Erich Maria Remarque
(1898-1e70) Erich Maria Remarque er et franskklingende pseudonym for Erich Paul Kramer, som forfatteren oprindelig blev døbt. Han deltog på tysk side i 1. verdenskrig og skrev på baggrund af egne erfaringer den bog, der gav ham et litterært gennembrud, og som stadig først og fremmest er at berette

Det kan ikkr

10 vi ser, er døde,l

er sket; Blodet

er

fra vestfronten. Det enkelte menneske er altså reduceret til anonymt materiale, kanonføde, der lever og navnlig dør'udenat nogen bekymrer sig om det. Som tilfældet er med så mange af romanerne om 1. verdenskrig, udkommer bogen først i l929,ti år efter krigens afslutning, hvilket kan fortolkes som den latenstidToo der skulle til, for at kulturen overhovedet kunne fatte og indoptage erfaringerne fra den første moderne og industrialiserede krig. Intet nyt fr, Vestfronten blev filmatiseret i Hollywood i 1930. Remarque har skrevet en række andrebøger, som imidlertid aldrig har nået hans første romans popularitet, men som bl.a. beskæftiger sig med det centrale problem, om soldaterne efter deres rystende oplevelser overhovedet kan vende hjem fra slagmarken og leve videre i en normal verden. Efter at nazisterne kommer til magten i 1933, kan man finde Remarques bøger blandt dem, der bliver brændt på bålet. på patrulje med kammeraterne Tjaden, Kat og Albert.

knyttes til hans navn, antikrigsromanen Intet nyt fra Vestfronten. Titlen rummer en blodig ironi: den dag romanens hovedperson dør,lyder det i radioen, at der intet nyt

men melder Sal Forbindsstatior Stykket, er det j at tage Arbejdet '15
*

to

Der skal send observere, hr-or lige Stilling endn overfor de andre, for sammen med

minOrlovhar jq

I det følgende uddrag er jeg-fortælleren vendt tilbage til vestfronten efter en orlov. Han er

;;

Fremgangsmaad,

Pigtraaden og ski enkeltvis. Efter en Cranathul, som jr

a/lntet nyt fra Vestfronten
I Crenene hænger Lig. En nØgen Soldat sidder fast i en Gaffelgrery han har endnu Hjælmen paa Hovedef ellers er han uden
Klæder. Kun den ene Halvdel af ham hænger deroppe, en Overkrop, som Benene mangler Paa. "Flvad er der sket?" spørger jeg.

o menneskelige Lemmer. D6r ligger et Le_ geme, som kun har en Las af Underbukser hængende paa det ene Ben og om Halsen

Herfra spejder jq Afsnittet er un værild. Detblir-er ikke særlig stærl at man ikke skal langt frem.
(...)

"Han er blevet skudt ud af sit Tøj," knurrer Tjaden. Kat siger: "Det er komisk. Nu har vi allerede set det et Par Gange. Naar saadan en Mine overrumpler Ery saa bliver man

faktisk skudt ud af Tøjet. Det er Lufttryk_ ket, der gØt det." Jeg søger videre. Det forholder sig virkelig saadan. Et Sted hænger Uniformspjalterne for sig, et andet Sted klæber en blodig Grød sig fast, som engang var
617 Latenstid: tidsrummet mellem en

Kraven af Vaabenfrakken. Ellers er han nØgen/ Tøjet hænger rundt om i Træet. Begge Arme mangler, som om de var vredet af. Den ene af dem opdager jeg tyve Skridt borte i et Buskads. De døde ligger paa Ansigtet. Der, hvor Saarene er efter Armene, er Jorden sort af Blod. Under Fødderne er LØvet kradset op/ som om Manden havde sparket, efter at han var blevet ramt. "Det er ikke Spøg, Kat,, siger jeg. "Det er en Granatsplint i Maven heller ikke," svarer han og trækker paa Skuldrene.

65

Ved Siden af migr Granat ned. ]eg h og farer forskræk Øjeblik gribes jeg
Jeg er her alene

c

"Bliv nu bare ikke rørt,,' mener Tjaden.

påvirknings

begyndelse og reaktionen herpå

Mørket - maaske længe iagttaget m ligger parat til at: Jeg forsøger at ta1 er ikke første Gan og denne Tur er he Men det er min fi Orlovery og desur endnu temmelig u Jeg overbevisert selse er Vanvid, at c

314

1900-1919: DET STORE GENNEMBRUD

teren eSne rmest

Mig rette tøde, lange Det kan ikke være længe sidery det er sket; Blodet er endnu frisk. Da alle de, vi ser, er døde,lader vi os ikke opholde, men melder Sagen ved den nærmeste Forbindsstation. Naar det kommer til Stykket, er det jo ikke vort Anliggende Arbejdet fra de Kadaverkarle'

er noget, der lurer i Mørket,

",:t"

ning, unrle ryt.fto

brste furne dere i

rques lan er

Leukser hlsen et Der skal sendes en Patrulje ud for at observete, hvor langt frem den fjendtlige Stilling endnu er besat. Paa Grund af min Orlov har jeg enbesynderlig Følelse overfor de andre, og jeg melder mig derfor sammen med nogle andre. Vi aftaler Fremgangsmaaden, lister os ud gennem Pigtraaden og skilles saa for at krybe frem enkeltvis. Efter en Stund finder jeg et fladt Granathul, som jeg lader mig glide ned i' Herfra spejder jeg omkring. Afsnittet er under en iævn Maskingeværild. DetbliverbestrØget fra alle Sider, ikke særlig stærkt, men stadig nok til, at man ikke skal stikke Snuden alt for langt frem.
(...)

