Littlerær artikel - Alle kan ro
I starten af novellen befinder vi os til jeg-fortællerens nittenårsfødselsdag, hvor hun er på bådtur med hendes mor og familie, som efterhånden er forholdsvis langt oppe i årene. Snart skal hun starte på universitetet i Århus, hvor hun skal studere dramaturgi. Hun skal ud og opleve verden og tage vare om sin egen skæbne – uden sin mor. Dog er hun er bange og trods forhippede forsøg på at overbevise sig selv om, hvor godt det bliver for hende at komme væk, så kan hun ikke klare tanken om at være alene uden at have sin mor til at støtte sig op af. Noget inde i hende er dog klar over, at hun bliver nødt til at tage langt væk, hvis hun skal lære at stå på egne ben.
Hun fortæller at hendes mor først var sorgmodig, over at hun flytter til Århus, men derefter bliver stolt over hendes selvstændighed. Men som hun selv siger - har hun ikke selv foretaget sig noget som helst selvstændigt endnu, idet at Selvom hun har taget beslutningen om, at flytte til Århus, er det stadig hendes mor, som har arrangeret det hele, og ordnet hendes værelse, hvilket påviser, at hun ikke selv har foretaget sig noget selvstændigt.

Novellen strækker sig ca. over et døgn, er fortalt i datid og gør brug af flashbacks og fortalt tid. Den historiske tid er umiddelbart ikke angivet, men vi kan gå ud fra, at den foregår i en tid, hvor kvinder havde ret til uddannelse, da jeg-fortælleren jo skal på universitet og studere. Det kan konkluderes, at novellen foregår i en periode inden for de seneste tres år, da hun har adgang til S-tog. Bortset fra enkelte dialog-stykker består novellen hovedsageligt af genfortælling og er en form for tankereferat bygget ud fra jeg-fortællerens erindringer om tidligere episoder i sit liv.

Jeg-fortællerens mor er særdeles overbeskyttende og dominerende – jeget får ej sjældent lov til at bestemme noget ”De vidste kun det om mig, som min mor havde fortalt dem.” Jeg-fortælleren beskriver, hvordan en flok unge hvinende mennesker kommer sejlende forbi dem, ned af åen, hvor hele familien sidder og synger - hun beskriver hvordan, at hun føler sig flov over sine familiemedlemmer, og at hun sidder og synger med dem, men på trods af det fortæller hun, at det er i deres selskab, at hun føler sig allermest hjemme og tryg - ”Jeg var lige blevet student og havde været med til alle festerne, det var ikke, fordi jeg var uden for alting. Men jeg var flov over, at det var her, jeg følte mig hjemme, i båden med Kisse og Knik og Siri.” Ydermere føler hun sig flov pga. de unge mennesker, som sejler forbi dem - de har det sjovt og er ude at leve livet, hvorimod hun sidder i en robåd, iført redningsvest og føler sig mildest talt som et lille barn.

Forholdet mellem jeget og moderen er meget tæt, men deres forhold er også præget af nutidens beskrivelse af unge. Jeget lider af en form for dovenskab når det gælder, at gøre tingene selv.
Hun er for længst stoppet med at tage selvstændige beslutninger og træde i karakter, idet hun aldrig har haft brug for eller lært det, da hendes mor har gjort det hele for hende. Hendes mor gør alt for hende, og det er hun vant til. Derfor er hendes dilemma, at hun ikke ro. Og som der bliver sagt: “Alle kan ro”. Men jeget kan ikke. Et symbol for at hun ikke ”kan”, fordi hun aldrig er blevet bedt om det. Hun er aldrig blevet udsat for, at stå i en situation, hvor hun skal klare sig selv. Hun er blevet forkælet og passet på af sin mor igennem alt.

Hun er nedkørt af bare at skulle indfinde sig og vil gerne være fri, men hun holder meget af sin mor og vil for alt i verden undgå såre hende ved at tilstå, at hun simpelthen er nødt til at få mere plads til at udvikle sig og blive mere selvstændig – uden indblanding fra moderen. Jeget er sågar så desperat efter at få fred og en smule selvstændighed, at hun har valgt et studie på universitet, som hun ingen interesse har for, ikke kender og som ligger i Århus - alt dette bare for at gå imod hendes mors ønske om at hun skal være farmaceut og studere i København.

Jeg-fortælleren føler sig ikke tilpas nogle steder, da det begynder at gå op for hende, hvor meget hendes forhold til sin familie har ændret sig. Hun føler ikke, at hun har noget tilfældes med de ældre som hun hidtil ellers har befundet sig iblandt, og har trives med så længe hun kan huske. Dog føler hun heller ikke, at hun har noget tilfælles med de unge mennesker i båden. Hun føler sig taktløs og malplaceret, hvor end hun er og har svært ved at finde sig selv. Efter at hendes familiemedlemmer nærmest manisk forsøger at lære hende at ro, svinder håbet endnu mere. Hun føler sig ydmyget af sin familie, hvilket yderligere distancerer forholdet til dem og forstærker hendes tro på, at hun, uanset hvor meget hun prøver, aldrig vil kunne få det samme forhold til sin familie igen.
”Da jeg stod op næste morgen, havde min mor tænkt over det. Det er da tosset, du tager S-toget ind. Jeg kører dig til Hovedbanen. Så kan vi også sige rigtigt farvel ved toget, sagde hun.” På selve rejsedagen føler hun sig utryg og overvåget, da morderen havde insisteret på at køre hende derind, på trods af, at hun jeg-fortælleren havde i tankeren, at tage derind alene. Ydermere moderen først givet hende billetten da hun havde fundet jeg-fortælleren havde fundet sin kupé. Jeg-fortælleren går i panik inden togets afgang. Hun fortæller at hun ikke har nogen bagage; hvilket kan tolkes som en metafor for, at hun ikke har nogen erfaringer, mangel på selvværd og selvtillid. Hun genfinder først denne selvtillid og selvværd, da hun finder den døde dame på sædet ved siden af sit og indser, at netop dette er hendes helt personlige og unikke mulighed for at handle selvstændigt og selv finde frem til en løsning, da moderen ikke er til stede. Dette er også grunden til, at hun ikke ønsker, at moren opdager, at kvinden er død, da det i så fald ikke ville være hendes egen personlige oplevelse.
Episoden kan dog også tolket på anderledes vis; hvor den døde dame kan symbolisere uselvstændigheden i jeg-fortælleren, som pga. Denne episode, nu er forsvundet- hun er foran-dret og er blevet en selvstændig sjæl. Hun vil ikke såre sin mor og vise hende sit ”nye, selvstændige jeg.”
Jeg vurderer, at Pia Juuls hensigt med novellen er at sætte fokus på manglende selvstændighed blandt unge, hvilket kan skyldes såkaldte ”curlingforældre”, som skaber ”curlingbørn” ved hjælp af deres overbeskyttende og afskærmende adfærd over for børnene, til hensigt for at ”beskytte” dem, hvilket vil hindre dem i deres videre liv, mere end det vil gavne dem.
Novellen er skrevet i 1.person, hvilket fører til, at novellens budskab kommer stærkere igennem til læseren, i forhold til, hvis den var skrevet i 3.person.