Retorikkens kamparena
Mediekulturens dominerende overskrifter som ”Radikale får tæsk af fagbevægelsen” eller ”SF: regeringen har massakreret velfærden” har evnen til at grave sig ind og sætte sig fast på den almene borgers indre tavle. Linjen mellem det metaforiske og det der rent faktisk tales om, formår på en måde at blive udvisket gennem mediernes sprogbrug i dag. På den ene side ses afsenderen, mediet, der ønsker at skabe et blikfang, for at tiltrække opmærksomhed omkring det formidlede, og på den anden side ses den virkelige hændelse, hvilken bliver præget af overskriftens overdrivelse. Det sætter præg på perceptionen af det omtalte, uden man egentlig kender omfanget af det der repræsenteres i overskriften, og giver en manipuleret opfattelse af netop det. Følelserne til det berørte emne er kun udsprunget af få ord, men disse ord kan alligevel sætte gang i diskussioner, der tenderer til det overdramatiserende. Iøjnefaldende tillægsord som vold, tæsk, blod og massakre behøver ikke nødvendigvis stå som en forudsætning for ”den gode historie” og diverse formidlingsformer kan med markante overskrifter skabe et form for brud med kommunikationen, og det er dette brud der medfører en vrangforestilling af virkeligheden. Når man graver dybere ned i ordene, og ser på deres egentlige betydning, ender det med, at der kan drages paralleller mellem en reform sat i værk af en siddende regering og et masseskyderi på en skole i USA. Selvom disse to ting ikke burde have noget med hinanden at gøre, ender de med med at stå i samme bås og nærmest blive associeret med hinanden. Selvfølgelig kan vi godt kende forskel på de to ting i virkeligheden, men når de ikke er det samme i praksis, må vi gå ud fra, at en af dem taler falskt. Forbindelsen mellem politik og krig er, ifølge Carl von Clausewitz, noget der været til stede i lang tid, og at vi bare har fulgt en naturlig udvikling. Det er klart, at man vil opfatte en ”massakrering af velfærden” som en negativ ting, hvilket også er hensigten når det bringes, men når voldsretorikken kommer til at stå ved siden af reel massakre, opstår gennemsigtigheden og dermed de tomme ord, som Simon Lund-Jensen også pointerer det.

Lige netop i en valgkamp, som er udgangspunktet for artiklen ”Svend Johannesen: Medier går amok i en voldsrus over valgkampen”, har denne måde at konstruere retorikken rent faktisk stor betydning for målgruppens opfattelse af formidlingen. Her ses det tydeligt, hvordan medierne fungerer som den fjerde statsmagt. Det handler ikke kun om at sætte fokus på emner, der skal på dagsordenen i Folketinget, men også om ligefrem at slagte, for at bruge et passende udtryk til sammenhængen, dem der måtte miste balancen på den hårfine, linedanseragtige retning man som politiker må bevæge sig af, for at holde trit med vælgertallet og populariteten i baglandet. Dette må på mange måder ses som en konsekvens, for er det i virkeligheden ikke menneskeligt at fejle? Der kan godt argumenteres for, at der heller ikke behøver blive set gennem fingre med alle fejlagtige petitesser, men ligefrem at sætte politikeres småfejl lig med realiteten af hvad der foregår ude i verden? Det er meget skarpt tegnet op, men det er irrelevant i forhold til emnet. Medierne fremstiller nærmest politikkerne som gladiatorer i en kamparena, hvor samfundet er de blodtørstige tilskuere, der råber og skriger, herunder ment på de sociale medier, efter at se blod, sved og tårer. Vi ønsker at se dem fejle, og når det endelig fremstilles sådan, så æder vi det hele råt. Dette er kilden til politikerleden, for når endelig stormen er ovre, er der kun det raserede landskab tilbage i form af et samfund bestående af borgere, der hver især har deres opfattelse af hvad der er rigtig og forkert og hvem der står for hvad. Der forefindes mudderkast og pegen fingre af hinanden i den danske valgkamp, og det har vi medierne at takke for. Ord som ”løftebrud” og ”nulvækst” giver nu befolkningen negative associationer til den foregående valgkamp, hvor de ord i virkeligheden skulle handle om henholdsvis Venstres syn på socialdemokratiske løfter og deres eget valggrundlag. Hvorfor ikke i stedet fokusere på politikken i sin renhed, for det er jo det det handler om? Problemet er, at det kan vi ikke. Vi søger den her form for underholdning, at gøre nogen til syndebuk, og vi er i virkeligheden ikke bedre, end medierne der bringer den til os. Medierne er blevet en ”arena for retorikkens sværdkæmpere” og med hvilket formål? Det formål at opnå profit, og her falder de mere prestigeprægede og troværdige medieportaler til tider igennem og lander på niveau med det der kan sammenlignes med proletariatet inden for nyhedsformidling, tabloidpressen. Hvor man i virkeligheden skulle tro der lå en afgrundsdyb forskel mellem de to, får denne vekselvirkning, som Jørn Lund beskriver, netop indflydelse på, at få det til at flyde sammen i en stor pærevælling. Om hvem er det så nu der fremstår utroværdig? Er det politikerne eller er det pressen? Det er en ond cirkel, for har man først fået øjnene op for mediernes til tider tomme ord, hvem ved så, hvem der er til at stole på, når de kan klippe og klistre næsten som de vil.

