Historie og historisk metode

Historie som humanistisk fag
Historiefagets grundlæggende metode er som bekendt analyse og fortolkning af kilder. Kildematerialet kan være skrevne kilder (offentlige og private), billeder, film, litteratur, radio/tv-udsendelser, internet-hjemmesider m.m.
Analyse og fortolkning er styret af de overordnede spørgsmål / problemstillinger, som vi ønsker kildematerialet skal belyse.

Den historiske metode kan inddeles i fire faser:

- Analyse af kildematerialet: Hvad er det? Hvem har lavet materialet? Hvornår er det lavet? Hvad er formålet med kilden? Hvilke informationer giver kilden? Hvor troværdig er disse informationer?
- Sammenstilling af kilderne for at afdække hvor de bekræfter / modsiger hinanden.
- På baggrund heraf fortolkning / vurdering af materialet i forhold til de overordnede spørgsmål, der ønskes belyst.
- Materialet sættes ind i en større tidsmæssig sammenhæng. Hvad gik forud? Hvad kom efter? Hvilke forklaringer på brud / kontinuitet i udviklingen? Hvilke forhold har været afgørende for brud / kontinuitet?

Historisk metode er således i sit udgangspunkt en fortolkningsvidenskabelig metode (hermeneutisk).

Historie og samfundsvidenskabelig metode
Historie bruger imidlertid også samfundsvidenskabelig metode, selvom det ofte siges, at samfundsvidenskaberne fokuserer på opstilling af generelle modeller for menneskeskabte strukturer og processer og på interaktion, hvorimod historie fokuserer på det unikke.
I arbejdet med at forklare det unikke for brud / kontinuitet i den historiske udvikling kan historie også bruge samfundsvidenskabelige metoder og modeller. F.eks. kan modeller for styreformer, demokratiopfattelser, økonomisk politik være særdeles anvendelige. Herudover bruger historie i høj grad samfundsvidenskabelige metoder i behandlingen af empirisk materiale.
I historie fungerer modellerne som ramme for analyserne af specifikke forhold.
Når man eksempelvis arbejder med Holocaust og skal forsøge at forklare, hvorfor det kunne ske, så kan man tage udgangspunkt i en samfundsvidenskabelig model/teori om det moderne industrisamfunds effektivitet og bureaukrati. Denne model forklarer imidlertid ikke, hvorfor det var i Tyskland og ikke i andre industrialiserede lande som Frankrig, England eller Danmark at Holocaust blev gennemført. Her må den historiske metode på banen.
Selvom historiefaget således i sit udgangspunkt er hermeneutisk, så vil historie i de fleste sammenhænge også bruge forskellige samfundsvidenskabelige tilgange.

Historie og samfundsvidenskabelige emner i AT
Når vi i AT skal indgå med historie som samfundsvidenskabeligt fag, så er det ikke godt nok, at lade historie indgå som en begivenhedshistorisk ramme eller med en traditionel historisk analyse af en konkret begivenhed (f.eks. Cubakrisen eller Vietnamkrigen), idet vi har en forpligtelse til at undervise eleverne i de forskellige fakulteters forskelligheder og dermed vise forskellen på at anvende samfundsvidenskabelig og humanistisk metode.

(Kilde: http://www.emu.dk/gym/fag/hi/inspiration/schouoern.html)

Læs evt. mere om historie i historiefagets vejledning: http://www.uvm.dk/~/media/Files/Udd/Gym/PDF08/Vejledninger/stx/080401_historie_A_stx_vejledning.ashx Redskaber til historisk metode – som humanstisk fag.

Historisk metode og materialekritik
Historikeren arbejder med historisk tid dvs. perioder, hvor der findes skriftligt materiale, der kan fortælle os om den tidsperiode og problemfelt som vi ønsker at vide noget mere om. Historikerne undersøger den fortidige virkelighed og fremlægger undersøgelsesresultaterne i bøger, artikler etc.

