AMERICANPSYCHO
Mads Hust
Silkeborg Gymnasium
Engelsk A v. Marianne Johnsen
Samfundsfag A v. Carsten Busch Højmark

Mads Hust
Silkeborg Gymnasium
Engelsk A v. Marianne Johnsen
Samfundsfag A v. Carsten Busch Højmark

Abstract

The purpose of this paper is to examine whether or not the high level of superficial narcissism, which is portrayed in American Psycho, is still an issue in postmodern society. The paper accounts for the origin of the term “narcissism” and outlines the most well-known and relevant social theories on the subject. Furthermore, the paper provid-es a thorough analysis of American Psycho, focussing on narrative technique and the detailed setting described in the novel. The novels main protagonist, Patrick Bateman, symbolizes the postmodern narcissist in many ways, and even though it’s a work of fiction, the novel provides a comprehensive picture of the yuppie-environment in the 80’s. At last, the paper discusses whether or not the theme of the novel is still present in modern-day society and whether or not the narcissistic tendencies are a subject of concern. By comparing the novel to the theories of Christopher Lasch, Lars Lundmann Jensen and more, as well as empirical data, the paper concludes that narcissism in postmodern society is very much present. The new technology has provided the individual with new possibilities for self-promotion, especially through the extensive use of social media.

Indholdsfortegnelse En lille appetitvækker 1 Et forsøg på en definition af begrebet narcissisme 2 En senmoderne teori af Christopher Lasch 3 En naturlig udvikling i det senmoderne samfund 5 En psykopats bekendelser 7 En upålidelig fortæller? 8 En kronologisk fortælling med uregelmæssigheder 9 Et bevidst valg af redundante og overflødige beskrivelser 10 En samfundskritisk satire 11 En meningsløs tilværelse 12 En samtidsroman der hader 80’erne 13 En teknologisk guldalder 14 En bekymrende udvikling? 17 En afslutning på det senmoderne samfunds narcissisme 19 Litteraturliste 20 Bøger 20 Internetressourcer 20 Bilag 21 Bilag 1 22

En lille appetitvækker

Ronald Reagans neoliberalistiske lempelige finanspolitik skabte for første gang siden 1920’erne en fuldbyrdet økonomisk vækst, hvilket i den grad satte sine spor på samfundet. Det enorme økonomiske marked, med hovedkontor på Wall Street i New York, fremprovokerede en ny kultur, hvor rige og succesfulde unge mennesker begyndte at skabe deres identitet ud fra hvilke tøjmærker de gik i, hvilket arbejde de havde, hvilken omgangskreds de befandt sig i og hvor dyre de restauranter de besøgte var. Yuppierne, som de med en negativ klang blev døbt, bliver i Bret Easton Ellis’ roman American Psycho fra 1991 personificeret i form af Wall Street-yuppien og psykopaten Patrick Bateman, og dennes omgangskreds.
Dette studieretningsprojekt vil fokusere på de tendenser, heriblandt begrebet narcissisme, som skildres i romanen. Opgaven vil hovedsageligt fokusere på de negative konsekvenser af det senmoderne samfund og den øgede individualisering, selvom der også følger mange positive tendenser. Selvom opgaven er overvejende baseret på fiktiv skønlitteratur, giver romanen et omfattende og tidsligt passende overblik over yuppiekulturen i 1980’erne. Til at belyse emnet på bedste vis benyttes dansk og samfundsfag, hvor den danskfaglige del bidrager med litteraturen og den samfunds-faglige del med belysning af denne via relevant teori og empirisk materiale. Som følge af ovenstående fokuspunkter vil denne opgave derfor redegøre for hvilke temaer som romanen skildrer, samt hvilke sociologiske teorier der kan forklare de sociologiske tendenser og normer som romanen opsætter. Der vil forekomme en analyse og fortolkning af American Psycho, med særligt fokus på fortællerteknik og det miljø som bliver fremstillet i romanen. Til sidst vil det blive diskuteret, med inddragelse af blandt andet Lasse Lavrsens artikel fra 2008 Mig, Mig, Mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?, samt mere nutidige sociologiske teorier, hvorvidt bogens tema er aktuelt i nutidens samfund og om den stadig stigende individualisering er et udtryk for en bekymrende udvikling.

Et forsøg på en definition af begrebet narcissisme

Begrebet i sig selv stammer fra den græske myte om den unge og smukke Nárkissos. Nárkissos’ var dog uopnåelig, og mange bejlere fejlede i forsøget på at vinde hans gunst. En dag beder en bejler til guderne om at Nárkissos selv vil opleve lige så håbløs kærli-ghed som hende. Derfor får guderne Nárkissos til at forelske sig i sit eget spejlbillede. Men Nárkissos kan hverken røre eller kysse sig selv, og vælger at tage sit eget liv med ordende ”Jeg ejer jo allerede alt det, som jeg begærer. Men netop denne rigdom skaber min fattigdom!” Myten om Nárkissos har været grobund for mange teorier omkring Narcissisme, hvor både filosoffer, sociologer og psykologer har forsøgt at definere begrebet. Den britiske sociolog Anthony Giddens, er meget positivt stemt overfor det senmoderne samfund, og var også manden der for første gang brugte begrebet. Giddens mener at samfundet i dag på mange områder minder om det moderne samfund, men at der er nogle nye karakteristika som man skal tage højde for. Giddens nævner specielt 3 aspekter som er med til at forme det senmoderne individ: Adskillelsen af tid og rum, udlejring af sociale relationer og den øgede refleksivitet. I forhold til begrebet narcissis-me er specielt det tredje aspekt, den øgede refleksivitet, relevant. Giddens mener at det senmoderne samfund har gjort individet mere frit og i stand til selv at forme sin egen identitet, uafhængig af traditioner og normer. Konsekvensen af dette bliver, at vi konstant skal forholde os til om det vi nu laver er det rigtige. Som individ reflekterer vi hele tiden over vores valg, hvilket ifølge Giddens er sundt og gør os mere bevidste om vores tilværelse og muligheder Den tyske sociolog, Thomas Ziehe, understøtter Giddens tanker omkring den øgede refleksivitet, men pointerer også at en konsekvens kan være en manglende fornemmelse af eksistensberettigelse. Ziehe lægger i høj grad fokus på ungdommen, og mener at narcissisme er en tendens som udspringer af de unges usikkerhed omkring et evigt forandrende samfund og en dertilhørende følelse af meningsløshed. En senmoderne teori af Christopher Lasch

