

rer omkring 1900, men også at dommerne langt op i mellemkrigstiden lod fordelsreglen indtage en betydelig placering 1 spillet, således at spillet i videst muligt omfang „spillede sig selv".
I tråd med at spillet ophører at være et
„gentlemanspil" og vel også i tråd med et større tempo i kampene og dermed en højere grad af uoverskaelighed, opstår behovet for en egentlig dommerfunktion og en strammere fortolkning af reglerne. Dog var man i den situation, at det helt op til midten af 1930'erne var almindeligt, at dommerne 1 de store fodboldforbund som f.eks. Jysk
Boldspil-Union ikke havde dommereksamen. Man støttede sig til, at ikke mindst gamle spillere, pr. tradition og snusfornuft, havde et tilstrækkeligt kendskab til spillets regler og derfor kunne fungere som dommere.
Det gav imidlertid en række problemer. Kampfordelere fandtes ikke dengang, og derfor bestilte klubberne selv den dommer, de gerne ville have. Da nogle dommere var mere efterspurgte end andre, skete det ikke så sjældent, at de bedste dommere fik tre-fire bestillinger på samme tid. Derfor anbefalede dommerne ofte sine kolleger.
Hvor sympatisk dette system end måtte være i henseende til såvel sund fornuft som hensyn til det sociale, rummede det dog også sine svagheder.
Tilfældighedsmomentet kunne ofte være udslaggivende. Rent bortset fra det moment af snyd, der luume være indeholdt i denne ordning. Under 2. verdenskrig, hvor det var svært at skaffe dommere, havde Vejle Boldklub
f.eks. ofte en dommer med hjemmefra, når man skulle spille på udebane. Hensigten var at sikre sig, at der under alle omstændigheder var en donuner til stede, men risikoen for at blive beskyldt for at have en „hjemmedommer" med på udebane var desværre også til stede. Dette præg har Vejle Bold-

185

186

klub siden hen haft svært ved at slippe af med. Idrætsverdenen har også sine myter.
I det hele taget var det ikke altid lige let at få fat i kvalificerede dommere, ligesom regelkendskabet hos både dommere og spillere selvsagt lod en del tilbage at ønske helt op i 1920'eme.
Velsagtens fordi mange endnu ikke var fortrolige med reglerne. Ofte udpegedes der først en tilfældig person til posten kort før kampene skulle i gang, og da der desuden i reglen ikke blev spillet med linievogtere, opstod der ofte tvivlssituationer. Omkring 1920 fik „de blå" fra
B1913 et års karantæne. Årsagen var, at hele holdet var udvandret i protest mod en donunerkendelse i en kamp mod B1909.
Til en kamp mellem Tistrup og Horne i Vestjylland i 1920'eme var den lokale stationsforstander blevet udpeget som kampdommer. En af tilskuerne var yderst utilfreds med kendelserne og protesterede ofte og højlydt, indtil han af det ene holds anfører blev belært om, at kendelserne sikkert var gode nok, for stationsforstanderen havde skam forstand på fodbold. Hvortil tilskueren svarede, at det nok var muligt, men at han også lavede nye regler fra kamp til kamp. Ved en anden kamp, i
Kvong i Vestjylland, fik hjemmeholdet dommeren til at annullere et mål til modstanderen, hvorefter disse stoppede spillet og truede med at forlade banen, hvis ikke målet blev godkendt.
På Sydfyn var det gennem mange år et almindeligt skældsord mod dommeren at råbe „Ærø, Ærø", antagelig fordi en eller flere dommere herfra havde udvist utilstrækkelig regelkendskab og spilforståelse. I Vejen bad man i 1924 Jysk Boldspil-Union om at slippe for at konune i kreds med Viborg. Spilleme nægtede at stille op til disse kampe, da man anså

