Martin Luther King jr.: ”I have a dream”-tale fra 1963
(uddrag)
Teksten er oversat af Merete Wendler og Sten Høgel og hentet fra bogen Retorik. Levende tale eller tom snak? af Lis Garbers og Sten Høgel, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1996.
Kilde: http://politiken.dk/kultur/article559048.ece
»Jeg er glad for at være sammen med jer i dag om, hvad der vil gå over i historien som den største demonstration for frihed i vores nations historie.
For fem snese år siden underskrev en stor amerikaner, i hvis symbolske skygge vi står i dag, frihedserklæringen.
Dette betydningsfulde dokument kom som en vidunderlig håbets ledestjerne for millioner af negerslaver, der var blevet vansirede i uretfærdighedens ødelæggende flammer.
Det kom som et glædesfyldt daggry for at ende deres fangenskabs lange nat.
Men ét hundrede år senere er negeren ikke fri.
Ét hundrede år senere forkrøbles negerens liv stadigvæk på det skammeligste af raceadskillelsens bånd og diskriminationens lænker.
Ét hundrede år senere lever negeren på en øde ø af fattigdom midt i et kæmpemæssigt hav af materiel velstand.
Ét hundrede år senere hensygner negeren stadig i afkrogene af det amerikanske samfund og befinder sig i landflygtighed i sit eget land. Så vi er kommet her i dag for at påvise nogle skændige forhold.
I en vis forstand er vi kommet til vort lands Kapitolium (regeringssædet i Washington, bygget efter gammelromersk forbillede, red.) for at indløse en check.
Da grundlæggerne af vores republik skrev forfatningens og uafhængighedserklæringens storslåede ord, underskrev de et gældsbevis, som hver eneste amerikaner skulle arve.
Dette bevis var et løfte om, at alle mennesker – ja sorte såvel som hvide – skulle garanteres den umistelige ret til liv, frihed og stræben efter lykke.
Det er åbenlyst i dag, at Amerika ikke har indfriet dette gældsbevis, for så vidt angår dets farvede borgere.
I stedet for at opfylde denne hellige forpligtelse har Amerika givet negrene en ugyldig check; en check, som er kommet tilbage stemplet: 'Utilstrækkelig dækning'.
Men vi nægter at tro, at retfærdighedens bank er gået fallit.
Vi nægter at tro, at der er utilstrækkelig dækning i denne nations store bankhvælvinger af muligheder.
Så vi er kommet for at indløse denne check; en check, som på anfordring vil give os frihedens skatte og retfærdighedens tryghed.
Vi er også kommet til denne hellige plet for at minde Amerika om den barske nødvendighed af, at det sker nu.
Der er ikke tid til at tillade sig den luksus at falde i staver eller sløves af gradualisme (den opfattelse, at ophævelse af racediskriminationen skal ske langsomt og gradvis, red.).
Det er nu, vi skal stige op fra raceadskillelsens mørke og trøstesløse dal til borgerrettighedernes sollys.
Det er nu, vi skal løfte vor nation op af diskriminationens kviksand til broderskabets solide klippegrund. Det er nu, vi skal skabe retfærdighed for alle Guds børn.
Det ville være skæbnesvangert for nationen at overse det vigtige i, at det skulle ske nu. Negerens berettigede utilfredshed er som en kvælende varm sommer, der ikke vil være forbi, før frihed og lighed kommer som et oplivende efterår.
1963 er ikke enden, men begyndelsen.
(…)

Jeg siger til jer i dag, min venner, at selv om vi står over for vanskeligheder i dag og i morgen, så har jeg stadig en drøm. Det er en drøm med dybe rødder i den amerikanske drøm.
Jeg har en drøm om, at en dag vil denne nation rejse sig og leve op til den sande betydning af sin trosbekendelse:
»Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige«.
Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønnerne af tidligere slaveejere kunne sidde sammen omkring broderskabets bord på Georgias røde bakker; jeg har en drøm
– Om at en dag vil selv staten Mississippi; en stat, der er ved at kvæles i uretfærdighedens hede, der er ved at gå til af undertrykkelsens hede, forvandles til en oase af frihed og retfærdighed; jeg har en drøm
– Om at min fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på, hvordan de er som mennesker; jeg har en drøm i dag.
Jeg har en drøm om, at en dag nede i Alabama, med dens ondsindede racister, med dens guvernør, hvis læber drypper af tomme løfter om indgriben og ophævelse, en dag, netop her i Alabama, vil små sorte drenge og sorte piger kunne tage små hvide drenge og hvide piger i hånden som søstre og brødre; jeg har en drøm i dag.
Jeg har en drøm om, at en dag skal hver dal højnes, skal hvert bjerg, hver høj sænkes, bakket land blive fladt og krogede veje blive lige. Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den.
Det er vort håb.
Det er den tro, jeg tager tilbage til Sydstaterne med.
Med den tro vil vi ud af fortvivlelsens bjerg kunne hugge en klippeblok af håb.
Med den tro vil vi kunne forvandle vor nations skurrende mislyde til en smuk broderskabets symfoni.
Med den tro vil vi kunne arbejde sammen, bede sammen, kæmpe sammen, gå i fængsel sammen, forsvare friheden sammen, i bevidstheden om at en dag vil vi være frie.
Det vil være dagen, hvor alle Guds børn med en ny betydning vil kunne synge:
»Mit land, det er om dig, frihedens søde land, om dig jeg synger. Land, hvor mine fædre døde, land, som er pilgrimmens storhed, fra hver bjergside, lade det genlyde af frihed«, og hvis Amerika skal blive en stor nation – så må dette gå i opfyldelse.
Så lad det genlyde af frihed – fra New Hampshires vældige bakketoppe, lad det genlyde af frihed – fra New Yorks mægtige bjerge, lad det genlyde af frihed – fra Pennsylvanias svimlende høje Allegheny-bjerge.
Lad det genlyde af frihed fra de sneklædte Rocky Mountains i Colorado!
Lad det genlyde af frihed fra de bugtede skrænter i Californien!
Men ikke kun det; lad det genlyde af frihed fra Stone Mountain i Georgia!
Lad det genlyde af frihed fra Lookout Mountain i Tennessee!
Lad det genlyde af frihed – fra hver bakke og hvert muldvarpeskud i Mississippi. Fra hver bjergside, lad det genlyde af frihed, og når det sker ...
Når vi lader det genlyde af frihed, når vi lader det genlyde fra hver landsby og hver flække, fra hver stat og hver storby, så vil vi kunne fremskynde den dag, hvor alle Guds børn, sorte og hvide, jøder og hedninge, protestanter og katolikker, vil kunne tage hinanden i hænderne og synge med ordene fra den gamle negro spiritual:
»Endelig frie! Endelig frie! Gud være lovet, vi er endelig frie!«.