”The new narcissist is haunted not by guilt but by anxiety. He seeks not to inflict his own certanties on others but to find a meaning in his life.
Den britiske historiker og samfundsdebattør Christopher Lasch har mere end nogen anden været med til at definere begrebet narcissisme og givet det en betydning i det senmoderne samfund. Med sin bog The culture of narcissism fra 1979 skabte Lasch en overraskende bestseller, som beskrev et forandret samfund og dets måske mest interessante individ; narcissisten. I tiden omkring bogens udgivelse var der meget fokus på begrebet narcissisme og hvad det dækkede over. Begrebet blev ofte kædet sammen med den psykiske sygdom narcissistisk personlighedsforstyrrelse samt Freuds psyko-analyse. Lasch valgte dog en anden retning og beskrev begrebet som værende mere en negativ samfundstendens end en egentlig sygdom. Lasch mener at narcissisme udspringer af individets usikkerhed og lave selvtillid og er derfor en forsvarsmekanisme. Lasch forsøger at tage afstand fra den almindelige definition af narcissisme som betyder kærlighed til selvet: ”Narcissism is the very opposite of selv-love”. At narcissisme udelukkende er en sygelig kærlighed til individet selv er en misforståelse, mener Lasch. I virkeligheden er det en forsvarsmekanisme på en sygdom, hvor samfundet er smittebæreren. Mediernes store fremgang og stigende popularitet er på mange måder synonym med det senmoderne samfund. Lasch mener dog at mediernes fremstilling og glorificering af de kendte er med til at skabe og intensivere narcissistens drømme om berømmelse og rigdom. Ved at få kendte menn-esker til at reklamere for alskens ligegyldige produkter insinuerer medierne at du ved at købe produktet kommer tættere på berømmelse. Lasch beskriver samfundet som vær-ende et tomrum med næsten døde individer, men livligt ud ad til. Desto mere de identif-icerer sig med de kendte og berømmelsen, desto mere afstand lægger de også til det gennemsnitlige. Medierne er altså kun med til at intensivere den tomhed som fylder narcissisten. Lasch mener også at medierne hjælper med at skabe en varepropaganda. Lasch mener at reklamebranchen har skabt et samfund af forbrugere, der udelukkende arbejder for at få råd til produkter de egentlig ikke har brug for, som en måde at skabe deres identitet på. Tidligere var reklamer udelukkende en præsentation af et produkt og hvorfor det ville være fornuftigt at købe produktet. I dag sælger man ikke blot et produkt, men en livsstil. Varepropagandaen er med til at skabe narcissisten, da identitetsskabelsesprocessen ikke længere handler om hvilke værdier man tillægger sig selv, men i stedet hvilke materielle goder du ejer. Selvom narcissistens karaktertræk udefra set må siges at være negative og destruktive, så er de i forretningslivet faktisk ønskværdige. Det at kunne manipulere andre mennesker og at skabe overfladiske forbindelser uden at knytte personlige bånd er med til at gøre narcissisten yderst succesfuld. Derudover giver i følge arbejdslivet i følge Lasch den kontinuerlige accept der gør narcissisten i stand til at opretholde sit selvværd. Lasch inddrager empiri, der karakteriserer den moderne forretningsmand som en mand der arbejder med menneskelige interaktioner og ikke materielle som set tidligere.
Lasch argumenterer for at selverkendelse stadig er vigtigt for det moderne menneske, men at det ikke som tidligere kommer indefra. Man vil ikke længere blot være værdsat, men i stedet beundres. Det er heller ikke nok at blive respekteret, man vil hellere misundes. Glamour, spænding og berømmelse præger narcissistens drømme. En af Laschs hovedpointer er at narcissismen i samfundet, specielt i de øvre samfundslag, har gjort at hverdagen er blevet til et rollespil. For narcissisten er den eneste virkelighed den materielle identitet. Ved konstant at spejle sig i andre, søger narcissisten at finpudse sin rolle og gøre den perfekt. Dette skaber dog en distancering til virkeligheden, da den konstante søgen efter fejl gør narcissisten så kritisk at denne bliver fuldstændig ude af stand til at vise og udtrykke følelser uden først at beregne og kalkulere deres virkning på andre. Derved fremstår narcissisten udad til kynisk, efter-som denne betvivler andres autenticitet. Lasch mener altså at det senmoderne samfund skaber narcissisten. Medierne, forbrugerismen og det evigt stigende individualisering er med til at skabe narcissisme som en forsvarsmekanisme hos det usikre individ der ikke ved hvad meningen med livet er. Lasch ser udelukkende tendensen i samfundet som værende negativt, da det skaber en overfladisk overklasse og nedbryder menneskelige bånd og fjerner nærheden. Tilbage er, ifølge Lasch, en masse materielle unødvendigheder og et knækket individ som ikke længere har noget at gå op i. Den danske psykolog Lars Lundmann Jensen er på mange punkter enig med Christopher Lasch, men mener dog at narcissisme i sig selv ikke nødvendigvis er et problem.
En naturlig udvikling i det senmoderne samfund