det for forbundet med „livsfare" at spille mod Viborg, og fordi selv rutinerede dommere ikke kunne formå viborgenserne til at holde sig inden for det tilladelige i spillet Det var med andre ord ikke altid kun dommerens skyld, at spillet udartede og forekom primitivt. Spillerne havde ofte selv skylden. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men også fordi man ofte heller ikke vidste så meget om reglerne.
Generelt blev dommerudvælgelsen først sat i system i løbet af 193 O'erne.
Indtil da kunne det foregå som i
Hjørring, hvor frisørsalonen i Jernbanegade fungerede som kampfordelingscentral. Det skete også, at klubberne slog op i telefonbogen og ringede til Dommerkontoret for at skaffe
„en mand i sort". For at højne dommerstandardens kvalitet og for i det hele taget at stå bedre rustet i mødet med spillere begyndte man at lave dommerklubber rundt om i landet. Således blev Bornholms Dommerklub som 6a af landets allerførste stiftet i 1933 med
27 medlemmer fra starten. Hensigten var at virke for dommerkvaliteten, at være donuneme til faglig hjælp og at yde dem moralsk støtte. Som led heri begynder man straks med dommereksamen, hvoraf 20 består. Efter tre-fire år indstilles arbejdet imidlertid, men det genoptages i 1945 og gøres herefter permanent. Også i andre dele af landet stiftes der donunerklubber med det samme sigte: at højne standarden og at sikre dommerne mod alt for lokalpatriotiske udslag. Det sker f.eks. i
Hjørring i 1941, i Holstebro i 1942 og i Holbæk i 1948. En egentlig højnelse af dommerstanden på divisionsplan fik man dog først i 1948, da DBU skar antallet af divisionsdommere kraftigt ned, så der kunne blive flere kampe fil den enkelte dommer, som dermed fik mere erfaring.
Men hvorfor bliver man så donuner?

Mange røster har fra tid til anden været fremme om, at det skyldtes, at det var betalt arbejde, og at man gjorde det for pengenes skyld. Årsagen er nok snarere den, som en bornholmsk dommer udtalte i 1957, at når man søndag efter søndag ofrer sit private familieliv, skyldes det ganske enkelt, at man kan lide at være med i den specielle atmosfære, der omgiver en fodboldkamp, og at det for mange dommeres vedkommende er en genoplevelse af den tid, hvor han selv var aktiv. Der indgår med andre ord også en god portion lyst i det at være dommer. Der er ikke kun tale om at være lovens strenge vogter.
At fornøjelsen så ofte er blevet skæmmet af dels ubehøvlede tilskuere, hvor dommerne undertiden også er blevet truet med korporlig vold efter kampen, dels af uforstående spillere, bør også nævnes for fuldstændighedens skyld

Den ordnede idræts kulturelle betydning
Den stigende kvalificering af dommerne og den tiltagende eliminering af tilfældighedsprincippet vidner her som på en række andre områder om en ensretning og standardisering af idrætten i mellemkrigstiden, men omvendt er betingelsen for et socialt samkvem dog også ens spilleregler. Spørgsmålet om dommernes kvalificering rummer derfor i en nøddeskal hele spørgsmålet om, hvorvidt den standardisering af idrætten, der fandt sted især i mellemkrigstiden, var et fremskridt eller et tilbageskridt. De fleste vil nok være tilbøjelige til at bruge plusord i den forbindelse, og under alle omstændigheder må man vel sige, at har man valgt kampformen og konkurrenceprincippet som forum for social udveksling, må man også have ens regler for dette samkvem. Alt andet ville være at falde

