Glæden ved at løbe

Det at løbe bliver af nogle mennesker sammenlignet med kedsomheden selv. Jeg var en af de mennesker bare for få år siden. Folkeskolens obligatoriske idrætsdag i kolde oktober måned, sidder stadigvæk dybt i min erindring. I essayet ”Glæden ved vin” fra 1991 beskriver Klaus Rifbjerg, hvordan man fra barn af har et bestemt had til vin. Dette had kan jeg genkende. Rent ud sagt hadede jeg at løbe. Følelsen af det svigende sidestik der langsomt nærmede sig og blokerede for al optimisme. Den klistrende sved der gled ned af mine ildrøde kilder og fik mig til at lugte grimt. Dengang var det at løbe en kamp der skulle overstås - ikke vindes.
En ny start, som et medlem af det lokale fodboldhold, satte mit had til løb lidt i blød. Det at løbe blev langsomt en naturlig handling for mig og det svigende sidestik blev på magisk vis pludselig ukendt i min krop. Nogle mennesker ville nok betragte synet af 22 mennesker der løber rundt efter den samme bold, som værende spild af tid og kræfter. Jeg erfarede langsomt at disse kræfter faktisk er godt givet ud ved forskellige områder. At løbe for sine medspillere, at løbe for anerkendelse og ikke mindst at løbe for sejr distraherede min følelse af had til at løbe og fremkaldte, i form af ovenstående faktorer, i stedet en glæde i min krop.
I løbet af 10. klasse blev denne glæde sat på en prøve. På baggrund af flere fodledsskader meddelte min læge at fodbold ikke skulle blive min fremtidige sportsgren, men at almindelige løbeture stadig var en mulighed for mig. Dette mindede mig i første omgang om de svigende sidestik og den klistrende sved, hvilke faktorer jeg nu ikke kunne distraheres fra. Det slog mig dog pludselig hvad vi mennesker naturligt er skabt til - at bevæge os. Som den amerikanske løber Bill Rodgers engang udtalte: "Anybody can be a runner. We were meant to move. We were meant to run. It's the easiest sport." Hvis jeg som menneske har denne medfødte evne, hvem eller hvad i denne verden skulle så kunne standse mig i at vinde glæden ved en løbetur, uden nogen form for distrahering? Dette kan sammenlignes med én af Rifbjergs udtalelser i sit essay. Han forbinder det at stække proptrækkeren i vinflasken med en kontakt til en ny dimension - en sensuel følelse. Rifbjerg beskriver: ” Da jeg stak proptrækkeren i, følte jeg mig pludselig i kontakt med en dimension, jeg aldrig rigtig havde færdedes i før. ” (S. 2) Denne kontakt oplevede jeg i forbindelse med at jeg for første gang i mit liv nærmede mig en god løbeform. Oplevelsen af et overskud og dermed en følelse af at være stand til at kunne løbe til verdens ende og tilbage igen. Dette overskud fyldte hele min krop. Var jeg i en ny krop? Det var en mærkelig men også en god følelse. Følelsen af at være i en ny og anderledes krop uden at være helt bevidst om hvordan jeg i al verden var endt her? Sådanne spørgsmål er en del af menneskets udvikling fra barn til voksen. At kunne forstå hvordan handlinger kan udvikle menneskets krop, både fysisk og psykisk, hvis blot at viljen er på det rigtige sted. Viljen fandt langsomt sin plads i min krop. Jeg begyndte at løbe en masse ture. Det kan altid være både svært og hårdt at starte på noget man i sin foreliggende forstand i højeste grad har haft et had til. Det satte tanker i gang i mit hoved. Hvorfor er det at vi mennesker mener at løb er en mere effektiv form for motion end bare at gå en tur? Det er vel det samme, bare i et andet tempo? Løb blev en del af min hverdag. Jeg kunne ikke få nok af følelsen det gav i min krop. Følelsen af at være fri - fri fra alt andet end mig selv. Den friske forårsluft der fyldte mine lunger og udløste alle mine sanser. Jeg følte mig stærkere, både fysisk men også mentalt. Jeg husker tydeligt en sommeraften. Mine ben føltes lette og kilometerne blev én efter én tilbagelagt- jeg havde overskud. Overskuddet ledte mig ind på Robert Zemeckis hit, af en film, fra 1994 om den viljestærke dreng Forrest Gump. En inspiration der gav mig svaret på min underen - løb frembringer en viljestyrke i mennesket, hvilken man ikke ville kunne opnå på en gåtur. En viljestyrke som kan give dig et helt nyt syn på din egen livskapsel - din krop.
Det var tydeligt for mig at glæden ved at løbe var ved at nærme sig mit sind. Det var som om at naturen og min sjæl nærmest åbnede sig for mig. Følelsen af mit åndedræt, der fyldte mine lunger med den friske luft. Alle duftene der spredtes i min krop. Jeg kunne mærke hver én sans. Det var første gang at min viljestyrke for alvor viste sig for mig. Selvom jeg havde lysten til at stoppe, løb jeg videre. Jeg kunne ikke stoppes igen. Jeg blev aldrig træt. Jo stærkere jeg blev, jo lettere følte jeg mig. Løbestien var min scene. Mange mennesker har behovet om at kunne løbe fra de andre på stien. De er konkurrenter, uden de overhovedet har et kendskab til dem. Jeg ser dem ikke som konkurrenter, men som medspillere. Som Rifbjerg beskriver i sit essay: ” Glæden ved vin er nemlig noget meget konkret og altid forbundet med andre oplevelser end bare det at drikke. ” (S. 2) Glæden ved at løbe handler ikke kun om at sætte det ene ben foran det andet. Det handler sommetider endnu mere om det der driver denne naturlige bevægelse frem i vores kroppe. Et ubevidst sammenhold.
Det at løbe bliver af nogle mennesker sammenlignet med kedsomheden selv. Jeg var en af de mennesker bare for få år siden. Kedsomheden er forvandlet til en passion. En passion jeg aldrig troede ville vedkomme mig, men jeg tog fejl. Det er glæden ved denne træningsform der er en af grundene til at jeg er den person jeg er i dag. En kamp der viste sig ikke skulle overstås - en kamp jeg vandt. Sveden er ikke længere noget ækelt men et symbol på at jeg er i stand til at lede mig selv i mål.