Jensen gør i sin bog Hvem er jeg? – Narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund fra 2006 op med den klassiske narcissisme-tænkning. Imens f.eks. Freud tolkede myten om Nárkissos som at han blev forelsket i sig selv, mener Jensen derimod at han blev forelsket i sit eget spejlbillede. Narcissisme kan derfor ifølge Jensen opdeles i to forskellige kategorier: Den hypersensitive og den nonchalante.. Den hypersensitive narcissist er konstant opmærksom på sine omgivelser og observerer konstant andres reaktion på ham/hende. Idealet for vedkommende er at blive opfattet som værende perfekt og hvis dette ikke opnås vil han/hun føle sig afvist. Det er altså ønsket om at opnå bekræftelse fra sine omgivelser og ikke bare en kærlighed til sig selv. Jensen nævner også myten om Nárkissos og fremhæver vigtigheden af at det ikke er ham selv han forelsker sig i, men derimod sit spejlbillede. Derved er det refleksionen af sig selv, og ikke det egentlige selv han forelsker sig i. Den nonchalante narcissist, eller den tykhudede narcissist, er derimod en person der udelukkende går op i at være nummer ét. Hvor den hypersensitive narcissist er mere sårbar overfor kritik, er den nonchalante slet ikke lydhør over for andre da denne udelukkende fokuserer på egne behov og ønsker. Den nonchalante narcissist fremstår udad til mere fremstormende og ekshibitionistisk, men fælles for begge typer er at deres eksistensberettigelse består i behovet for bekræftelse af omgivelserne i et forsøg på at undgå følelsen af tomhed og det at være rodløs.
I modsætning til Lasch mener Jensen dog at det senmoderne individ ikke er narcissistisk hele tiden. Jensen mener at narcissisme er en position som individet indtager alt efter hvilken situation denne er i. Narcissisme er ifølge Jensen et helt almindeligt karaktertræk som har eksisteret altid, dog er det mere tydeligt i det senmoderne samfund end tidligere. Narcissisme kan dog fremkomme i ekstreme variationer, hvor individet for ofte befinder sig i den narcissistiske dimension. Jensen mener altså at narcissisme er en naturlig del af den menneskelige udvikling. Mennesket har altid søgt efter en mening med livet, men eftersom denne ifølge Jensen ikke rigtig eksisterer givet det derfor mening at søge eksistensberettigelse et andet sted; omgivelserne. Begrebet tomhed fylder derfor rigtig meget ifølge Jensen. Bliver man bekræftet af andre, begynder livet at give mening, hvorimod man hvis man ikke opnår bekræftelse og accept fra andre, pludselig kan føle sig uden identitet. Narcissisme er altså en måde at undgå realiseringen af at man er intet, da denne realisering for mange er for angstopvækkende. Ligesom Lasch mener Jensen altså også at narcissis-isme er en forsvarsmekanisme og ikke bare kærlighed til selvet. Derudover deler Jensen og Lasch også den holdning at det senmoderne samfund har skabt den moderne narcissist: ”Når det senmoderne samfund anskues som havende en flygtig karakter og være under konstant forandring, gælder dette således også for individet.” Der er altså ifølge Jensen en direkte sammenhæng mellem samfund og indi-vid. Eftersom vi lever i en brydningstid betyder det, ifølge Jensen, at individet på samme måde som samfundet vil gennemgå store forandringer. Tidligere var ens identit-et delvist skabt på forhånd, hvor slægten tildelte individet en rolle og identitet allerede ved fødselen. Nu er man i højere grad afhængig af selv at skabe sin identitet, hvilket har medført et behov for nogle signaler der kan vise ens klasse og rang. Hermed skabes også den klassiske forbrugerisme. Behovet for at vise sig frem og være sig selv, udtrykkes i form af materielle goder. Jensen mener at det senmoderne samfund også har gjort op med hvad det vil sige at være social. Individet er i dag ikke længere social bare for at være social og mænge sig med andre mennesker, men social for at få bekræftelse på individualiteten. Narcissisten er altså individuel for at adskille sig fra andre, men social fordi individualiteten ellers ikke ville have den store værdi. Det kan dog ifølge Jensen skabe problemer, da der hurtigt opstår en følelse af tomhed hvis individet ikke formår at skabe sin egen identitet. Der ligger derfor et enormt ansvar på hvert enkelt individ, da der ikke længere er alternativer. Tidligere kunne religion fungere som garant for et bedre liv efter døden, men i dag er der ikke andre garantier end dem man selv skaber. Jensen ser altså det senmoderne samfund som værende dynamisk og forandren-de og det narcissistiske individ som en naturlig konsekvens. De klassiske identitets-forestillinger er blevet opløst, hvilket får mennesket til at flygte fra tomheden. Dette ser Jensen dog ikke nødvendigvis som værende negativt. Han mener ikke at der i dag er flere narcissister end tidligere, men bare at de er mere tydelige i dagens samfund. Ligesom mange andre sociologer, b.la. Giddens, mener Jensen at netop de mange muligheder giver individet chancen for at forme sit eget liv, men også at det ikke er alle der kan magte den opgave – og det er dem der kommer til at blive taberne i dagens samfund. Narcissisme kommer ifølge Jensen i varierende grader, og er en position man kan indtage i forhold til hvilken situation man står i.
Lars Lundmann Jensen og Christopher Laschs teorier karakteriserer narcissisten og forsøger at definere hvilke årsager der er grobund for den øgede narcissisme i samfundet. I nedenstående afsnit vil jeg derfor analysere American Psycho for til sidst at koble de temaer som bliver fremstillet i bogen sammen med Lasch og Jensens teorier.
En psykopats bekendelser

American Psycho er en socialrealistisk roman skrevet af den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis i 1991. Romanen skildrer den overfladiske og narcissistiske yuppie-kultur i 80’erne. Romanens hovedperson, Patrick Bateman, er en succesfuld ung mand på 26 år. Han lever i New York og er, sammen med sin nærmeste omgangskreds, en del af eliten af det amerikanske forretningsliv. Bateman er, udover at være romanens hovedperson, også den implicitte forfatter. Bateman bruger sammen med sine yuppie-kammerater det mest af sin tid på at spise på de fineste restauranter, træne og gå i byen. Udover at være succesfuld, veltrænet og velklædt, er han også en morderisk psykopat, der parterer og spiser sine ofre. Christopher Lasch ville, måske bortset fra det morderiske aspekt, se Bateman som et perfekt eksempel på det senmoderne samfunds narcissist-iske individ. Omvendt ville Lars Lundmann Jensen mene at Bateman udelukkende er et eksempel på ekstrem narcissisme og ikke en samfundspatologi. De nedenstående afsnit vil tage fat i en række fokuspunkter, som alle er med til at belyse, hvorledes narcissisme fremstilles af Ellis i 80’ernes New York. Eftersom at Bateman både er jeg-fortæller og jeg-karakter i fortællingen, vil der analytisk blive skelnet mellem dem, selvom de er én og samme person.
En upålidelig fortæller?