Det er i historie ikke muligt direkte at iagttage sit emne eller mulighed for at lave egentlige forsøg, idet dette jo ville kræve ”en gentagelse af fortiden”. Den fortidige udvikling kan kun studeres gennem de spor og efterladenskaber (kilder) fra fortiden, som findes i nutiden:

Den fortidige virkelighed > kilder > historikere > bøger, tidsskrifter

Den fortidige virkelighed har sat sig spor i form af kilder, og det er dette kildemateriale, historikeren må bearbejde for at få kendskab til den fortidige virkelighed. Historikeren arbejder således både med skriftligt og ikke-skriftligt kildemateriale.

Kilder
Kilder er et meget centralt begreb i faget historie. Kilderne er alle de skriftlige og ikke-skriftlige efterladenskaber, der findes fra en given periode i historien. Der findes fx en kolossal mængde af efterladenskaber fra Nazitiden – bl.a. rester af de nazistiske udryddelseslejre og en lang række originale tekster skrevet af topnazister. Disse kilder er et vidnesbyrd om, at Det tredje Rige en gang har eksisteret og ikke bare er et fantasirige.

Kilderne giver os altså fast grund under fødderne hvad angår fx Nazismen, men vil man alene arbejde med kilder, så kommer man hurtigt til kort. Kilderne kan ofte være svære at forstå fordi de bygger på en viden og indforståethed som man havde dengang kilden blev til. Det gælder både skriftlige og ikke-skriftlige kilder. For at forstå kilderne får man ofte brug for ekspertbistand. Denne bistand får vi ved at læse historikeres tolkninger af de fortidige kilder. Ligesom naturvidenskabsmanden undersøgelsesresultater således vil historikeren i meget høj grad bygge på andre historikeres resultater. Vi bruger begrebet fremstillinger om de bøger, som historikere har skrevet som et resultat af deres undersøgelser:

Den fortidige virkelighed > kilder > fremstillinger > nye fremstillinger

Kildekritik
Selvom historikere anvender fremstillinger i deres undersøgelser, så er kildematerialet altså til syvende og sidst det eneste forbindelsesled mellem undersøgeren og den fortidige virkelighed. Kilderne er således fundamentet for den historiske undersøgelse. Ligesom når man bygger et hus skal fundamentet være i orden – ellers falder det hele meget nemt sammen. Det gælder også i historie og vi skal derfor se nærmere på, hvordan man arbejder med kilderne. Arbejdet med kilder kaldes kildekritik og er et centralt led i faget historie.
Kildekritikken går i alt sin enkelthed ud på at finde ud af, hvad vi kan bruge kilden til i vores historiske undersøgelse. For at finde ud af det skal vi først og fremmest finde ud af, hvilke problemfelter kilden skal belyse. Kilderne taler ikke af sig selv, det er os, der skal stille den spørgsmål, og derfor er det naturligvis vigtigt, at vi ved, hvad vi gerne vil finde svar på i kilden. Fx arbejder du med Studenterurolighederne på Den himmelske Fredsplads i Beijing i 1989 og vil finde ud af, hvad der førte til militærets massakre på de studerende. Du har kilden ”Studenterdemonstration i Beijing” til din rådighed. Du kan nu stille kilden spørgsmålene ”hvad ønsker de studerende at opnå?”, ”hvorfor ønsker de at opnå netop disse mål?”, ”hvorfor kan myndighederne ikke acceptere de studerendes ønsker?” osv. Nogle af dine spørgsmål får du direkte svar på i kilden, andre må du finde svarene på i fremstillinger (…)

Forslag til kildegennemgang
Det er en god ide at skærpe sin kritiske sans ved at stille kildekritikkens basale spørgsmål. Når du læser historiske kildetekster, er det altid klogt at stille følgende spørgsmål til teksten, dog ikke nødvendigvis i den anførte rækkefølge (ligesom det heller ikke til alle kilder er nødvendigt at stille alle spørgsmål, red.):

1. Hvad er det for en kildetype (lovtekst, retsdokument, brev, tale, historieskrivning etc.)?
2. Hvem er kildens afsender?
3. Hvornår er kilden nedskrevet (er den samtidig med begivenhederne)?
4. Er det en første- eller andenhåndskilde?
5. Hvem har oprindeligt været modtager?
6. Hvad står der i kilden: opdel evt. i hovedpunkter og find det væsentlige.
7. Hvad er forfatterens formål med kilden?
8. Hvad er kildens synsvinkel eller tendens?
9. hvilke historiske begivenheder eller tilstande kan kilden belyse (hvad fortæller kilden om det emne der arbejdes med)?

