Tvunget
”Han løfter hovedet og kigger forelsket men bedrøvet på mig. Hvad kan jeg sige? Jeg har intet svar, intet valg, jeg er tvunget”
Himmelen er blå, små hvide skyer svæver stille på forårshimlen. Jeg springer ud af sengen, frisk som en havørn. Jeg finder mit tørklæde frem, jeg har bestemt det skal være blåt i dag. Mit tøj ligger allerede klar på stolen ved siden af sengen, jeg fandt det frem i går. Jeg lister stille ud på badevær-elset, jeg vil ikke vække familien. Jeg pjasker lidt vand i mit ansigt, vandet er en smule beskidt men kølig mod min hud. Jeg lister ind på værelset igen, finder min lille make-up taske frem og går i krig med mine trætte øjne. Efter en halv times tid, ser de nogenlunde ud og jeg tager så mit tøj på. Jeg bestemte i går, at jeg vil have kjole på, den er svagt lyseblå og sidder super godt på min tynde krop. Jeg tager mit inder-tørklæde på, som er sort, derefter tager jeg mit lyseblå tørklæde på. Det passer lige i kjolens farve, jeg kigger mig i spejlet, alt sidder perfekt og jeg synes selv, jeg er smuk. Min far er sur igen idag, han hader når jeg snakker dansk. Han kan ikke lide sproget, det er uden for hans religion, mener han selv. Det er også derfor jeg går i skole derhjemme, så jeg kan lære det rigtige sprog, efter min fars mening, men også for at jeg kan snakke med min kommende mand. Ja min far har arrangeret mit ægteskab og det er selvfølgelig med min fætters fætter, for sådan er traditionen i familien, jeg er lovet væk og har været det siden jeg blev født. Min far er altid sur, men er blevet det ekstra meget siden den dag han så mig sammen med Alexander. Alexander er en dreng, han bor nedenunder og jeg har tit kigget på ham, når han om morgenen tog sin cykel, for at tage op på byens gymnasium. Jeg vil ønske, at jeg også gik på gymnasium, at jeg var ligsom alle de andre unge på min alder, men desværre er jeg anderledes. Alexander og jeg er meget forelskede, jeg glemmer aldrig første gang jeg snakkede med ham. Det var en helt almindelig lørdag aften, jeg måtte som normalt ikke tage til fest, for muslimer drikker ikke, så jeg sad derhjemme. Jeg gik ind til min far og spurgte om jeg ikke måtte gå ned i byen og købe noget lækkert mad, jeg kan stadig huske hans skeptiske blik, men til sidste gav han mig lov, så længe jeg lovede at passe på mig selv. Jeg tog hurtigt min jakke på og smuttede ud i den kolde og kølige luft. Jeg slentrede frem og tilbage i byen, kendte den ud og ind, der skete intet specielt, så jeg begyndte at gå hjem ad. Lige ude foran boligblokken er der en lille rusten legeplads, eller der er to gynger og en smal rutsjebane. Jeg satte mig på den ene gynge. Da jeg havde siddet der i et stykke tid, kom han gående nede fra byen af, han så fuld ud, men var det ikke en tåre som trillede ned af hans kind. Han kiggede op og så mig sidde der på den lille gynge. Det var kælighed ved første blik, vi havde ikke engang snakket sammen, ingen ord eller hemmligheder var kommet over vores læber, men alligevel var vi faldet pladask for hinanden. Mit og Alexanders første møde er nu et år siden og lige siden har min far været sur, det er ikke sjovt hver dag at skulle vågne op til en sur mand, som kun kan råbe af en. Heldigvis har jeg Aalexander, men så alligevel ikke, for min far har jo lovet mig væk og han ændre ikke sin mening om at danskere er nogle hvide svin, som tror de ejer hele verdenen. Defor har mig og Alexander holdt vores lille forhold hemmeligt for min familie, hvor imod Alexanders familie har taget godt imod vores forhold. Den første gang jeg skulle møde dem, var jeg selvfølgelig meget spændt på hvad de ville sige, men Alexander havde heldigvis fortalt om mig et par dage før og hans mor var helt oppe og køre og ville møde mig med det samme. Hun er den dejligste svigermor man kunne ønske sig i hele verdenen. Da hun så mig første gang, blev der hverken sparet på kys eller kram og selv Alexanders far var lykkelig for at møde mig. De har tit spurgt mig hvorfor jeg går med tørklæde og jeg svarer dem altid, at det er min far som tvinger mig, jeg har ikke selv lyst til at tage det på, men det skal jeg. De har ingen problemer med det, men synes det er noget underligt noget. Jeg er i et kæmpe dilemma, for Alexander har spurgt om vi ikke skal stikke af fra min far og hans gifteplaner, så kan vi blive gift og leve lykkeligt, som i et eventyr. Problemet er bare at hvis jeg stikker af fra min familie og bliver gift med en hvid, så slår hele min familie hånden af mig og jeg har derfor så ingen støtte udover Alexander og hans elskede familie. Jeg har haft så lang tid til at tænke over det og jeg ved godt selv at Alexander er mit livs kærlighed, men betyder kælighed mere end min familie. Jeg finder et brev papir frem og begynder at skrive, han skal vide hele sandheden. Tiden går langsomt, men min hånd med blyanten skriver hurtigt og fast et brev på papiret. Lidt efter kigger jeg på det færdige brev, jeg tror aldrig jeg har skrevet så pænt før. Jeg folder det sammen og ligger det på min redte seng. Pakker hurtigt en taske og glider stille ud af døren, ud af lejligheden og ned til Alexander. Jeg har truffet mit valg og jeg fortryder det ikke, i hvertfald ikke lige nu. Jeg har gjort det. Jeg er sluppet ud af et tvangsægteskab, men min familie blev kosekvensen. Jeg lever nu lykkeligt med Alexander og hans familie, som efter en måned flyttede med os til Jylland. Der er så stille herude på landet, ikke ligesom larmen fra storbyen. Min familie har kun spurgt til mig en gang, det var Alexanders mor som fortalte mig det. Min far vidste jo godt hvordan alt hang sammen, det hele stod jo i mit brev. Utroligt at de ikke bekymre sig mere for mig, men jeg har min ægte kærlighed og en plejefamile. Jeg er stoppet med at gå med tørklæde, synes ikke det klædte mig mere. Jeg er en smuk muslimsk pige, på kun 18 år, jeg er gift med den smukkeste hvide dreng, mit livs kærlighed og jeg har den dejligste lille dreng i maven. Jeg har skabt min egen lille familie.