American Psycho starter in medias res og læseren bliver med det samme inddraget i Patrick Batemans verden. Læseren finder ham i en taxa på vej ned af en af Manhattans mange store gader. Allerede her er det klart for læseren at der er tale om en eksplicit jeg-fortæller. Med denne fortælleform får vi en indre synsvinkel, hvormed læseren bliver indviet i hovedpersonens tanker, observationer, og følelser (eller mangel på samme). Som læser oplever vi altså historien igennem fortællingen som set gennem hovedpersonens øjne, hvilket skaber identifikation. Denne subjektive fortælleform kræver dog også at læseren forholder sig kritisk til fortællingen, eftersom at det kan diskuteres hvorvidt jeg-fortælleren er pålidelig. De begivenheder som Bateman oplever og gennemlever hænder på samme tid med fortællingen, hvilket betyder at fortælling er fortalt med medsyn. Fortællinger fortalt i medsyn er præget af fortællerens oplevelser, og i disse oplevelser indlever læseren sig. I fortællingen indgår dog også enkelte flashbacks. Læseren får i første omgang ikke præsenteret jeg-karakteren som værende en morder, men bliver gradvist indviet i universet i takt med at jeg-fortælleren øger mængden af information, man som læser får omkring jeg-karaterens opførsel. Som romanen skrider frem, bliver læseren også mere og mere inddraget. Jeg-fortælleren inviterer læseren til at tage del i historien frem for blot at være passiv:
”I notice, to top it off, that he’s also blind, and I step on his foot, which is actually a stump, causing him to drop his cup, scattering change all over the sidewalk. Did I do this on purpose? What do you think? Or did I do this accidentally?
Dette er første gang jeg-fortælleren henvender sig direkte til læseren. Dette kan være endnu en måde at sætte spørgsmålstegn ved jeg-fortællerens pålidelighed. Eftersom at jeg-fortælleren er den eneste kilde i historien, bliver læseren også flere gange vildledt, eftersom at det Bateman hører, eller tror han hører, bliver gengivet til læseren:
””I adore Patrick but come on, Bateman, look lively, you stud, Ben and Jerry are here” (…)
”I already ordered this grapefruit sorbet” Gloomily I point at the dish, confused. ”I don’t want any ice cream.” ”For Christ sakes, Bateman, Jagger is here. Mick. Jerry. You know,””
Læseren får af jeg-fortælleren gengivet virkeligheden præcis som jeg-fortælleren ople-ver den. Den forvirring som Bateman og hans omgangskreds oplever, ofte i dialoger, op-lever læseren også. Ellis bruger dermed jeg-fortællerens usikkerhed omkring situati-onerne, til at skabe forvirring hos læseren også. Dette understreges af den konstante forvirring der er omkring de personer de møder:
””That’s not Morisson” Price says. ”Who is it then?” Preston asks, taking his glasses off again. ”That’s Paul Owen,” Price says. ”That’s not Paul Owen,” i say. ”Paul owen’s on the other side of the bar. Over there.””
Ellis bruger karakterenes egen forvirring til at skabe forvirring hos læseren også. Den forvirring som indtræder hos læseren er med til skabe indtrykket af en overfladisk verden, hvor ikke engang hovedpersonerne selv kan kende forskel på hinanden. Alle går i det samme tøj, spiser på de samme restauranter og snakker om de samme emner.
En kronologisk fortælling med uregelmæssigheder

I forhold til den ydre komposition er American Psychos 385 sider opdelt i 60 navngivne afsnit, hvis titler henviser til en speciel hændelse, miljøet eller sindstilstand og er umiddelbart forskelligartede, hvoraf nogle dog går igen, f.eks. ”Tuesday” og ”Girls”.
Stukturen er ved første gennemlæsning kronologisk, men er præget af en del uregel-mæssigheder som ikke passer med romanens kronologiske opbygning. Bateman er ved romanens start i april 26 år gammel. Men med tanke på Batemans fødselsdag i oktober og det faktum at der er passeret mindst to juleaftener burde Bateman ved romanens slutning være mindst 28 år gammel. Dermed opstår der en uregelmæssighed på det kronologiske plan da Bateman fastslår at han er 27 i slutningen af romanen: ”(…) I’m twenty-seven for Christ sakes (…) Dermed formår Ellis endnu en gang at så tvivl om fortællerens pålidelighed. Derudover skaber det også en usikkerhed omkring romanens kronologi i det hele taget. På et handlingsmæssigt plan er der dog en hvis kronologisk regelmæssighed, i og med at volden som Bateman udøver gradvist tiltager. Det første mord sker først en tredjedel inde i bogen, hvor vi indtil da udelukkende har set tegn på Batemans psykopatiske tendenser i form af jeg-fortællerens beskrivelser:
””Patrick is not a cynic, Timothy. He’s the boy next door, aren’t you honey?”
”No I’m not” I whisper to myself. ”I’m a fucking evil psychopath””
Det er op til mordet kun verbale ytringer, som ingen i øvrigt lægger mærke til, som indikerer Batemans sande karakter. Batemans første mord er på en afroamerikansk tigger, som for ham fremstår fuldstændig fremmed fra alt det han kender; både socialt, økonomisk og etnisk.
I takt med at romanen skrider frem er det ikke kun grusomheden i Batemans psykotiske voldsudøvelser der eskalerer, men også ofrenes baggrund, som til sidst også indbefatter folk fra hans egen omgangskreds, blandt andet kollegaen Paul Owen og hans ekskæreste fra High-School, Bethany. Ellis bruger altså volden som et virkemiddel for at skabe handling i en ellers handlingsløs roman. Derved kan vi også dele romanen op i to dele. Den første del fungerer mest som en introduktion til yuppie-miljøet og den overfladiske livsstil. Den er præget af ligegyldige dialoger, utroligt detaljerede beskrivelser af miljøet og diskussioner om hvorvidt man kan bruge en tweedjakke til et polkaprikket slips. I denne ligger volden og ulmer i baggrunden, og træder kun frem i enkelte tilfælde og er mere eller mindre ”harmløs”. I den næste del begynder volden at eskalere i takt med at Bateman bliver mere og mere rastløs og reflekterende overfor sin egen tilværelse.
Et bevidst valg af redundante og overflødige beskrivelser

Bret Easton Ellis’ roman er på mange måder svær for læseren at komme igennem. Ud af de 60 kapitler, sker der en reel handling og karakterudvikling i blot 20 af dem. Flere af kapitlerne fungerer som én lang beskrivelse af et emne. Allerede i andet kapitel bliver læseren introduceret til dette, i form af en fire siders lang beskrivelse af Batemans lejlighed og morgenritual, og kapitler som ”Genesis” og ”Whitney Houston” fungerer som en lang beskrivelse af henholdsvis Genesis’ og Whitney Houstons diskografier. Fælles for begge kapitler er, at de kommer i umiddelbart forlængelse af en beskrivelse af en af Batemans bestialske mord. Dermed bruger Ellis kapitlerne til at hive læseren tilbage til den overfladiske og på mange måder meningsløse virkelighed. Ellis benytter sig af redundans ved at afsætte i hvert fald 3-4 linjer til at beskrive en persons tøj hver gang denne dukker op i fortællingen:
”He’s wearing a linen suit by Canali Milano, a cottons shirt by Ike Behar, a silk tie by Bill Blass and cap-toed leather lace-ups from Brooks Brothers”
I forhold til historiens handling har karakterenes tøj ikke meget at sige, men Ellis’ konsekvente og redundante beskrivelser af tøj, mad og designermøbler er hans måde at give læseren et indtryk af hvordan det må være at leve i yuppie-miljøet. Læseren bliver på den måde inddraget i fortællingen og skal selv lære at adskille den vigtige inform-ation fra den overflødige.
En samfundskritisk satire