tilbage til en socialdarwinisme og et junglelovsprindp, som man i øvrigt i mellemkrigstiden gjorde så meget for at sætte sig ud over.
Dommerfunktionens ændring i fodbold og håndbold viser dette i al sin konkrethed: fra at være en opmand, som spillerne påkalder i nødstilfælde, bliver han en slags øvrighedsinstans, som automatisk varetager den enkelte spillers, dvs, det enkelte individs, interesser. Dommeren er ikke kun en „regeltyran", men også en beskyttelsesinstans. Samfundsborgerne skulle, så godt det kunne lade sig gøre, behandles ens i stort som i småt og have lige muligheder. Idrættens tiltagende regelsætning og regelnormering var et udtryk for denne demdkraiisering. Og omvendt havde idrættens regelkonsensus afsmittende virkning. Idrætten udgjorde et eksempel på, at det kunne lade sig gøre at skabe ens vilkår for samfundets borgere, og bidrog derved til at skabe respekt for sig selv, men også for det social-liberale samfundssystem, der blev etableret i mellemkrigstiden med kombinationen af såvel individuel frihed som social indordning: inden for ranunerne af regelsættet var der mulighed for fri udfoldelse.
At være fodbolddonuner og at holde styr på spillerne og spillet — ofte blev tingene ordnet med en morsomhed eller en kvik bemærkning, som det fremgår af adskillige dommerkilder — blev da et symbolsk udtryk for en ny samfundsmæssig konstellation. Her blev borgerne — kropsligt og idrætsligt — indøvet i det at være medlemmer af et samfund, hvor også dem fra sidegaderne og dem fra landet kunne være med, hvis blot dommeren havde styr på tingene, og reglerne blev accepteret af alle. Tilliden til samfundsmæssigt gyldige spilleregler blev idrætsligt indarbejdet i kroppen, i sindet og dermed bevidstheden. Mere end så mange fore-

187

30

,ztalft.h;:** som undervisere på kurset overlæge
Ove Bøje fra Idrætsldinil(ken og DIF's eneste ansatte instruktør Aksel Bjerregaard. I 1956 konstaterede DIF's formand i beretningen, at meget var sket, idet de unge i høj grad er indstillet på at give en hånd med i fritiden.
„„Kræve-ind mentaliteten" er ledsaget af lysten til at udføre frivilligt arbejde".
Ud over uddannelse af ledere var uddannelsen af instruktører til de mange nye medlenuner kommet højt på dagsordenen. Idrætsinstruktionen blev normalt varetaget af en amatørinstruktør, der ikke modtog vederlag. Vi skal helt op i 1970'erne, før aflønning af trænere og instruktører bliver mere benyttet. Fritidsloven skabte, gennem midler direkte til den lokale idræt, nye muligheder. Uddannelsen af amatørinstruktører skete på kurser arrangeret af de enkelte specialforbund, mens midlerne dl kurserne oftest kom fra DIF's tilskud fra tipsmidlerne. I 1950-51 blev der således uddannet godt 2500 instruk-

tører støttet af DIF, dertil kom DIF's egne kurser, hvor „cheflægen" Ove Bøje gav allerede uddannede instruktører indsigt i nye træningsmetoder. Af disse blev der f.eks. i 1950-51 afholdt i alt 10 kurser med 600 deltagere.

Passive medlemmer
„Men vi kan ikke være bekendt at lade vor Gymnastik blive baaret af noget saa negativt som passive Medlemmer."
Sådan lød det i et debatindlæg i Ungdom og Idræt nr. 2 januar 1945, hvor højskolelærer Kr. Støchkel argumenterede for det uheldige ved de mange passive medlemmer.
Medlemsopgørelserne under krigen viste som nævnt, at en stor del af fremgangen skyldtes tilgang af passive medlenuner. De passive medlemmer var især samlet inden for en tredjedel af specialforbundene med Dansk Boldspil-Union som den absolutte topscorer, idet 60 1)/0 af den samlede med-

Circuit-træning holdt sit indtog efter 2. verdenskrig. Her er Aksel Bjerregaard (tv) i gang med at træne spillere fra det danske håndboldlandshold. Fra højre målmændene
Erik Holst, Århus KFUM,
Jørgen Petersen, Hjallelse og
Morten Petersen, Ajax.

lemsskare var passive. Kun hos bokserne og atleterne var de passive også i flertal. Medlemsopgørelser viser meget store grupper af passive medlemmer især inden for visse af de store idrætsgrene: gymnastik, fodbold, håndbold og skydning.
Antal passive klubmedlemmer i % af antal aktive idrætsudøvere — år 1953

Fodbold
Gymnastik
Håndbold
Skydning
Svømning
Fri idræt
Badminton
Tennis
Roning
Boksning
Brydning og vægtløftning

