Kendetegn ved det talte sprog
1) Ordrigdom
Man bruger mange ord til at forklare hvad man mener.
2) Forstærkere
En del af årsagen til ordrigdommen skyldes at man ofte i talen forstærker det man siger ved brug af såkaldte
”forstærkere”. Fx: ”enormt”, ”mega”, ”top” mfl.
3) Eder, forbandelse mm.
En særlig måde mange forstærker deres udsagn på er ved at bruge bandeord, eder osv. Fx: ”pisse lækkert”,
”kraftedeme”, ”sgu egentlig” (I kender sikkert mange flere selv).
4) Oprigtighedsmarkører
Er en særlig måde at vise netop oprigtighed på. Fx: ”helt ærlig”, ”faktisk”, ”wolla” osv.
5) Klichéer
Faste vendinger og klichéer findes ofte i talesprog. Sådanne undgås som regel i skriftsprog.
6) Løse ender og ansatser:
Ofte bryder sætningerne sammen. Strukturløshed og ”roderi” i sproget er et talesprogligt kendetegn. Dette kan skyldes at mange taler uden at have en klar strategi eller strukturfornemmelse.
7) Selvafbrydelse (Aposiopesis)
Når man afbryder sig selv midt i en sætning og begynder på at tale om noget nyt.
8) Selvrettelse (Correctio)
Ofte begynder man på at sige ét men siger så ”jeg mener”/”eller” og præciserer således det sagte.
9) Mangel på logisk sammenhæng (Anakoluti)
Optræder når logiske ”mellemregninger” mangler i fremstillingen. Den logiske sammenhæng mangler altså.
Denne kan være svær at adskille fra selvafbrydelsen idet selvafbrydelsen også ofte kan resultere i manglende logisk sammenhæng.
10) Sideordning af sætninger eller ord (Polysyndese)
Dette sker ofte ved brug af ordet ”og” eller ”så” (additiv sætningskobling). Kan give indtryk af at man tænker mens man taler: Fx: ”Det var mig og Peter .... og Jonas og Henrik der spillede fodbold”
11) Ordgentagelse, tomgang og overflødige småord
I talesprog skal man tænke mens man taler. Det kan derfor være nødvendigt at vinde tid. Dette gøres ofte ved gentagelse af enkelte ord eller dele af sætningen, fx: ”Det øhm det jeg mener”
12) Genoptagelse af syntaktiske led
Ofte dubleres syntaktiske led ved at være placeret før neksus (kombinationen af subjekt og verbal):
1) ”hende med det røde hår dér, hende har jeg set før”
2) ”ham Iversen, han har sgu gang i noget du”.
De gentagne led kan også placeres sidst i sætningen:
1) ”hende har jeg set før, hende med det røde hår dér”
2) ”han har sgu gang i noget du, ham Iversen”
13) Kontaktpåkaldelse (og fatisk sprogfunktion)
For at sikre kommunikationen må man ofte påkalde sig reaktioner fra modtageren med ord som ”ik”, ”vel”,
”forstår du”, ”du ved nok” osv. Dette tvinger modtageren til at signalere fortsat engagement.
14) Brug af deiksis
Ved at bruge deiksis ”peger” man på noget i sproget, fx: Ham dér, henne ved døren dér, her ovre.
(jf. Jacobsen & Skyum-Nielsen: Dansk Sprog, København 2004 og Ulla Albeck: Dansk Stilistik, København,
1975.)