Bret Easton Ellis’ fremstilling 80’ernes New York er på mange måder en kritik af samfundet. Den satirisk fremstilling af yuppiekulturen sættes i stærk kontrast til de lavere samfundslag igennem hele historien. Batemans første mord er på en tigger, og det er ikke den først tigger han møder. Reagans neoliberalistiske samfund skabte ikke kun en utrolig rig overklasse men også en høj arbejdsløshed.:
”All of the men outside Tunnel tonight are for some reason wearing tuxedos, except for a middle-aged homeless bum who sits by a dumpster (…)”
Næsten hver eneste gang Bateman og hans omgangskreds er på vej ind på en restaurant eller klub, er der en tigger eller en hjemløs i umiddelbart nærhed. Det er Ellis’ måde at kritisere et samfund hvor skellet mellem rig og fattig er ekstremt stor, men hvor den geografiske afstand ikke er større end et par få meter. Netop Ellis’ kritik af det kapita-listiske samfunds negligering af de fattige går igen igennem hele romanen, og ses også afspejlet i yuppiernes overvældende interesse for musicalen Les Misérables. Musicalen bliver nævnt et utal af gange og Bateman er tilmed inde og se den. At det netop er Les Misérables, en historie om de fattiges kamp for frihed under den franske revolution, er næppe en tilfældighed. Meningsløsheden med tilværelsen kommer derfor igen i spil. Ellis’ New York vrimler med reklamer for Les Misérables og tiggere, men de gør ikke noget umiddelbart indtryk på karaktererne:
”(…) Just as Timothy Price notices the words a bus pulls up, the advertisement for Les Misérables on its side blocking his view, but Price who is with Pierce & Peirce and twenty-six doesn’t seem to care (…)
Det overfladiske i pointen med at se en musical som beretter om håb, næstekærlighed og mod for så at ignorere en tigger på gaden momentet efter, er ikke til at overse.
En meningsløs tilværelse

Patrick Bateman indeholder alle de karaktertræk som ifølge Christopher Lasch kendetegner det senmoderne samfunds narcissist. En af de mest karakteristiske træk ved narcissisten er det konstante behov for bekræftelse af andre, hvilket i høj grad ses afspejlet i det fysiske. Her er Bateman et perfekt eksempel. Det faktum at individet selv skal forme sit eget jeg har ført til en endeløs jagt på at være den bedste. Narcissistens største frygt er nemlig at være en taber. Ved hjælp af træning og en fanatisk besættelse af eget udseende, forsøger narcissisten at fremstille sig selv som værende perfekt. Allerede i starten af American Psycho bliver læseren introduceret til Batemans morgenritual. Denne ekstreme pleje af udseendet er ikke blot et udtryk for narcissist-ens behov for bekræftelse, men også frygten for alderdom. Alderdommen er en byrde og et tabu i samfundet og Bateman vil heller ikke røre en der er over 30. Da han er til ansigtspleje hos Helga, en kvinde der er små 10 år ældre end ham selv, gør han sig tanker omkring hende: ”(…)Maybe thirty or thirty-five (…) and there’s now way I’d ever fuck her.” Bateman afskyr altså muligheden for at have sex med hende, udelukkende på baggrund af hendes alder. Det er dog vigtigt for Bateman at Helga ser hans krop og beundrer den, hvilket udtrykker behovet for anderkendelse og bekræftelse. Både Lars Lundmann Jensen og Christopher Lasch mener, at det at opnå bekræftelse og at søge en form for bekræftelse fra andre, er en af narcissistens væsentligste drivkræfter. I forhold til Jensens teori omkring den hypersensitive og den nonchalante narcissist, ser vi Bateman hælde til begge sider. I nogle tilfælde er han hypersensitiv og utrolig opmærksom på andres opfattelse ham, som da han møder Tom Cruise i en elevator. I andre tilfælde er dog nonchalant, i og med at han er arrogant og mangler respekt over for andre mennesker i samfundet.
Batemans mange mord og bestialske adfærd er måske et ekstremt tilfælde, men Lasch mener at det er en naturlig måde at reagere på:
”Outwardly bland, submissive, and sociable, they seethe, with an inner anger for which a dense, overpopulated, bureaucratic society can devise few legitimate outlets.”
Lasch mener at når narcissisten ikke kan få følelsen af tomhed og meningsløshed på afstand, resulterer det i en enorm vrede. Batemans følelse af meningsløshed bliver pointeret i romanen, hvor han reflekterer over sin egen tilværelse:
”(…) and I think to myself that if I were to disappear into that crack, say somehow miniaturize and slip into it, the odds are good that no one would notice I was gone. No…one…would…care.”
Bateman evner altså ikke at få tomheden på afstand og formår ikke at skabe sin egen identitet. Lasch mener at netop det at føle sig rodløs og uden identitet skaber den senmoderne narcissist.
En samtidsroman der hader 80’erne

Ovenstående analyse af American Psycho har vist, at narcissisme er et gennemgående tema i romanen. Patrick Bateman optræder i historien som en metafor for det misogynistiske samfund og den udvikling det gennemgår. Analysen har konkluderet at romanen ikke blot er en forfatters sygelige fantasi om voldsomme mord og seksuelle afstraffelser, men en omfattende kritik af yuppiekulturen, kapitalismen og 80’ernes negligering af de fattige i samfundet. American Psycho udgør på mange måder definitionen på en samtidsroman, hvor hverdagslivet skildres og problemet sættes under debat, dog uden moraliserende pointer. Læseren følger altså Batemans tanker og opførsel, men det er op til læseren selv at sætte spørgsmålstegn ved de umoralske elementer i historien. I forbindelse med specielt romanens slutning, bør det overvejes om man som læser kan stole på Batemans udlægning af virkeligheden. Der er flere ting som peger imod hans påståede voldshandlinger og kronologisk hænger fortællingen ikke altid sammen. Det er op til læseren selv at vurdere hvorvidt det er sandsynligt eller ej at Bateman har slået over 70 mennesker ihjel uden at samfundet har lagt mærke til det overhovedet. Uanset om Bateman har slået 70, 5 eller ingen ihjel, så symboliserer han stadig alt det som var galt med yuppiekulturen, i form af narcissisme, overfladiskhed, intolerance og mangel på solidaritet. Både Lasch og Jensen ville mene at Bateman er et eksempel på det senmoderne samfunds narcissisme, hvor Jensen dog ville mene at narcissisme som begreb ikke nødvendigvis går hånd i hånd med psykopati. Det skal dog i den forbindelse også tages i mente, at American Psycho jo er fiktion, hvormed Bret Easton Elis ikke er tvunget til at forholde sig til virkeligheden. Nedenstående afsnit vil derfor diskutere om de tendenser og temaer som bogen fremstiller er aktuelle i nutidens samfund og om hvorvidt det er et udtryk for en bekymrende udvikling.
En teknologisk guldalder

