Teori
Alfastrålingen har helium-4-kerner, hvor et stykke papir kan stoppe strålingen. Betastrålingen, som består af elektroner, kan stoppes af en tynd aluminiumsplade. Gammastrålingen, som består af fotoner med masser af energi, forlanger f.eks. bly, som er et tungere og tykkere materiale, for at kunne blive bremset.
Alfastråling møder molekyler på sin vej, og når strålingen sammenstøder med molekylerne, udsender den en lille del af dens energi. Betastråling vejer meget mindre end alfapartikel, derfor udsender betastråling mere af dens energi ved sammenstød med molekylerne, som den møder på sin vej. Absorption af gammastråling kan ske på tre forskellige måder, nemlig; ved pardannelse, Compton-spredning og fotoionisering, men det afhænger af energien. Ved en pardannelse, dannes et gammakvant til en positron og elektron. Ved en Compton-spredning udsender gammastrålingen fotoner samt noget af energien når den sammenstøder med frie elektroner. Ved fotoionisering indoptager gammastråling fotoner af atomer, der ioniseres.
For at et materiale skal halvere intensiteten af en stråling, skal man finde ud af hvor tykt et lag af materialet der skal til for det. Dette er målet med en halveringstykkelsen. Når det er gammastrålingen der er tale om, så er den afhængig af strålingens præcise værdi af energien. Vi brugte bly i forsøget, og halveringstykkelsen i bly er mindre end halveringstykkelsen i vand. Man deler absorptionskoefficienten, hvilket er ln(2) med halveringstiden, hvilket er x½. Intensitet energi per areal per tid er: I=E/tA. Man kan så beregne energi ved brug af denne formel: E=I At. Forholdet mellem den lineære absorptionskoefficient og halveringstykkelsen x½ er: µ=ln2x½