r han liaeet. e var er jeg hvor nrt af adset ; efter
;

Ved Siden af mig slaar en lille, hvislende Granat ned. jeg hørte ikke, at den kom, og farer forskrækket sammen. I samme Øjebllk gribes jeg af en vanvittig Angst' i Jeg er her alene og næsten hjælpeløs Mørket - maaske har et Par andre Øjne længe iagttaget mig, og en Haandgranat

fordi der ellers ikke vilde blive skudt saa fladt. Det er forgæves. I een Forvirring surrer Tankerne i Hjernen paa mig - jeghøtet min Moders advarende Stemme, ieg ser Russerne6ls med flagrende Skæg læne sig mod Gitret, jeg har et tydeligt, vidunderligt Billede af en Marketut6le med stole, et Biografteater i Valenciennes, i min opskræmte Fantasi synes jeg at se en ubarmhjerti g, graaGeværmunding, som lurende oglydløstlølger mig, hvordan jeg end forsøger at vende Hovedet: Sveden springer frem af alle Porerne paa mig. Endnu ligger jeg stadig i mit Granathul. jeg ser paa Uret; der er kun gaaet faa Minutter. Min Pande er vaad, mine Øjenhuler er fugtigø Hænder ryster, og jeg stønner sagte. Det er ikke andet end et frygteligt Anfald af Angst, simpelt hen en gemen Hundeangst for at stikke Hovedet frem og krybe videre. Som en Vælling rinder min Angst ud i en Længsel efter atblive liggende. Mine Lemmer klæber sig fast tilJorden, jeg gør et forgæves Forsøg) - de vil ikke komme Iøs.legtrykker mig ind i Leret, jeg kan ikke komme frem, jeg fatter endelig den Beslutning at blive liggende. Men straks overskylles jeg af Bølgen paarryt en Bølge af Skam og Anger, men ogsaa af en vis Følelse af at skutte mig. Jeg løfter mig lidt for at holde Udkig. Mine Øjne brændet, saadan stirrer jeg ind i Mørket. En Lyskugle stiger til Vejrs; - jeg dukker ned igen. ]eg kæmper en forvirret og meningsløs Kamp jeg vil op af Granathullet og rutscher dog ned igen, jeg siger: "Du maa, det er dine Kammerater, det gælder; det er jo ikke en eller anden dum Befalingi' - og straks derefter: "Hvad rager det mig; jeg har kun eet Liv at miste -"
618 Russerne:

f"

110

115

8.

heller ikuld:r Tja-

ligger parat til at sprænge mig i Luften' Jeg forsøger at tage mig sammen. Det er ikke første Gang, jeg er paa Patrulje, og denne Tur er heller ikke særlig farlig' Men det er min første Pattuljetur efter Orloven, og desuden er Terrainet mig endnu temmelig ukendt. jeg overbeviser mig om, at min Ophidselse er Vanvid, at der sandsynligvis ikke

t25

krigsfanger, ieg-fortælleren har set på sin

orlov
619

Marketut:kantine
315

LITTERATURENS HUSE

Det er den Orlov SkYld i, alt sammen,

En ualmindelig Varme gennemstrøm-

Paul Thomas
(1875-1955) Thomas Mann er
1-{:

130

135

undskylder jeg mig forbitret med. Men jeg tror ikke selv paa det, jeg bliver forfærdelig flov og rejser mig langsomt og strækker Armene frem, haler Kroppen bagefter og ligger nu halvt ud over Randen paa Granathullet. Da hører jeg Støi ogfarer tilbage. Man hører trods Artillerilarmen tydeligt mistænkelige Lyde. ]eg lytter: - Lydene kommer bag ved mig. Det er nogle faa Folk af vore, som gaar gennem Skyttegravene.

mer mig med eet. Disse Stemmer, disse faa, sagte Ord, disse Skridt i Skyttegraven bagved mig river mig med et RYk ud af Dødsangstens f rygtelige Ensomhed, som jeg næsten var hjemfalden til. De er mere end mit

er-

Liv disse Stemmer, de er mere end

NobelPrisen' -i, Mann er om nogen tumler med dette si
1929

Moderlighed og Angst, de er det stærkeste og mest skræmmende, som overhovedet findes: det er mine Kammeraters Stemmer. ]eg er ikke mere et skælvende Stykke Liv alene i Mørket; - jeg tilhører dem og de mig, vi har alle den samme Angst og det samme

fire generationer. o; følsomme og fortær denbrook er der mec,

Nu hører jeg ogsaa dæmpede Stemmer. Det kunde efter Tonen godt være Kat, som taler.

Mann voksede oP. .kunstner. Mann sk: ikke længere kan ti1 for det seksueile te: mindre fastholdt æ
(1912), det er filmat

Liv vi er intimere forbundne end

elskende, paa en enkel og skæbnetung Maade. Jeg kunde trykke mit Ansigt ind i dem, i disse Stemmer, i disse Par Ord, som har reddet mig, og som vil staa mig bi.
(192e)

ældre kunstners

se.

Det værk, der h egentlig tænkt som om civilisten Hans i

sin fætter, løjtnanit at han selv blir-er ir til at rejse. Frem tc og oPstemt tone, t-

erfarer

-

især genr

disse fænomener e sig for at drage neJ

verdenskrigs mr-:i

af Trolddoms
Sjette knPitel

Forandringer
(...)

s ,

Hanvar færdig n toskop i kittellorr øjne med den k hånd, som han 1

"faldt af på den'" i mekanisk og in,.n ligt humør lired, "Nå Ziemsser det. Det er jo sta*