Som individer lever vi i dag i teknologiens guldalder. Muligheden for bekræftelse og anerkendelse fra andre har nået hidtil uanede højder i kraft af de sociale mediers opblomstring. Fra at være nødsaget til at blive set og genkendt på de fineste restauranter i det fineste tøj, er det nu nok at tage et billede af sig selv og lægge det op på internettet. I en artikel i Information Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene? fra 2008, diskuterer journalisten Lasse Lavrsen hvorvidt nutidens samfund er for narcissistisk. Med inddragelse af psykologerne Lars Lundmann Jensen og Henrik Høegh-Olesen, medieforsker Rob Nyland og adjunkt Svend Brinkmann, sætter Lavrsen fokus på de sociale mediers fordele og ulemper i det senmoderne samfund. Jensen mener at narcissisten har bedre vilkår for at udfolde sig end tidligere set, eftersom det er blevet så let at promovere sig selv. Han mener at: ”Den ny narcissisme er kendetegnet ved at have et strategisk element i selvpromoveringen for at opnå den anerkendelse, der er så vigtig for dig” Det strategiske element som Jensen snakker om, er de mange nye koder som indtræder i vores samfund. Individet er blevet mere dynamisk og bliver ifølge Brinkmann et ”stituid, der opløses af de omgivelser, man placerer det i.” Den senmoderne narcissist er blevet bedre til tilpasse sig og skifter lynhurtigt identitet. Internettets mange muligheder for selviscenesættelse har ført til et narcissistisk samfund, hvor forbrugerismen gør at det konstant ændrer sig. Brinkmann og Jensen er derfor enige på det punkt, at det er samfundets dynamiske karakter der skaber den senmod-erne narcissist, hvad enten det er i 80’erne eller i 2008. Jensen påpeger også, at de sociale medier kun giver yderligere næring til narcissisten. Ellis’ opfattelse af det narcissistiske samfund kommer til udtryk i karakteren Patrick Bateman. Lavrsen konkluderer i sin artikel at ”hele æstetiseringen af sig selv som noget smukt og skønt og umoralsk findes stadig.” Netop denne æstetisering af individet ses i høj grad afspejlet i Bateman, som min analyse også konkluderede. Denne opfattelse af at hele verden drejer sig om en selv, kan ses som en måde at skubbe de egentlige problemer i baggrunden. Ellis’ kritik af samfundet, skjult i American Psychos satire, bunder i en foragt for et samfund som tillægger materielle og ligegyldige ting en enorm høj værdi. I en scene i bogen bliver et helt kapitel brugt på at diskutere hvilket visitkort der er pænest, som var det dybt alvorligt. Ydermere bliver Bateman decideret depressiv da han finder ud af at hans eget visitkort er de andres underlegent. Batemans mange hellige taler om den umoralske verden og de egentlige problemer, kommer derfor til at fremstå som værende ironiske. Svend Brinkmann mistænker narcissismen for at bunde i en skam over verdens egentlige problemer:
”Altså, vi bruger vores tid på ligegyldigheder, og tillægger dem en stor værdi, mens resten af verden faktisk har det ret miserabelt.”
Når individet indser at det egentlig ikke kan gøre noget ved de rigtige problemer, begynder det at tillægge materielle genstande høj værdi. Giddens mener at globalise-ringen og det senmoderne samfunds endeløse informationsstrøm er positivt, men der kan også være en bagside. Alle medier er pumpet op med beretninger fra krige og naturkatastro-fer, men individet kan ikke ændre på den tilværelse. Derfor vælger det at fokusere på de håndgribelige og materielle ting i livet i stedet. Denne udlægning af narcissismens grobund er Lars Lundmann Jensen dog ikke helt enig i. Han mener derimod at manglen på nære relationer har gjort at narcissismen i samfundet i dag er blevet mere og mere massiv. Jensen mener, som påpeget i redegørelsen, at narcissisme ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Det senmoderne individ er på mange måder utrolig omskifteligt og dynamisk og i stand til at påtage sig mange forskellige identiteter, hvor narcissisme blot er en af disse. Dermed står Jensens tanker omkring narcissisme som en del af den menneskelige natur, i kontrast til Christopher Laschs teori om narcissisme som en samfundspatologi. Fælles for dem begge er dog teorien om at samfundet skaber individet. Denne tankegang understøttes også af modellen på bilag 1, hvor det er illustreret hvordan ændringer i samfundsstrukturen vil smitte af på både individ- og bevidsthedsniveau. I en samfundsundersøgelse fra 2006 foretaget af National KidsDay, som har spurgt 2.500 børn om hvad det bedste i hele verden er, viste det sig at det at være kendt, rig, og se godt ud, optog de tre højeste pladser. Ting som det at være sund og familien er blevet skubbet længere ned på listen. Havde man foretaget undersøgelsen i 1960 i stedet for, var listen højest sandsynligt vendt på hovedet. Dette afspejler derfor begæret efter anerkendelse som præger det senmoderne samfund. Psykologen Henrik Høegh-Olesen er enig:
”Trangen til at blive set er tiltaget, og det højeste , du kan opnå som ungt menneske er at blive kendt (…) Vi har en sygeligt trang til at ’være på’.”
Høegh-Olesen mener at den narcissisme vi så i 80’erne i høj grad stadig er aktuelt, noget som alle sociologerne inddraget i denne opgave i øvrigt er enige om.
De sociale medier bliver i dag brugt til at promovere individets egen identitet som værende interessant for andre. De næsten endeløst mange muligheder for at fortælle andre om hvilke film man kan lide, hvilke politiske holdninger man ikke er enige i og hvilket tøj man går i, gør at ens identitet i høj grad skabes af hvordan andre ser en på nettet. I en undersøgelse foretaget af SDSU i samarbejde med Jean Twenge, forfatteren af The Narcissism Epidemic, viser det sig at hele 57% af de studerende i USA mener at de sociale medier er for de selvpromoverende, narcissistiske og opmærksomhedsøgende. 40% mener ydermere at netop de karaktertræk er hjælpsomme i dagens samfund. Dette henleder tankerne på Laschs teori om at netop narcissisten i høj grad har gode muligheder for at klare sig godt og blive succesfuld. Man kan derfor argumentere for at narcissistens karaktertræk er gunstige i dagens samfund. Lars Lundmann Jensen pointerer også at den narcissistiske samfundsudvikling ikke nødvendigvis er dårlig:
”Den jagt på anerkendelse betyder, at folk tager nogle initiativer, de ellers ikke ville have taget, og det er jo godt for samfundsøkonomien.”
Dog mener Jensen at den evindelige jagt på anerkendelse også kan give bagslag. Hvis man pludselig bliver anerkendt for noget man ikke er, eller ikke gider at være, så opstår der en konflikt. Netop denne konflikt fremstiller Ellis også i American Psycho. Bateman bliver af sin omgangskreds ofte set som the boy next door, noget som han gentagende gange udtrykker sin utilfredshed over. Men i det mindste ved de hvem han er, hvilket giver ham en følelse af bekræftelse, om end den ikke nødvendigvis er positiv. Denne tendens mener Henrik Høegh-Olesens i høj grad passer på samfundet i dag:
”(…) det højeste, du kan opnå som ungt menneske er at blive kendt – og kan det ikke blive for noget godt, så lad det være for noget skidt. Bare det at blotte sig betyder noget.”
Høegh-Olesen ser den tendens som værende negativ, da det senmoderne individ konstant vil søge efter ekstremer for at blive lagt mærke til.
En bekymrende udvikling?

