Døden i børnehøjde

Udødelige? Er det, det vi skal forestille at være? Sådan et indtryk har børn ofte af døden i mine øjne. Børnene er pakket og rullet godt og grundigt ind i vat hvad det angår døden. De voksne er for gode(kald det slemme) til, at tale udenom realiteterne når det handler om døden og livets endestation. De voksne kan feje det af vejen lige meget om det er barnets bedstemor eller om det er barnets højtelskede hamster, som har sagt stop. Børn tror, at de er udødelige. Døden ér og vil altid være et ømt og vanskeligt emne for alle mennesker. Som regel forsøger vi at skjule denne for børn fordi vi mener, at de er for unge til at håndtere døden. Døden er så svært et begreb at håndtere for os og det at vanskeligt at forholde sig til det at miste. Men som vi ved, så ”skal vi alle dø”, der er ingen som slipper udenom. Dette absurde emne tager forfatteren Damian Arguimbau op i sin debatartikel ”Farlig Fiktion”, trykt i Weekendavisen den 27. Februar 2009. En konstant debat omkring at præsentere døden for børn og unge og man spørger sig selv, ”er det vigtigt for børn og unge, at lærer dem om død allerede i en tidlig alder?”

Ifølge Damian Arguimbau så afspejler opmærksomheden omkring ”Mille-sagen”, den danske DR Tv-serie, som bliver sendt i primetime lørdag aften kl. 19:30 omkring Milles bedste veninde, som bliver dræbt i et trafikuheld, en kuriøs konflikt i samfundet. Som Damian Arguimbau skriver, så siger folk ofte at samfundet er blevet mere råt, men samtidig så bliver folk også mere og mere blødsødne. Egentlig kan der jo drages en parallel mellem disse. Hverdagens rå historier om skyderier og knivstikkerier har måske medført, at samfundet er blevet blødsødne. Vi bliver medfølende i forhold til det vi ser i medierne og film. Men hvornår er det for meget for børn? Hvornår er det okay at introducerer børnene for den virkelige verden? Er det ikke en vigtig belæring i børns opdragelse, at kende til døden ligeså vel som fødsel. Døden er afslutningen på alle biologiske organismers liv, at der så er mange veje til at resultere i død er en lærdom, som vi alle kommer til at kende til i løbet af livet, spørgsmålet er bare hvornår vi er klar til det.

Vi kender jo også alle sammen H. C. Andersen og er alle vokset op med hans eventyr. Jeg selv fik læst højt hver aften af hans fantastiske historier. Eventyr som alle ender med en lykkelig slutning, men hvordan kan der så også være død med i dem? Ja, det er et godt spørgsmål. Men taget man f. eks. ”den lille pige med svovlstikkerne”, så virker det umiddelbart som en helt urimeligt ulykkelig historie. ”Der gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde”. En stakkels lille pige uden hjem, som gik og kiggede ind af alle vinduerne, som skinnede lysende, i gaden som duftede dejligt af gåsesteg. Det var jo nytårsaften. Pigen fryser ihjel den nat, men ser som det sidste sin skønne højtelskede mormor, smukkere end aldrig før og mormoderen løfter pigen op i sine arme og de flyver væk i glans og glæde. Slipper for kulde, hunger og angst. De flyver lykkeligt op til gud. Døden behøver altså ikke at være noget dårligt for personen som dør og det er ikke noget man skal gå at være bange for. Så spilder man sit liv væk til angst og frygt. Derfor er historier som f. eks. H. C. Andersens eventyrer en god måde, at forklare sine børn, hvad døden går ud på. Historierne indeholde tit både humor, et levende sprog og så kan de læses med en varm fortællerstemme, som behager og skaber tryghed hos børnene. Det er det gode ved, at døden forklares gennem kunsten. Kunsten som kan skåne og fremstille døden mindre grå og trist. Kunsten kan formå, at fremstille døden i børnehøjde.

En anden ting er; om medierne skal tage hensyn til børn? Det er så kompliceret med døden i medierne, fordi børn i dag ser tv hele tiden. Medierne viser billeder af krig og trafikulykker, men børnene kender måske kun til det, at folk dør når de bliver gamle og syge. Det er en individuel ting hvornår, at man er moden nok til at se billeder at døden. Jeg er personligt helt enig med Damian Arguimbau i, at børn har brug for værktøjer for at forstå verdenen og at de ikke skal afskærmes til de bliver 18 år gamle, men samtidig så må de heller ikke skræmmes. Modenhed og forståelse skal gå hånd i hånd.

Det er vigtigt at vi ikke benægter døden eksisterer. Det er en pligt, at forældre forbereder og opfostre deres børn så godt som muligt og gør dem parate til den virkelige verden. De skal kunne stå på egne ben! Børn er ofte nysgerrige og vil selv ligge op til samtaler om døden på grund af billeder fra tv’et, bøger eller noget de får læst op eller hører i børnehaven. Oplagte muligheder, som forældrene skal tage imod. Ingen har lyst til, at deres barn skal leve i forvirring og smerte, jeg tror faktisk at det er en forældres største frygt, at ens barn lever i smerte. Derfor må og skal de gribe mulighederne for, at give børn et indblik i døden når modenheden er der til det.