129% so% 47%
170%
21%
78%
35%
22%
80%
214%
129%

Forholdene her, som på så mange andre områder, var forskellige mht. til gymnastik og sport. Motiverne hos de unge passive medlemmer var ofte ønsket om at deltage i foreningens fester og baller, mens motivet fra foreningernes side ofte var det økonomiske.
I sportsklubberne var der ofte ingen restriktioner i forbindelse med at blive optaget som passivt medlem uanset alder og bopæl. I gymnastikforeningerne forholdt man sig derimod ofte anderledes til sagen. Betingelserne for at blive optaget i Skårup Skytte- og Gymnastikkreds på Fyn var f.eks.:

elt tilbage vi en aktivtnge kvinder,
;•agenie til, lyd fori Danmark dboldspillet Tinderne viser —fat
' fodbold-

„Bosiddende Folk og Personer over 25
Aar eller unge, som paa Grund af en eller anden Legemssvaghed ikke som aktiv kan deltage i nogen Idrætsgren, kan optages som bidragydende Medlem...".
Hvis man var ung og havde mulighed for at være aktiv, var det ikke accepteret at melde sig ind „blot for at deltage i foreningens fester". For gymnastikforeningerne var dette netop det

store problem. Nogle mente, ifølge Kr.
Stochkel, at de passive var „den Malkeko, der faar det gjort billigt for de andre at gøre Gymnastik". De glemte dog, skrev Kr. Støchkel, at de folk, der var passive medlemmer, også forlangte at få noget for pengene. At festerne havde stor betydning for alle idrættens unge ses af „Odense-undersøgelsen", en interview-undersøgelse blandt såvel aktive som tilskuere ved landsgymnastikstævnet i Odense juli 1954. Her anfører over 3/4 af deltagerne i undersøgelsen, „at deres idrætsforeninger også burde varetage „kulturelle opgaver", og over 90% fandt, at foreningen burde arrangere baller og festlige sammenkomster."
Aldersgrænsen 25 år, som man havde valgt i Skårup Skytte- og Gymnastikkreds, var netop et eksempel på, at man ikke ønskede foreningen gjort til en „festforening", dertil kom kravet om at være bosiddende i sognet. Gymnastikken viste sig her, som så ofte før, som moralens vogter. Det generelle billede inden for gymnastikken var da også, at de passive medlemmer, især på landet, udgjorde en selvstændig gruppe bestående af ældre personer fra lokalområdet, der især engagerede sig i foreningens åndelige og ledelsesmæssige arbejde. Netop det, som Ungdomskommissionen roste foreningerne på landet for.
I sportsklubberne derimod udgjorde de passive ikke en homogen gruppe.
Ofte var der tale om løst tilknyttede enkeltpersoner. DIF antyder ved flere lejligheder, som f.eks. af formanden Gudmund
Schack i årsberetning i 1965, at DIF ikke har noget imod passive medlemmer
— også kaldet støttemedlemmer — dog var man, ifølge Schack, mest glad for de aktive.
Omstående oversigt illustrerer ændringer i antallet af passive medlem-

31

Antal aktive og passive medlemmer i

1950
1960
1980
1990

32

Fodbold aktive passive
133.630 220.611
169.819 243.805

268.517 67.505

2d.Z.J./

tre af W's speeialforbund i perioden 1950-90

Gymnastik
Håndbold
aktive passive aktive passive
44.780 13.757
31.432 13.757
36.426 8.107
89.757 56.347
62.311 6.291 inq qA9 n 606
146.666 31.310

mer og relationerne mellem passive og aktive i 3 af DIF's største specialforbund i perioden 1950-90.
Som det ses af tabellen, sker der i løbet af 1970'ente en voldsom nedgang i antallet af passive medletruner.
De „nye" penge til foreningslivet via fritidsloven 1968 gav ikke samme motivation for at samle mange passive omkring sig. Det er dog interessant, at fodbold og håndbold trods de ændrede vilkår alligevel har fastholdt så relativ stor en gruppe af passive medlemmer.
Her må det formodes, at de tilbageblevne fungerer som støttemedlemmer og et centralt netværk, som foreningen kan trække på, når det er nødvendigt.
Endvidere tilbydes de passive medlemmer tilknytning til et miljø, som har haft og har stor betydning i deres liv. For gymnastikkens vedkommende må forklaringer på det store frafald af passive ses i det faktum, at gymnastik fungerer som en livslang idræt — man bliver i dag næsten aldrig passiv her.

