Venskab ”Venner er som stjerner. Man kan ikke altid se dem, men man ved at de er der”. Dette er et citat jeg fandt på internettet skrevet af en anonym, og jeg blev meget fascineret af det. Jeg syntes at det er en utrolig god måde at formulere det på, og jeg giver individet helt ret. Man kan ikke altid se på andre om de betragter en som en ven men man kan altid føle det. Det kan også forstås som at man behøver ikke nødvendigvis at være tæt på hinanden rent geografisk, for at være venner. Og den tanke syntes jeg er utrolig smuk. Jeg synes at de sociale medier har fordrejet mange unges syn på venskab. Der er folk der tænker dårligere om andre hvis de ikke har mange ”venner” på f.eks. Facebook. Når nogen har 700 ”venner” på Facebook er 60% sikkert kun hvad jeg vil betegne en bekendt. Jeg har selv venner på Facebook som jeg kun betragter som bekendte, som jeg syntes kunne være sjove at støde ind i byen. Når jeg tænker på en ven er det en som man kan komme og betro sig ting til, uden det så ender med at gå i omløb. Hvor en bekendt er en jeg ikke ville fortælle en hemmelighed uden videre til. Man kan godt snakke godt med en bekendt men det gør dem ikke nødvendigvis til en ven. Et venskab er altså et gensidigt forhold til hinanden med åbenhed, respekt, nærhed og forpligtet hed. Med det sagt syntes jeg heller ikke at alle ens venner skal betyde meget for en, for at man kan kalde dem en ven, men at man ikke kan have 1000 venner. Jeg synes at når man er venner har man også sagt ja til en form for forpligtelse over for det andet individ. Man skal være der for dem hvis de har brug for støtte i nogle problemer og man snakker ikke bag om ryggen på dem. Hvis der er nogen jeg ikke bryder mig om, vil jeg ikke bruge min tid på at lade som om de er mine venner eller snakke dårligt om dem, for det er bare spild af begge personers tid. Jeg syntes at man forpligter sig til at være en ”god ven”. Man kan altid blive uvenner med andre mennesker, selv ens bedsteven. Om det så er småting som man bliver lidt mopset over, eller det er fordi ens ven har lavet noget dumt som man bliver virkelig bliver såret over, så bliver man nød til at komme videre. Altså selvfølgelig kan man blive sure på hinanden fordi den anden laver nogle fejl, men det gør alle og det er ikke altid folk er klar over at det er forkert før det er for sent. Hvis det så er noget som personen fortsætter med og ikke prøver på at gøre godt igen, er det nok fordi at de ikke er ens ven på samme måde som man selv troede. Men man bliver nød til at give folk en chance uanset hvad de har gjort. Et undskyld er altid en god start, så man ved at de faktisk ikke mente det ”ondt”. Der er også folk som er meget religiøse som mener at gud eller Jesus er deres ven. Det kan være at man er blevet opfostret i et meget religiøst hjem, at der er sket en ulykke af en eller anden form, som gør at man vender sig mod gud, for at søge støtte, så man betegner ham som ens ven eller noget helt andet der gør at man pludselig søger hjælp ved gud. Men når folk bliver så religiøse, så skal man passe på med at lave sjov med det. For det er noget som betyder meget for nogle og det er ikke alle der forstår det. Normalt kan man godt lave sjov med hinandens venner og grine af det, men det er noget andet med religion, for det kan hurtigt blive et meget ømt punkt for nogen.
Elanor Roosevelt sagde engang groft oversat, at ”Venskab med en selv er det vigtigste, for uden det kan man ikke være venner med andre. Det syntes jeg er utrolig klogt sagt og at der er en vigtig pointe i. For man siger jo at man ikke kan trøste andre og give dem ro, uden man selv har ro med sig selv. På samme måde synes jeg at det giver mening at man ikke kan være venner om så at sige, hvis man ikke kan med sig selv. Altså at man acceptere sig for hvem man er, så man kan acceptere hvordan andre er.