Idyl og virkelighed

Den ene digter er Erik Knudsen, som har skrevet ”sagn”, og digteren som har skrevet ”Genrebillede” er J. P. Jacobsen. Digtet stammer fra hans værk ”Samlede skrifter” fra 1888, men er dog citeret fra udgaven fra 1928.

”Genrebillede”
”Genrebillede” handler om en person i digtet, som prøver at skrive et kærlighedsdigt til sin elskede, men ikke kan finde de rette ord og derfor bliver vred og frustreret.
Det er svært at bedømme om det er en mand eller kvinde, da man ikke hører noget, der ville kunne karakterisere, så man ville kunne bedømme. Der er ingen ydre personkarakteristik, men det er højst sandsynligt en mand, da man meget sjældent har læst kærlighedsdigte af kvinder, især i slutningen af 1800-tallet, hvor dette digt er fra, da kvinder slet ikke kunne publicere nogen form for litteratur, så ud fra dette konkluderer jeg at personen i teksten er en mand.
Der er én strofe i digtet med 12 vers.
Det er svært at sige,hvilken tid digtet foregår i, da det kan være for flere hundrede år tilbage, da der bliver skrevet at vedkommende sidder højt i tårnet (l. 1), men det kan også tolkes som at vedkommende er højtstillet i samfundet og derfor sidder højt og hævet over andre. I teksten indgår der kun én enkelt person.
Der er er rim i teksten, men de ligger dog rimelig spredt, så rimet kommer til at have denne komposition; A-B-A-C-D-D-E-F-G-H-I-H, det er hverken er hvert vers eller hver anden der rimer.
Sproget er gammelt, hvilket man kan se på stavningen (ex. ”stjærner” l. 7). Ordstillingen er også anderledes end hvis man så på et nutidigt digt, men samtidig kan ordstillingen godt være anderledes i nutidige digte, for måske at få det til at rime eller give det en anden effekt. Der er flere symboler i teksten, f.eks. at vedkommende blæser sin elskov ud over alle bjerge (l. 12) og sidder og famler med stjerner (l. 7). Det er en alvidende fortæller, da fortælleren ikke er ”inde” i teksten, altså det er ikke en person som fortæller sin egen historie eller som fortæller en andens historie. Der er en indvendig synsvinkel, da man i digtet hører om vedkommendes frustration og fortvivelse (l. 9)
Der er ikke nogen egentlig fortælletid, da det ikke er en roman, novelle etc. men handlingen virker rimelig lang, da digteren får det til at lyde som om, at personen i teksten sidder i en evighed og grubler for at skrive et digt til sin elskede.
Handlingen afsluttes ved, at personen i teksten opgiver at skrive digtet, da han mangler de rigtige ord (l. 11-12).

”Sagn”
”Sagn” handler om nogle mennesker, måske i en lille landsby, da der bliver snakket om jægere (strofe 1, l. 7), en klar kilde (strofe 1, l. 9) og knækkende grene (strofe 2, l. 3), som har en helt normal dag, indtil noget kommer og forstyrrer freden som de må flygte fra. Igen i dette digt er der sparet på den ydre personkarakteristik, men der er dog en smule, såsom ”gamle kvinder” (strofe 1, l. 5). Der er 5 strofer i digtet. Strofe 1 har 13 vers, strofe 2 har 6 vers, strofe 3 har 3 vers, strofe 4 har 7 vers og strofe 5 har 8 vers. Det er svært at sige, hvilken tid handlingen foregår i, da der ikke er nogle klare indikationer som viser det, men når man læser digtet, får man følelsen af, at man er tilbage i tiden, da der står, at de samler kviste og grene til arnen (strofe 1, l. 6), og at det de flygter fra kommer til hest, hvilket ikke er specielt normalt i nyere tid. Teksten kunne både være i middelalderen, men også i 1700-1800-tallet, da folk ude på landet dengang også levede under tarvelige kår og var fattige. Personerne i teksten er ikke specielt højt på den økonomiske rangstige, da de virker fattige, men samtidig kunne de også være del af et lidt mere velstående samfund (ex. ”gyldne spir” strofe 1, l.3). Der er ikke nogen rim i digtet, ud over i strofe 2, hvor kompositionen er; A-B-C-D-E-E og i strofe 3, hvor kompositionen er; A-B-C-D-E-F-F.
Sproget virker rimelig nutidigt, men der bliver dog brugt nogle ord, som gør at det får et gammeldags præg (ex. ”smågutter flinke” strofe 3, l. 1).
Der bliver brugt symboler i teksten, som f.eks. ”hunger, sværd, svovl og pest” (strofe 2, l. 6 og strofe 4, l. 7), som muligvis kan symbolisere sult, krig og sygdom.
Det er en 3. personsfortæller, da fortælleren ikke er ”ude” af digtet, men samtidig heller ikke er en egentlig del af det, som en jeg-fortæller ville have været.
Der er en udvendig synsvinkel, da man hører at de flygter, i stedet for at høre om deres indre frygt og hvad de tænker mens de flygter.
Der er ingen fortælletid, men handlingen lader til at foregå over en meget kort periode, da det hele sker meget hurtigt og går fra det ene til det andet, f.eks. handler første strofe ikke om noget dramatisk, mens det allerede i strofe 2 begynder at blive kaotisk.
Handlingen afsluttet ved, at ”de” indhenter dem som flygter.

”Genrebilledet” fremstiller noget meget idyllisk, på trods af personens frustration, mens ”Sagn” fremstiller noget kaotisk med død og ødelæggelse.
Det idylliske bliver også skildret på en anden måde, det bliver fortalt mere detaljeret og har lange, rolige sætninger, mens det kaotiske har en lidt længere indledning, hvor man får præsenteret stedet og miljøet, men lige så snart der sker noget dramatisk, bliver sætningerne hurtigere, hvilket gør at man også automatisk læser hurtigere, pga. det drama, der bliver opbygget, og man venter på en form for klimaks. Det gør man ikke i det idylliske, da selve stemningen er meget rolig og ikke spændingsopbyggende.
Samtidig synes jeg også, at det et eller andet sted, viser forholdet mellem rig og fattig, da, ifølge mine antagelser, landsbyboerne er fattige og manden i ”Genrebilledet” er højere stillet, og det viser at jo højere stillet man er, jo mindre er bekymringerne. Sådan fungerer den virkelige verden dog ikke, men i digtene er det sådan.
Det virker også som om, at ting som idyl kun påvirker nogle få, mens noget kaotisk påvirker flere og de personer omkring det. F.eks. hvis nogen selv mener at de lever i idyl, vil andre ikke kunne være en del af det, medmindre de selv ser det og mærker det, men kaos kan påvirke folk, som ikke selv har været en del af det, eksempelvis naturkatastrofer, hvor kaoset både påvirker dem som bliver ramt, men også andre dele af verdenen som hører om det.

Konklusionen er altså, at idyllen bliver fremstillet på en mere rolig måde og er lidt mere langtrukken, så at sige, mens skønlitteratur om kaos bliver skrevet på en hurtigere og spændingsopbyggende måde.