108.757 1.906

som legemsbygning og fysiologi. Dertil kom en vurdering af idrættens rolle for
„de kvindelige kønsfunktioner". Bøje konkluderede i den forbindelse, at
„Foruden de her omtalte Ejendommeligheder ved Kvindens Legemsbygning, der gør hende mindre velegnet til at præstere hård Idræt end Manden, tyder visse fysiologiske Forhold i samme
Retning". Naturen havde ifølge Bøjes udsagn ikke gjort kvinderne særligt velegnede til idræt. Den samtidige idrætsstatistik viste dog, at kvinderne udgjorde mellem 30 og 35% af det samlede antal aktive idrætsudøvere i
Danmark. En procentdel, der i store træk har været uforandret siden.

Idræt også kvindernes legeplads „Kvinden skal udvikles til en Kvinde og ikke til en Mand, eller en Mellemting mellem Mand og Kvinde", skrev idrætslægen Ove Bøje i 1943 i en artikel om „Kvinder og Idræt", i DIF's Of ficielle Meddelelser. Nysgerrigt læser man artiklen for at få svaret på, hvad
Bøje forstod ved en kvinde. Kvinden blev her, som så ofte tidligere, karakteriseret ud fra hendes biologi, forstået

Kvindernes andel af det samlede antal aktive idrætsudøvere på landsplan
35%

1938
1943

1948

1953

33%
29%

30%

Kvinderne var repræsenteret i alle idrætsgrene med undtagelse af boksning, fodbold, brydning, vægtløftning og cykling. I håndbold, gyinnasiik og svømning var kvinderne i overtal, hvilket har været karakteristisk siden
1930'erne i de nævnte idrætsgrene.
Dertil kommer, at der var mange kvinder i badminton, skøjteløb og roning.
De aktiviteter, som kvinderne deltog i, rummer ud fra en traditionel tolkning af, hvad der er maskulint og feminint, kvaliteter fra begge områder, hvorfor én tolkningsmulighed må være, at idrætten ikke i sig selv har køn.

Kønnenes forskellige tilslutning til idræt må således i langt højere grad tillægges forskelle i idrætskulturen, forstået som de normer og værdier idrætten tillægges samt de livsvilkår de to kan har i deres hverdagsliv. Det er således også bemærkelsesværdigt, at kvindernes andel af DIF-Idrætten har været noget lavere end de nedenfor anførte tal, gældende for hele landet.
Kvindernes andel af det samlede antal aktive medlemmer i DIF

1943
1948
1953

20%
16%
15%

Gymnastik og håndbold kræver lidt speciel opmærksomhed, idet tallene for den samlede idræt i Danmark adskiller sig meget markant fra tallene hos hhv. Dansk Håndbold Forbund og
Dansk Gymnastik-Forbund. Kvinderne i håndboldforbundet oversteg således først antallet af mænd i 1970'eme.
Antal aktive på landsplan i hhv. håndbold og gymnastik

Årstal
1938
1943
1948
1953

Håndbold
Gymnastik
Mænd Kvinder Mænd Kvinder
14.016 14.074 56.378 70.895
29.149 29.940 68.723 85.845
41.596 33.735 75.546 95.639
57.961 62.022 72.918 111.769

Antal aktive under DIF

Dansk
Dansk
HåndboldGymnastikForbund
Forbund
Årstal Mænd Kvinder Mænd Kvinder
1943 10.828 7.361 11.336 12.742
1948 14.030 9.732 14.472 16.534
1953 16.240 12.590 10.053 14.971

Endvidere viser tallene i disse to idrætsgrene også markant færre medlemmer i hovedstaden end i andre dele af landet. Gymnastik og håndbold blev i perioden to aktiviteter, der blev kædet sammen i DDSG&I og DDG, idet man her dyrkede begge aktiviteter i hhv. sommer og vinter. Det var med-