Ud fra ovenstående redegørelse, analyse samt diskussion er det relevant at sammensætte de forskellige synspunkter for at vurdere hvorvidt samfundet er på vej i den forkerte retning. Som tidligere nævnt så lever vi i en brydningstid, som er karakteriseret ved bruddet med traditionerne og normerne. Christopher Lasch mener at narcissisme er en negativ samfundspatologi som fjerner de nære bånd og relationer og ser meget kritisk på det senmoderne samfund. Et samfund som bifalder de narcissistisk karaktertræk er ikke sundt, mener han. At narcissisme er en nødvendighed for at begå sig i samfundet understøttes til dels af undersøgelsen fra SDSU, hvor lige under halvdelen af de adspurgte mener at narcissistiske karaktertræk er gunstige. Lars Lundmann Jensen deler til dels Laschs synspunkt om at narcissisme i høj grad er blevet mere markant i det senmoderne samfund, men ikke at det er samfundspatologi. Han mener derimod at narcissisme blot er en naturlig del af den menneskelige udvikling og bare en ny måde at omgås andre mennesker og som også indeholder positive aspekter. Laschs negative opfattelse af samfundet deles af psykologen Henrik Høegh-Olesen som mener at jagten på anerkendelse er blevet nærmest sygelig. Undersøgelsen fra National KidsDay understøtter hans påstand, da de traditionelle familieværdier er blevet skubbet i baggrunden til fordel for drømmen om berømmelse. Der er ikke nogen tvivl om at de temaer som Bret Easton Ellis opstiller i American Psycho stadig i høj grad er aktuelle. Yuppiekulturen var i 80’erne stadigvæk nogenlunde isoleret fra resten af befolkningen, men har vi ikke som individer i det senmoderne samfund på mange måder overtaget yuppiernes idealer? Forbrugerkulturen lever på sit absolut højeste, der er flere high-end restauranter end nogensinde og de sociale medier har givet os mulighed for at promov-ere de ting som vi tror andre folk synes er beundringsværdige. Spørgsmålet om hvorv-idt de narcissistiske træk i samfundet er udtryk for en bekymrende udvikling er derfor utrolig relevant at stille. På den ene side er det et faktum, at samfundet i hvert fald har ændret sig og skubbet familie-værdier og relationer i baggrunden til fordel for selvrealisering og dyre spisevaner. På den anden side ser vi at det senmoderne samfund har sat individet fri. Giddens tanker omkring den øgede refleksivitet som et udtryk for individets frisættelse, er derfor værd at tage med i betragtningen, om end de ikke afspejler American Psycho i så høj en grad. Jeg mener, at de mange muligheder for at skabe og forme sin egen identitet i høj grad også hjælper individet med at modsætte sig den negative sociale arv. Mange uddannelsesmuligheder og opløsningen af de traditionelle normer har gjort livet mere åbent for individet, uanset om din familie er rige eller fattige. De sociale medier har ydermere gjort det muligt for alle at skabe sig et netværk, lige meget hvilken social kreds du tilhører. Det er dog ikke alle der formår at forme sin egen identitet, og det er her vi ser det senmoderne samfunds ”tabere”. Som både Lasch og Jensen også lægger vægt på, så kan der opstå en form for meningsløshed, som kan være svær at ignorere. Narcissisme som forsvarsmekanisme er derfor den mest udbredte form. Alt dette leder os videre til konklusionen på dette studieretningsprojekt, der nu har belyst det senmoderne samfunds narcissisme.
En afslutning på det senmoderne samfunds narcissisme

Siden Anthony Giddens definerede begrebet det senmoderne samfund, har mange sociologer og teoretikere forsøgt at undersøge hvad det så betyder for individet. Med American Psycho beskrev Bret Easton Ellis et samfund i opløsning, hvor hovedpersonen og den samtidige jeg-fortæller, Patrick Bateman, i fortvivlelsen over sin egen meningsløse tilværelse opbyggede et ekstremt had til mennesker og på den baggrund slog mange af dem ihjel. Den beskrivende fortælleteknik brugt af Ellis er med til at give læseren et oprigtigt indtryk af den overfladiske redundans som prægede yuppie-kulturen. Selvom bogen er fiktiv, beskriver bogen et miljø som på mange måder er tidsligt passende. Bogen var genstand for både kritik og berømmelse, men faktum er at den stadig den dag i dag diskuteres flittigt, hvilket i sig selv må være et skulderklap. Ellis inddrager læseren og stiller samtidig spørgsmålstegn ved jeg-fortællerens troværd-ighed, og giver læseren mulighed for frit at fortolke hvorvidt mordene rent faktisk fandt sted. Ellis formår dog, uanset læseren fortolkning af romanen, at få sit budskab rent igennem: Det senmoderne samfund opfostrer i stigende grad narcissister med lavt selvværd, der udelukkende har egen elendighed for skue. Sociologerne Christopher Lasch og Lars Lundmann Jensen giver hver især i deres respektive værker en beskrivelse af det, de mener karakterisere den senmoderne narcissist, samt hvilke samfundstendenser der er årsagen. I opgaven er jeg kommet frem til at mange af netop de årsager gør sig gældende og kommer til udtryk i American Psycho, hvilket understøtter forfatterens kritik af samfundet. Narcissisme er i høj grad stadig et tema i nutidens samfund, hvilket både Christopher Lasch, Henrik Høegh-Olesen, Lars Lundmann Jensen og Svend Brinkmann er enige i. De sociale medier giver både fordele og ulemper, afhængig hvordan individet vælger at bruge dem. Det er nemt at forfalde til en endeløs jagt på anerkendelse, men hvis individet acceptere det faktum at livet er meningsløst i stedet for at flygte fra det, vil det senmoderne samfunds mange muligheder åbne sig op.