Fremstillinger
Fremstillinger spiller en anden central rolle i historieforskningen, ved udarbejdelse af historiebøger og i enhver historieundervisning. Uden fremstillinger kommer man ingen vegne når man arbejder med kilderne. Kilderne taler ikke bare af sig selv. Men man skal i sit arbejde med de historiske fremstillinger være klar over, at det er en historikers tolkning af kilderne og andre fremstillinger. Man kan derfor i en historisk undersøgelse – som fx historieopgaven i 2.g eller 1. hf – ikke nøjes med at bruge én historisk fremstilling. Man må holde forskellige fremstillinger op mod hinanden og supplere undersøgelsen med læsning af kilder.
Da alle historiske fremstillinger er subjektive er det vigtigt at vide, hvem forfatteren er, hvad bogen hedder og hvornår bogen er udkommet.
I modsætning til brug af kilderne, hvor vi helst vil have kilder så tæt på den tidsperiode vi arbejder med, er vi mest interesserede i, at få så nye fremstillinger som muligt. Når vi anvender fremstillinger er det en fordel, hvis den er skrevet mange år efter det som den beskriver fordi kildegrundlaget således er mere mangfoldigt.

Historisk billedanalyse
I den historiske billedanalyse skal billederne ikke alene læses som udtryk for forskellige opfattelser i tiden, men også som vidnesbyrd om historiske tilstande og begivenheder.

Forslag til billedgennemgang
Når man arbejder med billeder er opgaven dels at analysere billedmagerens beretning eller budskab, dels at afdække den historiske virkelighed eller ideologi, der sætter sig igennem så at sige bag ryggen af billedmageren. Man kan da lade sig inspirere af følgende skema, hvor man først ser på helhedsindtrykket og derefter går nærmere ind på billedets enkeltdele.

1. Helhedsindtryk
Denne fase drejer sig om det umiddelbare indtryk man får ved at se på billedet.
- Hvad er det for en slags billede? Hvilken genre eller type tilhører det?
- Hvad forestiller billedet? Hvad er dets motiv? Hvilke situationer, handlinger og problemer drejer det sig om? Er det et autentisk eller iscenesat billede?
- Hvem er afsender, hvem har oprindeligt været modtagere og hvad har formålet været?

2. Analyse
I denne fase går man nærmere ind på billedets enkeltdele for så præcist som muligt at kunne fastlægge billedets beretning. Man skiller betydningselementerne fra hinanden for at kunne undersøge dem nærmere.
- Beskriv eventuelle personers kropssprog og hvordan er de placeret i forhold til hinanden. Hvad siger disse forhold om personernes følelser, holdninger og hensigter?
- Beskriv tingssproget og symboler. Overvej om der i de enkelte billedelementer ud over grundbetydningen også ligger en bibetydning. (En rose er f.eks. ikke altid kun en rose, den kan også være et symbol på kærligheden).
- Beskriv billedets former og farver Hvordan er dets komposition, beskæring og balance? (Nogle billeder er opbygget symmetrisk således at midterfeltet fremhæves på det øvriges bekostning. Derved formidles ro og orden, men det kan også virke lidt stift og kedeligt. Rykkes det centrale felt lidt til en af siderne bliver der straks mere spænding og bevægelse i billedet).
- Beskriv billedets rumvirkning (forgrund, mellemgrund, baggrund). Er der rumlige fortegnelser eller rumopløsning?
- Hvilket perspektiv og synsvinkel er benyttet? Er det set nedefra i frøperspektiv, lige for i normalperspektiv eller oppefra i fugleperspektiv? (Gengivelse i normalperspektiv virker almindeligvis neutralt mens enten fugle- eller frøperspektivet ofte har en symbolsk betydning).
- Hvorledes er bevægelsen i billedet? Hvilke linier dominerer? (Vandrette og lodrette linier giver relativt ro, mens skrå linier skaber uro og bevægelse).
- Hvorledes er lys- og farvevirkningerne? Er der anvendt farvesymbolik eller er farven og/eller lyset brugt til at fremhæve særlige dele af billedet?