33

34

virkende til at sikre foreningerne på landet en konstant medlemsskare, og det var med til at skabe en kønsprofil, der gav gymnastik og håndbold mange muligheder. Det at foreningslivet, som nævnt flere steder i dette afsnit, blev tillagt stor betydning især på landet, gav en „naturlig" motivation for at have begge køn repræsenteret i idrætten.
„Landsundersøgelsen", som var en interviewundersøgelse foretaget i
1953, er de aktive udøvere udspurgt om motiverne til at dyrke sport. De skulle svare på, hvilke af 4 bevæggrunde de finder vigtigst.
Hvilke af disse grunde er efter Deres mening vigtigst? (100%: alle svar)

Total
47
Sundhed
Kammeratskab 38
10
Tidsfordriv
5
Konkurrence
100
I alt

Mænd
43
38
12
7
100

Kvinder
60
39
1
0
100

Det er interessant, hvor beskeden plads konkurrencemotivet indtager, og tilsyneladende er det helt uden betydning for kvinderne. Til belysning af konkurrencemomentets betydning har man videre spurgt om, hvorvidt de driver konkurrence eller ej.
Deltager De i konkurrencer?
(100%: alle svar)

Ja
Nej
I alt

Total Mænd Kvinder
%
%
29
55
45
71
45
55
100
100
100

Dvs, kvinderne har som mænd, trods i mere begrænset omfang, deltaget i konkurrencer, men konkurrencerne betød mindre for kvinderne end for mændene. I begyndelsen af 50'eme overgik antallet af aktive i fodbold for første gang antallet af gymnaster, og fodbold blev den største idrætsgren. Men fodbolden

tilhørte mændene. Vi skal helt frem til
1959 før fodbold tages op af kvinderne i fodboldklubben „Femina", og vi skal helt frem til 1970 før DBU, efter pres fra det europæiske fodboldforbund, tog kvindefodbolden op. Hvor kvinderne tog del i udviklingen af mange idrætsgrene og foreningslivet i tilknytning hertil, blev andre idrætsgrene fortsat oplevet som mændenes enemærke. Idrætten var trods alt næsten ved at blive „Idræt for alle".
Dog må der tages et stort forbehold, idet idrættens topledere, dengang som nu, er mænd.
I en opgørelse over 200 ledemavne, der er registreret i DIF's SO års jubilæumsskrift var der kun 7 kvinder. Alle var de menige medlemmer af DIF's bestyrelse. Da DIF i 1921 fyldte 25 år kom de første kvinder i bestyrelsen. Fire i alt — og på samme år. Baggrunden herfor var en lovrevision i DIE Dels blev det vedtaget, at „der bør blandt de valgte Medlemmer være Repræsentanter for kvindelige Idræts Ledere". Dels udvidede man antallet af bestyrelsesmedlemmer. Kvinderne fortrængte med andre ord ingen mænd. Ledelsesproblemet i idrætten blev først for alvor taget op af „Kvinder og idræt" i løbet af BO'eme.

landskaber tog med årstiderelmjland opførmarks første kb. 7

57

palmetræer, servering ved bassinkanten, og! tilknytning til landets største badelandskab opførtes en decideret ferieby bestående af veludstyrede feriehuse.
Pengene til sådanne byggerier kom ofte fra feriefonden, der således medvirkede til at udbygge feriemulighederne for de danske lønarbejdere hjemme i Danmark. Ved Gem Søhøjland uden for Silkeborg opførtes et stort idræts- og fritidscenter. Her findes ferieboliger, vandland, idrætshal og squashbaner, og som noget nyt har man bygget Danmarks eneste kunstige slalombakke. På børster kan man hele året øve sine færdigheder i skiløb — efter sigende skulle anlægget ikke tage skade ved snefald.
I de sidste årtier har idræts- og fritidslivet i stigende grad frigjort sig fra årstidernes luner. I Herninghalleme

har man indendørs konkurrencer i motorcykelcross, og 1 Norge har man haft de første indendørs konkurrencer
1 langrend på ski!