Litteraturliste

Bøger

* Bundgård, Maria Bruun m.fl.: Sociologisk SET. 1. Udg. Systime, 2010.

* Ellis, Bret Easton: American Psycho. 1. Udg. Picardo, 1991.

* Fibiger, Johannes og Gerd Lütken: Litteraturens veje. 2. udg. Gads Forlag, 2007. * Giddens, Anthony: Modernitet og selvidentitet. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 1996. * Giddens, Anthony og Pierson, Christopher: Samtaler med Anthony Giddens. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2002. * Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg?. 1. Udg. Frydenlund, 2006.

* Jacobsen, Benny og Outzen, Ove: Liv i Danmark. 1. udg. Forlaget Columbus, 2005. * Lasch, Christopher: The culture of narcissism. 1. Udg. W.W. Norton & Company, Inc., 1979.

* Ziehe, Thomas: Ambivalenser og mangfoldighed. 1. Udg. Forlaget politisk revy, 1989.

* Thorndal, Morten Hansen: Sociologi ABC. 1. udg. Forlaget Columbus, 2008.

Internetressourcer

* Internetkilde 1; http://en.wikipedia.org/wiki/Narcissistic_personality_disorder [Besøgt den 9. December 2013]

* Internetkilde 2: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Økonomi/Økonomi_i_andre_lande/USA_(Økonomi) [Besøgt den 11. December 2013]

* Internetkilde 3:
Kongstad, Martin: I dag er vi alle yuppier. Information, d. 27.02.2007 http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE251442/i-dag-er-vi-alle-yuppier/ [Besøgt den 11. December 2013]

* Internetkilde 4:
Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! – er du klar til at se dig selv i øjnene?. Information, d. 01.02.2008 http://www.information.dk/154042 [Besøgt den 13. December 2013]

* Internetkilde 5:
Van Grove, Jennifer: Social Media is for narcissists. Mashable.com, d. 25.09.2013 http://mashable.com/2009/08/25/gen-y-social-media-study/ [Besøgt den 13. December 2013]

* Internetkilde 6:
Johnson, Andrew og Andy McSmith: Children say being famous is the best thing in the world. Independent, den 18.21.2006 http://www.independent.co.uk/news/uk/this-britain/children-say-being-famous-is-best-thing-in-world-429000.html [Besøgt den 16. December 2013]

Bilag

* Bilag 1:
Figur 1.1, i Jacobsen, Benny og Outzen, Ove: Liv i Danmark. 1. udg. Forlaget Columbus, 2005. http://www.forlagetcolumbus.dk/dk/columbus_web/figurer_fra_boegerne/liv_i_danmark/ [Besøgt den 18. December 2013]

s. 1 af 1 på side 22
s. 1 af 1 på side 22
Bilag 1

--------------------------------------------
[ 1 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 21
[ 2 ]. Bundgård, Maria m.fl.: Sociologisk SET 2010: Side 18-19
[ 3 ]. Bundgård, Maria m.fl.: Sociologisk SET 2010: Side 20-22
[ 4 ]. Ziehe, Thomas: Ambivalenser og mangfoldighed 3. Udg. 2002: Side 14-15
[ 5 ]. Ziehe, Thomas: Ambivalenser og mangfoldighed 3. Udg. 2002: Side 16
[ 6 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side xvi
[ 7 ]. http://en.wikipedia.org/wiki/Narcissistic_personality_disorder
[ 8 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side xvi-xvii
[ 9 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 27
[ 10 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 21
[ 11 ]. Bundgård, Maria m.fl.: Sociologisk SET 2010: Side 58
[ 12 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 71
[ 13 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 43-44
[ 14 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 59
[ 15 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 93
[ 16 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 210
[ 17 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 39
[ 18 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 23
[ 19 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 42
[ 20 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 84
[ 21 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 111
[ 22 ]. Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? 2006: Side 148
[ 23 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 3
[ 24 ]. Fibiger, Johannes og Lütken, Gerd: Litteraturens veje 2. Udg. 2004: Side 471
[ 25 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 82
[ 26 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 198
[ 27 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 35
[ 28 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 270
[ 29 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 173 og 366
[ 30 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 383
[ 31 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 19
[ 32 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 125
[ 33 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 242 og 218
[ 34 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 29
[ 35 ]. http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Økonomi/Økonomi_i_andre_lande/USA_(Økonomi)
[ 36 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 50
[ 37 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 3
[ 38 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 44
[ 39 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 24-30
[ 40 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 114
[ 41 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 71
[ 42 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 44
[ 43 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 217
[ 44 ]. Fibiger, Johannes m.fl.: Litteraturens veje 2. Udg. 2004: Side 471
[ 45 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008
[ 46 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008
[ 47 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008
[ 48 ]. Ellis, Bret Easton: American Psycho 1991: Side 42
[ 49 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008
[ 50 ]. Figur 1.1, i Jacobsen, Benny og Ove Outzen: Liv i Danmark 2005. Bilag 1.
[ 51 ]. Johnson, Andrew og McSmith, Andy: Children say being famous is the best thing in the world 2006: Independent.co.uk
[ 52 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008
[ 53 ]. Van Grove, Jennifer: Social Media is for narcissists 2009: Mashable.com
[ 54 ]. Lasch, Christopher: The culture of narcissism, 1979: Side 43-44
[ 55 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008
[ 56 ]. Lavrsen, Lasse: Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?: Information, 2008