3. Fortolkning
Her gælder der om at samle der resultater, der kom frem via analysen af billedets enkeltdele, således at det umiddelbare helhedsindtryk kan blive til en egentlig helhedsforståelse af billedets beretning eller budskab.
- Find de overordnede modsætninger eller paralleller i billedet
- Hvilken stemning eller holdning dominerer?
- Prøv på baggrund af billedets grundlæggende værdisystem at give et forslag til, hvad billedets beretning og/eller budskab er. Hvad har billedmageren villet sige med sit billede. (I nogle billedtyper som. f.eks. politiske karrarikaturtegninger er budskabet ret entydigt. Andre billeder er flertydige enten fordi vi ikke kender nok til datidens symbolbrug eller fordi billedmageren har søgt “objektivt” at registrerer virkeligheden. Men en dyberegående analyse vil ofte kunne afsløre, at selv billeder, der fremstår som objektive, er udtryk for en bestemt afsenderhensigt).

4. Historisk sammenhæng/ideologi
På dette plan anvendes billedet hovedsageligt som levning, som en del af den fortidige virkelighed. Man skal bestemme den menneske- og samfundsopfattelse der ligger bag det billedmæssige udtryk og placere billedet i forhold til andre kilder og dermed i forhold til den historiske virkelighed.
- Hvilke oplysninger, værdiforestillinger og holdninger kan udledes af billedet?
- Hvordan forholder billedet sig til sin samtid? Bekræfter det tendenser i tiden, eller er det tværtimod et opgør med den herskende opfattelse?

Bøger og Internettet
På Internettet kan hvem som helst lægge hvad som helst ud på nettet. Når du arbejder med Internettet skal du derfor først og fremmest gøre dig klart hvem der er afsender. Der er fx stor forskel på, om en Internetside er etableret af en tredjeklasse i Folkeskolen eller af Institut for Historie på Københavns Universitet. Alt andet lige er de mest pålidelige informationskilder offentlige myndigheder, organisationer og institutioner heriblandt universiteter og højere læreranstalter, men også større aviser og nyhedsbureauer vil ofte være ret pålidelige. Sider der er produceret af politiske partier, private foreninger og enkeltpersoner må man forholde sig mere kritisk overfor.

Spørgsmål til Internettet
Som udgangspunkt kan man som bruger af Internetsider til opgaveskrivning stille sig selv følgende spørgsmål:

- Hvem har lavet websiden. Er det en privatperson eller en institution?
- Hvad er formålet med siden. Er den, der har lavet siden, personligt involveret i det som siden fremlægger?
- Hvem er målgruppen for Internetsiden? Man kan ofte ud fra sproget, antal billeder og formidlingen i det hele taget finde ud af om Internetsiden er beregnet fx for skolebørn, for unge under uddannelse, for studerende eller for videnskabeligt interesserede.
- Hvordan kan siden bruges til at belyse din problemstilling? Udvælg de dele af siden du mener, at du kan bruge i dit arbejde.
- Synsvinkel eller tendens. Er der noget i indholdet, der viser, at Internetsiden har en bestemt politisk holdning eller belyser tingene ud fra en bestemt synsvinkel? Nå du har besvaret ovenstående spørgsmål er du parat til at bruge den Internetsiden du befinder dig på. Ikke før, for indholdets karakter og faglighed afhænger som alt øvrigt materiale du bruger i historieundervisningen af, hvem der har skrevet det. Henvisning til Internettet
Hvis man har anvendt materiale fra Internettet skal det også anføres i litteraturlisten normalt i et afsnit efter boglisten. Princippet er det samme som for litteraturlisten: Der skal være en “titel”, en overskrift på det afsnit af en Internetside man har brugt, og så skal du skrive hele adressen (URL), der står øverst på skærmen.

(Kilde: http://www.vufintern.dk/hi647/Metode/Redskaber-historisk-metode.pdf)
Historie som samfundsfag

(Samfunds)faget kan karakteriseres på følgende måder:
-Samfundsfag betoner det interpersonelle og institutionelle, dvs. det generelle, samfundsmæssige og nedtoner det individuelle, personlige.
-Samfundsfag betoner aktuelle kulturkonflikter og nedtoner det eksotiske og fremmedkulturelle. -Samfundsfag betoner det nutidige og nedtoner det historiske.
-Samfundsfag betoner praktikken og nedtoner det filosofiske. Samfundsfag kan godt beskæftige sig med filosofiske overvejelser, men aldrig for deres egen skyld.
-Samfundsfags interesser ligger i forholdet mellem tanken og udmøntningen af denne i praktisk virkelighed.
-Samfundsfag betoner det reale og nedtoner fiktionen.
-Samfundsfag betoner det moderne og det postmoderne og nedtoner det traditionelle.

Hvad er samfundsfaglig metode?
Vi taler om samfundsfaglig metode, når vi bruger begreber/modeller/teorier primært fra økonomi, sociologi og politologi, men også fra de øvrige samfundsfaglige videnskabsfag til beskrivelse og tolkning af aktuelle interpersonelle/institutionelle problemstillinger i den reale verden.

Et eksempel:
En simpel iagttagelse af omgivelserne som "der er mange hjemløse på gaden" kan kommenteres og vurderes forskelligt:

Det ser grimt ud - Dette er en æstetisk vurdering, der ikke støtter sig på samfundsfaglige begreber. Det er ikke samfundsfag!
Det skader turismen, og dermed handelsbalancen, fordi det ser grimt ud. - Et økonomisk ræsonnement. På den måde bliver det til samfundsfag!
Det er synd for dem! - Moralsk vurdering. Ikke samfundsfag!
Den urimeligt ulige fordeling kan skabe politisk og social uro. - Politisk ræsonnement. Samfundsfag!
Det er farligt, fordi det kan skabe kriminalitet. - Dette ræsonnement bygger på sociologiske forklaringer. Det er samfundsfag!
Det skader den økonomiske vækst, fordi disse mennesker ikke kan udnytte deres potentiale til at producere og forbruge. - Økonomisk ræsonnement. Samfundsfag!

Hvordan arbejder man samfundsfagligt?
Man arbejder samfundsfagligt, når man:
- udvælger relevant i forhold samfundsfaglige begreber, modeller og teorier
- argumenterer systematisk med anvendelse af samfundsfaglige begreber, modeller og teorier.
- konkluderer i forhold til samfundsfaglige begreber, modeller og teorier

Samfundsfaglige redskaber:
Nedenstående redskaber (og flere andre) anvendes i samfundsfag til den samfundsfaglige beskrivelse og tolkning af verden. Redskaberne er ikke specielt samfundsfaglige, men deres anvendelse i samfundsfag vil som regel være det, fordi de bruges til at beskrive og tolke sociologiske, politologiske og økonomiske synsvinkler:
- talbehandlingsmetoder
- tekstanalyse
- kildekritik
- dataindsamlingsmetoder
- informationssøgning
- problemformuleringsmetoder
- skriftlig fremstilling
- modeller, teorier og begreber fra de samfundsfaglige videnskabsfag

(Kilde: www.emu.dk)

Historie og AT: Om metode(afsnittet)

1.5.2 Materialer, teorier og metoder
Med materiale (eller empiri) forstås data og materiale, som indgår i eller er genstand for undersøgelsen.
Metode defineres som en systematisk måde at behandle materiale og data på. Begrebet teori bruges her til at betegne et system af læresætninger, antagelser, begreber eller modeller.

Eksempler på materialer, teorier og metoder:
Materialer, teorier og metoder afspejler den faglige og videnskabelige proces, der gør det muligt at undersøge og skaffe sig sikker viden om et problem eller fænomen. Det første skridt i processen er at skaffe sig pålidelige oplysninger om problemet/fænomenet. Det andet er at behandle oplysningerne korrekt for at opnå et resultat, og det tredje er at benytte sig af intellektuelle redskaber til at beskrive og forklare resultatet.
1. Materialer kan fx bestå af statistikker, kildetekster, arkæologiske fund, eksperimenter og iagttagelser. Materialet kan også være sproglige eller kunstneriske udtryksformer som billedkunst, teater, musik og skønlitteratur.
2. Kvantitative og kvalitative undersøgelser inden for samfundsfag er eksempler på metoder. Tekstanalyse og fortolkning på nykritisk eller psykoanalytisk grundlag er eksempler på metoder inden for litteraturfag som dansk og sprogfag. Eksperimenter og opstilling af matematiske modeller er metoder, der benyttes hyppigt i naturvidenskabelige fag. Kontrollerede kliniske undersøgelser med brug af statistiske test er metoder, der anvendes inden for medicinsk forskning. Kildekritik er en metode inden for historiefaget.
3. Proteinsyntesen, teorien for radioaktive stoffers henfald, lineær programmering, ligevægtsloven for homogene og heterogene ligevægte og klimamodeller er eksempler på naturvidenskabelige teorier. Inden for litteraturforskning er den nykritiske metodes opfattelse af, hvad et litterært værk er, en teori, og aktantmodellen er et eksempel på et element fra den strukturalistiske teori om en tekst. Monetarisme er en teori i den del af samfundsvidenskaberne, der beskæftiger sig med økonomi; i sociologien anvendes fx argumentations- og effektteorier. Ødipuskomplekset er en teori inden for psykologien. Materiale, metode og teori er en opdeling af den arbejdsproces, der skal til for at producere viden. I arbejdsprocessen griber de tre led ind i hinanden, og ofte kan leddene ikke helt adskilles fra hinanden. Man kan sige, at metoden er bindeleddet mellem teori og empiri.

I diskussionen af materialer, teorier og metoder, der er relevante i arbejdet med problemstillingerne, forventes det, at eleven redegør for og diskuterer de indgående fags metoder og/eller teorier, som de afspejles i det valgte materiale og i elevens egen måde at arbejde med materialet og emnet på. Det vigtigste er ikke, at eleven kan sætte en etiket på metoder, som fx hermeneutik, men at han/hun kan reflektere over metoder og teori i materialet og i egen fremgangsmåde. I mange tilfælde vil en stillingtagen til en videnskabelig teori være for vanskelig på gymnasieniveau, og det vil alene være teoriens metodiske konsekvenser, der fokuseres på. Refleksioner over metode og teori behøver ikke nødvendigvis at optræde i et selvstændigt afsnit, men kan integreres i uddybelsen af problemstillingerne.

(Kilde:http://www.uvm.dk/~/media/Files/Udd/Gym/PDF08/Vejledninger/stx/080701_almenstudieforberedelse_stx_vejledning.ashx)

Forslag til indhold i metodeafsnit

Der er ingen opskrift på hvordan et metodeafsnit kan opbygges. Nedenstående er alene et udtryk for mulige overvejelser som det kunne være relevant at inddrage. Punkterne er ikke nødvendigvis relevante i alle tilfælde, ligesom de ikke nødvendigvis er udtømmende.

- Hvad kendetegner faget?
- Hvordan er det jeg gør kendetegnende for faget?
- Hvorfor er netop dette fag relevant for min problemformulering?
- Har jeg anvendt fagets metode?
- Hvad går den anvendte metode ud på (hvilke spørgsmål har jeg stillet til kilden, hvilken model har jeg brugt) (Med andre ord: Hvordan har jeg anvendt fagets metode?)
- Hvordan har fagets metode medvirket til at besvare min opgave - var der evt. noget der havde været smartere at gøre - fandt jeg ud af, at kilden måske ikke var velegnet/modellen ikke var god?
-----------------------
6