Det er svært at udtale sig om, hvad der er rigtig og forkert i mediekulturen, men ej skal det glemmes, at medierne besidder den her voldsomme magt hvori de kan manipulere, skræmme, glæde, forarge og overraske. De kan altså lege med vores følelser som de lyster, og de formår at gøre det til perfektion. Selvfølgelig har nyhedsmedierne også nogle kriterier de må følge, med henblik på at skabe en nyhed. Rent officielt set, er dette for at kunne oplyse befolkningen i prioriteret rækkefølge om hvad der sker i samfundet, men netop det, forudsætter vel ikke et overdramatiserende sprogbrug?
Når der tales om noget så banalt som en valgkamp, virker det på mange måder uhåndgribeligt at ”Løkke og Thorning tørner sammen i duel” når det der i virkeligheden er sket, er at de har været i en debat sammen, hvor de har diskuteret et emne aktuelt for samfundet. Det kunne man godt formidle uden at bruge ord som ”duel” og ”tørner”, men det sker ikke og hvorfor? Fordi det virker ikke på befolkningen. Vi har udviklet os til et samfund, hvor ord som kan skabe en billedlig metafor vægter mere, end ord der rent faktisk henviser til det der står. En avis uden metaforer er altså ikke interessant eller iøjnefaldende, men det kan da umuligt være rigtigt at vi skal konfronteres med masseødelæggelse i noget så håndgribeligt som en valgkamp? Vores egne handlinger udspringer af det sprog vi møder i hverdagen. Nok har vi ytringsfrihed, men kan det passe, at der skal en reel hændelse til at få stoppe det voldsomme sprogbrug i medierne? Ser man tilbage på dengang med tegningerne af profeten Muhammed i Jyllandsposten. Dette fandt den islamistiske befolkning diskriminerende og terrortrusler blev ikke kun rettet imod avisen, men imod hele den danske befolkning. Hvor langt rækker ytringsfriheden i sådanne situationer? Selvom vi er så heldige at have ytringsfrihed, skal vi stadig passe på. Der er en forskel mellem at sige sin mening og generelt at direkte diskriminere med samme formål. Selvfølgelig er de ting vi siger og gør, præget af den kultur vi er vokset op i, men med globaliseringen i baghovedet, er det nødvendigt, at huske på, at der er kulturelle forskelle at tage højde for.

Selvfølgelig besidder mediet også positive egenskaber. Det oplyser og informerer. Er vores portal til at forstå hvad der sker ude i verden. Denne globaliserede verden har været med til at skabe kendskab til demokratiet ude i verden, igennem mediet opstår vores egen evne til at kunne reflektere og modtage emner med et kritisk syn. Der var ikke et medie uden samfundet og samtidig er det svært at forestille sig at denne globaliserede verden skulle kunne fungere uden medierne. Netop af denne grund, er det vigtigt at tæmme sprogbruget i medierne inden det eskalerer mere end det allerede har gjort, og inden det påvirker befolkningen i en forkert retning. Den retoriske kamparena er ikke vejen til profit, derimod vejen til et eskapistisk kaossamfund.

--------------------------------------------
[ 1 ]. Retoriker og ekstern lektor ved Københavns Universitet
[ 2 ]. Professor i dansk sprog og direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab