Et billede lyver ikke, men gør fotografen?
Vi lever i et samfund, hvor mediernes magt er større end nogensinde før, og hvor en nyhed først bliver virkelig, når denne vises i fjernsynet eller bliver trykt i avisen eller i et ugeblad. Dette kræver en vis tillid til nyhedsmediet, der er forpligtet til at kunne dokumentere de forskellige nyheder, men hvordan opnås denne tillid? Billeder. Masser af billeder. Både fastbilleder og levende billeder. Det er nemlig herigennem, at individer kan opnå sympati og måske endda identificere sig med nyheden, og netop de to ord, sympati og identifikation, er vigtige, når det gælder tillid og troværdighed. Når individer selv kan sætte sig ind i en given situation, gør dette situationen mere realistisk og dermed også mere troværdig, og det er derfor enormt vigtigt, at medierne har dokumentation i form af billeder eller videoer. Vi mennesker har nemlig brug for at se og føle noget, før vi kan tro på det.

Vi lever i dag i en verden, hvor der sker så mange ting omkring os, at vi bliver nødt til at se beviser på, at det er virkeligt, før vi tror på det. Det kan både være godt og skidt! Det gode er, at vi er blevet langt mere kritiske overfor det vi ser, vi er ikke ligeså naive som vi engang var. Det er specielt gået ud over medierne. Det er deres ansvar, at overbevise os om, at deres nyhed er vigtig for os. Fordi vi er blevet mere kritiske, stiller vi også højere krav til nyheden og dens relevans. Det er altså blevet svære for medierne at imponere os, så derfor bliver der også manipuleret med nyhederne. ”Tv-avisen måtte dementere deres grusomme billeder fra Syriens opstand” (side 2, linje 1). Når afsenderen er Tv-avisen, tror seeren på det der bliver vist. Tv-avisen er til for at formidle nyheder på en objektiv måde. Lige så snart der er afsender af nyhederne, er de ikke objektive mere. De skal vælge hvilke nyheder der skal sendes, hvilken rækkefølge de skal komme i og hvordan de sender dem. Det er ikke kun relevant, hvem afsenderen er, rækkefølgen af nyhederne er næsten ligeså vigtig. For at fange seeren, skal man have en interessant nyhed, den skal være stor og helst forfærdelig. Vi mennesker er bygget til at finde det forfærdelige interessant, så derfor er det vigtigt at det er noget forfærdeligt, der starter nyhedsudsendelsen. Når man har fanget seeren, kan man fortælle de mindre interessante nyheder og til slut, ser man ofte en god nyhed. Det er den nemmeste måde at manipulere seeren på. Hvis man viser en god nyhed til sidst, bliver vi narret til at tro, at verden slet ikke er sådan et slemt sted. Når vi slutter af med en god følelse, har vi tendens til at tro, at hele oplevelsen har været god og derfor vender vi tilbage.

”Et billede siger mere end 1000 ord”. Der er mange meninger om hvor ordsproget stammer fra, men det er heller ikke det vigtige her. Det vigtige er, passer det? I mange år, siden kameraet blev opfundet, har det været en sandhed, at billedet sagde mest om begivenheden. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. I dag har vi fået ”rullende” billeder der bliver vist i Tv. Udover billedet der kører i baggrunden, er der næsten altid en stemme, der fortæller hvad der forgår, eller i det mindste, hvad vi skal tro der forgår. Det er pludselig ikke billedet der er i fokus mere. Det bliver opstillet på en måde, så vi bliver manipuleret til at tro, at vi selv bestemmer hvad vi tænker, men sådan er det ikke. Vi ser en reklame/nyheder eller andet og får en holdning om emnet. Hvis det er en god reklame, tager vi den holdning, de prøver at sælge os. Det er ikke altid billedet der bliver solgt til os, det er ofte afsenderen. Det er ofte etos der bliver spillet på. Hvis afsenderen er en vigtig person, har reklamen også større effekt. Det er altså ikke billedet vi bliver manipuleret af, det er den måde fotografen vælger at stille det op på. Det er udelukkende fotografen/ instruktøren der bestemmer om det skal være en kendt person, eller en helt almindelig person. Begge dele har en stærk effekt på seeren, men det er på forskellige måder. Hvis fotografen/instruktøren vælger at bruge en kendt person, er der større sandsynlighed for at seeren finder ud af, at de bliver manipuleret med, frem for hvis det er en almindelig person.

De følelser og holdninger, som billeder kan vække hos individer, benyttes dog ikke altid til legitime formål, og billeder kan derfor også virke manipulerende. Det kan være et billede, der er taget på et uheldigt tidspunkt eller fra en uheldig vinkel, og hvis fotografen fanger dette, er det en fortolkning af hans sandhed, som han kan vælge at offentliggøre. Idet sådanne billeder er yderst eftertragtede, vil fotografen oftest vælge offentliggørelsen, fordi dette vil give ham en vis kapital og promovering. Det er især nyhedsmedier som Ekstra Bladet, der søger at offentliggøre sådanne billeder, fordi de prioriterer billeder højere end tekst, hvilket tydeligt ses i bladet, der indeholder utallige billeder suppleret af et par store, fængende overskrifter. Ekstra Bladet har altid billeder til at understøtte deres overskrifter, men hvordan kan det så være, at bladet alligevel beskyldes for at være utroværdig? Svaret er enkelt; billeder lyver ikke, men det gør fotografen. Et billede er nemlig et udsnit af virkeligheden, men det er fotografen, der bestemmer konteksten og dermed også den virkelighed, som billedet er et udsnit af. Et eksempel på dette er billedet af den danske statsminister Helle Thorning Schmidt sammen med den amerikanske præsident Barack Obama og hans kone. Billederne viser, at statsministeren og præsidenten sidder ved siden af hinanden og morer sig, mens præsidentfruen sidder på den anden side af sin mand med en sur mine. Det næste billede viser, at præsidenten og hans kone har byttet plads, og måden, hvorpå billedet er blevet fremstillet, viser, at hun tilsyneladende har været misundelig på statsministeren. Her fremstilles statsministeren som værende uprofessionel, ubetænksom og illoyal, og dette understøttes af teksten og ikke mindst af de tilhørende billeder. I virkeligheden har fotografen nok taget et billede på et tidspunkt, hvor præsidentfruen har siddet i sin egen verden og tænkt på noget andet, og det andet billede er sandsynligvis taget på et senere tidspunkt, hvor de har forladt deres pladser og sat sig tilfældigt, da de kom tilbage. Grundet billeders magt er denne situation blevet anerkendt på diverse internationale forummer, og billederne er derved blevet accepteret i den ønskede kontekst i modsætning til de førnævnte billeder fra Syrien.