Free Essay

Sdfdsfsd

In: Other Topics

Submitted By annaliljensoe
Words 613
Pages 3
Religionsfænomenologi, inden for religionshistorie en komparativ (sammenlignende) disciplin, som har til formål at systematisere ligheder og forskelle mellem religioner og religiøse fænomener på tværs af kulturer, at efterspore fælles strukturer og vilkår samt at udvikle et teoretisk fagsprog. Begrebet blev første gang anvendt af den hollandske religionshistoriker P.D. Chantepie de la Saussaye (1848-1920) i Lehrbuch der Religionsgeschichte (1887-89); han introducerede hovedfænomenerne og formulerede det mål at finde "religionernes enhed i formernes mangfoldighed". Målet var at klassificere religiøse data i klasser og grupper og at afdække religionens essens. |

Ninian Smarts syv dimensioner:Ninian Smart, 1927-2001, britisk religionshistoriker. Smart opfattede religious studies som et pluralistisk felt, hvor han med religionsfænomenologi som metode skabte dialog mellem religionerne. Til karakteristik af den enkelte religion og evt. religiøse dimensioner i ideologi og filosofi opstillede han en model i syv dimensioner: rituel, erfaringsmæssig, mytisk, dogmatisk, etisk, social og materiel. Betegnelse | Forklaring | Eksempler | 1. Den praktiske og rituelle dimension | Formelle ritualer og uformelle skikke og religiøse vaner | Overgangsriter
Ofringer f.eks. nadver, puja, blót
Gudstjenesteformer
Pilgrimsrejser
Bøn
Meditation
Yoga | 2. Den oplevelsesmæssige og følelsesmæssige dimension | Ordinære og ekstraordinære religiøse oplevelser, psykologisk betragtet | Oplevelsen ved at deltage i riter eller høre religiøs musik eller deltage i yoga og meditation
Mystik
Ekstase | 3. Den narrative eller mystiske dimension | Hele fortællersiden af religion:
Myter, legender, religiøse beretninger | Myter om tingenes (f.eks. verdens, gudernes) oprindelse.
Beretninger om religionernes hovedpersoner (Jesus, Muhammed, Buddha)
Helgenbiografier | 4. Den dogmatiske eller filosofiske dimension | Systematisering af troens lære gennem rationel bearbejdelse af dens indhold | Teologers og filosoffers kommentarer til de hellige skrifter.
Trosbekendelser, dogmer
Akademiske og populære bøger om troslære
Præsters prædikener | 5. Den juridiske og etiske dimension | Retningslinjer for livsførelse og evt. for samfundets indretning | Etiske regler som f.eks. De 10 Bud, Den Gyldne Regel eller De 5 Forskrifter.
Spiseregler
Ægteskabsregler
Sharia | 6. Den sociale og institutionelle dimension | Religionernes interne organisation og forhold til det omgivende samfund | Kirkens eller munkeordenens organisationsform.
Regler for autoritet og rangorden.
Religionens samspil med politik og samfundsliv | 7. Den materielle dimension | Religionernes udtryk i geografi, bygninger og kunst | Hellige steder: Jerusalem, Mekka,Udformninger af religionernes bygninger: Kirke, moske, tempel
Religiøse billeder, statuer og anden kunst. | |

|

Overgangsriter. Udtrykket overgangsriter (fr. rites de passage) lanceredes i 1909 af den franske etnolog Arnold van Gennep, som også opstillede en model i tre faser for analysen af sådanne riter. 1) Udskillelsesfasen: Ritens objekt (et individ, en sag e.l.) skilles ud fra sin vante sammenhæng og markeres som noget særligt. Det kan fx ske ved fysisk fjernelse, særlig afmærkning, fjernelse af tegn på status og identitet.2) Den liminale fase (lat. limen 'tærskel, grænse'), hvor selve overgangen tænkes at finde sted. Den kendetegnes af, at objektet nu er helt nulstillet, uden status og identitet. Det tænkes at befinde sig i et tomrum mellem sin gamle og sin nye status, i en flydende eller blød tilstand, hvor alt er muligt. I denne farlige tilstand er objektet sårbart, men netop derfor også modtageligt for en bearbejdning. Også grænserne mellem objektet og dets omgivelser kan blive flydende, og i nogle tilfælde er hele verden sat på spil i denne fase. Det kan demonstreres i riten ved omvendte eller uhyrlige træk, fx mænd i kvindeklæder, frygtindgydende optrin, ophævelse af alle regler for god opførsel eller ved en rituel kontrol med enkeltheder. Ofte gælder der i denne fase en række tabuer og forbud mod normal og naturlig adfærd, som understreger den rituelle kontrol med det kritiske forløb.3) Inkorporationsfasen, hvor objektet indgår i sin nye sammenhæng med den status og identitet, som riten har skabt. I denne fase demonstreres det ofte, at tilstanden nu atter er normal: Tabuer ophæves, og lettelse og munterhed gives til kende. |

|

Similar Documents