Uddrag af:
H.G

”Den Højes tale” (”Hávamál”), dvs. Odins tale, er det længste af eddaens digte. Det består af 164 strofer, som imidlertid er så forskelligartede med hensyn til såvel versemål som indhold, at der uden tvivl snarere er tale om en samling af mindste seks forskellige digte.
Nedenstående uddrag stammer fra det første og største deldigt, som omfatter i alt 77 strofer. Det menes at være norsk og gå tilbage til førkristen tid. De fleste af de ordsprogsagtige strofer har sandsynligvis allerede været kendt i det 9. århundrede.
Digtet giver råd om moral, levevis og omgang mellem mennesker og munder ud i en tale om livets højeste værdier. Tilværelsen anskues køligt og nøgternt – ofte ud fra en nyttemoral: hvad der gavner, er godt; hvad der skader, er ondt.
Miljøet er (stor)bondens. Den, der modtager rådene, bærer våben, rider til tingmøde, færdes til søs langs kysten og besøger sine venner.

15
Fåmælt og sindig bør fyrstens barn og kampdjærv kendes; munter, glad bør hvert menneske gå til den dag, han dør. 16
Ukæk mand tror, at han ej dødes, skyr han blot fejgt fjender; men alderdom sparer ingen mand, om han end sparer spyd.

36
Bo er bedre, om lidet end, fri gør selv fattigt hus; om to geder kun og tovraftet gård, det er dog bedre end bøn. 37
Bo er bedre, om lidet end, fri gør selv fattigt hus; blodigt er hjertet, skal med bøn man vinde sig hvert måltid mad.

38
Fra sit våben skal ingen på vej og mark fjerne sig et fjed; for kun uvist kan man vide den tid, man uden døre savne skal sit sværd. 41
Våben og klæder skal man venner skænke, for på en selv det ses; vid, alle, der skænk lønner, er længst venner, hvis da blot godt det går. 43
Med sin ven skal man ven være, ham og hans ven; men uvens ven bør ingen mand være ven med. 48
Gavmilde, kække gladest lever, sjældent sorg minder; men ukæk mand ængster hver smule, han skyr gaver gerrigt. 58
Op skal årle han, der vil andres liv røve og rigdomme; sjældent liggende ulv lår vil få eller sovende mand sejr. 59
Op skal årle han, der er uden folk, og gå for at se til alt sit; morgensøvn sinker helt mange ting, rask er halve rigdom. 69
Ingen er helt ussel, er end helsen ilde, glæde i gods vandt en, en i sønner, en i slægtsstorhed, en i velgjort værk. 70
Bedre i live end at være livløs, altid får karsk en ko; jeg så, at ild flammed fra arnen hos rigmand, selv lå han død for dør. 71
Halt rider heste, håndløs hyrde er, døv øver drab; blind er bedre end bålsat, lidet gavner lig. 72
Søn er bedre, om end sent han fødes efter faders frafald; sjældent bautastene står brat ved vej, rejste ej slægt for slægt. 75
Ikke ved han, der intet ved, at mangen bliver gal af guld; en er rig, ringe en anden, man bør ej håne ham. 76
Dør fæ, dør frænder, dør selv på samme vis; men ord og ry skal aldrig dø, hvis man et værdigt vandt. 77
Dør fæ, dør frænder, dør selv på samme vis; jeg ved ét, der aldrig dør: dom om død mands liv