Parken — et nyt nationalstadion med lange skygger
I første halvdel af 1980'eme begyndte det igen at være en fornøjelse at gå til landskamp i Københavns Idrætspark.
Det velspillende landshold kvalificerede sig til Europamesterskabet i 1984 og til verdensmesterskabet i 1986.
Idrætsparken var stopfuld til alle Danmarks hjenunekampe, og Dansk Boldspil-Union begyndte at kræve bedre faciliteter til publikum samt andel i de indtægter, som institutionen Københavns Idrætspark fik fra bandereklamerne.
For at lægge pres på Københavns

tonalmleby, sigt! Idrætspark havde Dansk Boldspil-Uni- — at Københavns kommune og Baltica on i 1986 sammen med Brøndby komFinans A/S etablerer et driftsselskab. mune, Brøndbyerne IF fodbold A/S og
Danske Mejeriers Fællesorganisation Den 14. november 1990 spillede Dandannet „Stadion Danmark AIS". Det mark den sidste landskamp i Idrætsvar i den idrætsinteresserede kommu- parken mod Jugoslavien. Den syvende ne Brøndby, at Dansk Idræts-Forbund september 1992 blev Parken indviet formedelst en krone om året havde som fodboldstadion. For byggeriet kom kunnet leje en kæmpegrund, hvor det Baltica Finans AIS til at betale godt nye hovedcenter for DIF — „Idrættens
500 millioner kroner.
I-lus" — blev opført.
Med Parken fik Danmark et mønsterI 1987 kunne Dansk Boldspil-Uni- stadion, der opfyldte FIFA's sikkerons formand Carl Nielsen orientere re- hedsmæssige krav til siddepladser og præsentantskabet om, at fodboldens videoovervågningsmilæg for alle tilinternationale organisation FIFA net- skuersektioner. Flere kritikere har påop havde meddelt, at et stadion med peget, at det nye anlæg influerer negaståpladser efter 1992 ikke længere tivt på publikums adfærd. Kan man sidmåtte benyttes til europa- og verdens- de ned og begejstres, kan man sidde mesterskabskampe. Man udskrev her- ned og „sejle op ad åen", ophæver den efter en arkitektkonkurrence om „Sta- store afstand fra siddepladserne til badion Danmark". nen ikke identitetsfølelsen mellem
„Stadion Danmark" pressede Køben- spillere og publikum? Om kritikerne havns Idrætspark til at præsentere et får ret, må tiden vise.
I 1990'erne har ombygningsforslag for Idrætsparken, spillet på det danske fodboldlandshold og i medierne bølgede debatten frem ikke helt nået de højder, der i 80'enie og tilbage. Skulle man forlade Østerbro fik publikum til at svæve. Men mon ikog alle minderne til fordel for en mo- ke stemningen nok skal konune, hvis torvejsudfletning i Brøndby? Eller som spillet kører — folket finder altid veje. det stod i et læserbrev fra Østerbros soMart iagttagelig er imidlertid de milcialdemokratiske kredsformand: „Par- jeunæssige konsekvenser, det højhusken kan ikke flyttes. Romerne har hel- agtige tribunebyggeri har fået for de ler aldrig flyttet Forum Romanum". umiddelbare naboer. Ved siden af ParKampen om det danske nationalsta- ken ligger landets ældste sociale boligdion blev så politiseret, at Dansk Bold- byggeri, Lægeforeningens Boligbyggeri spil-Union løste sig fra sine forpligti- Brumleby fra 1854. Her købte lægegelser over for „Stadion Danmark A/S". foreningen, efter koleraepidemien i
I stedet indledtes et samarbejde med København i 1853 på initiativ af lægen
Baltica Finans A/S, der havde tilbudt E. Hornemann, et areal på Østre Fælat finansiere et nyt stadion på Idræts- led. Her skulle arbejderne fra det indre parkens grund. I maj måned 1990 ved- København flytte ud til frisk luft og tog Københavns Borgerrepræsentation være tæt ved vandet. For beboerne i med et stort flertal:
Brumleby holdt Hornemann foredrag
— at Baltica Finans A/S køber „Idrætsparkens" grund og
— bygger et stadion med 45.000 siddepladser til en fast pris på 365 mio. kr. om betydningen af frisk luft, sæbe og vand. Næsten 140 år senere har Parken lukket af for lyset og den friske luft. Store dele af dagen kaster de kæmpemæssige tribuner skygge over Brumleby.

59