Syrien og intervention
2) Sammenligning af opfattelser omkring konflikten i Syrien og intervention
Bilag 1: Jan Øberg – ”Sådan svigter vi Syrien”
Bilag 2: Mathias Koch Stræde og Niels Ivar Larsen – ”Intervenere vi ikke, risikerer vi at forære Syrien til al-Qaeda”
Bilag 3: Karin Leukefeld – ”Militær intervention i Syrien vil sætte regionen i brand”
Holdning til konflikthåndtering
Der bliver i de tre bilag fremstillet forskellige syn på konflikthåndtering og intentionen bag den, som jeg her vil komme ind på.
Jan Øberg (”Sådan svigter vi Syrien”) har en negativ og ironisk tilgang til den tidligere førte politik og konflikthåndtering. Og starter ud med at spørge direkte ”Gad vide, hvor mange mislykkede krige vi endnu skal igennem, før især politikerne og medierne opdager det indlysende faktum, at der findes et temmelig bredt spektrum af handlingsmuligheder mellem at gøre ingenting og at smadre et land, når konflikten dukker op?” (side 12, linje 1-3)
Det er altså her tydeligt, at Øberg er utilfreds og stærkt uenig i at man skal blande sig i et lands konflikter med militære midler. Han mener at den bedste konflikthåndtering gøres med fredelige midler så som samtale og styrkelse af demokratiet. Han mener fred kan læres, og det skal gøres nu når vi har med et land at gøre, hvor en civil befolkning på 98% ikke griber til vold, men netop ønsker fred. Derfor kan demokratiet med fordel styrkes og derved mindske den militæret, som i øvrigt ville spare verden for 1700 milliarder dollars. Øberg er altså tilhænger af blød magt som konflikthåndtering og ikke hård magt i form af militær og økonomisk hjælp.
Bilag 1 taler altså om udefra og indefra. Han mener, at det militære og generelt hårde magt pres, som kommer udefra. Fra vesten, det internationale samfund og FN ikke kan gøre en eneste forskel andet, end at gøre de allerede eksisterede problemer større. Det er altså bare brænde på bålet. Han mener omvendt, at ham som udefra organisation, stat eller fællesskab skal styre den indefra struktur. Lære dem at forhandle demokratisk og diplomatisk.
Bilag 3 er enig med bilag 1 på mange punkter. Hvis man stiller samme ”udefra – indefra” perspektiv op, så synes bilag 3 også, at hvis man bliver ved med at sende våben til Syrien og intervenere landet vil det til sidt eksplodere. Man skal derfor lytte mere til indefra – altså landet – og bilag 3 mener i den forbindelse, at Syrien selv har et ønske om diplomati mellem de stridende parter i deres land, og altså et håb om, at de sætter sig ved forhandlingsbordet og finder ud af en løsning.
I bilag 2 mener helt omvendt, at det er på tide, man går ind i Syren, som ifølge Mathias Koch Stræde og Niels Ivar Larsen er ved at blive en af de farligste fejlslagne stater, med en intervention. De mener her ikke, at Syrien selv kan beholde deres suverænitet, og man bliver nødt til at gå ind og overtage.
Civilbefolkningen
Bilag 1 belyser en civilbefolkning på 98%, som ingen tilknytning til krigen har. De ønsker ikke at gribe til vold, men er derimod voldens ofre. Det internationale samfund har hele tiden haft det forkerte fokus i forsøget på at skabe et sikkert og fredfyldt Syrien. Man fortæller Assad, at han ingen fremtid har i Syrien, og til oppositionen siger man, at man er med dem, og man sender dem våben i massevis. Dette mener Øberg ikke er vejen frem. Han mener de glemmer den civilbefolkning på 98%, som ikke ønsker at bruge vold og anvende krig mod krig.
Oppositionen bliver i bilag 3 nævnt som et vigtigt redskab. De skal overbevise civilbefolkningen. De skal fremlægge og udføre politiske programmer, som ikke omhandler hård magt. Gennem disse forhandlinger skal man kunne nå til enighed om politiske forandringer. Bliver befolkningen overbevist kan de være med til at løfte landet i den ”rigtige” retning, så det internationale samfund ikke skal blande sig på samme måde. Dette ville være ideelt, da det ifølge bilag 1 og 3 er bevist, at den udefra påvirkning ikke fører til noget godt.
Det internationale samfund
Bilag 1 kritiserer den internationale samfund, som han siger består af nogle få vestlige regeringer, og mener at de foretager aktioner ud fra et fredsskabende udgangspunkt, men hvor sikkerheden for vesten er i centrum. De tænker altså mere på de fordele de selv har i samarbejdet, end hvilke store sikkerheds – og politiske problemer Syrien står overfor.
Bilag 3 sætter som sagt fokus på en politisk forandring, som skal overbevise civilbefolkningen. Dette kan dog være svært, da krigen ikke kun findes på det nationale plan. Det er også en krig mellem stormagter. Nemlig USA og Rusland – præcis som man så det under Den Kolde Krig.
Her mener bilag 3 altså ligesom bilag 1, at det internationale samfund (her USA og Rusland) kan se geostrategiske fordele i landet, og derfor har disse interesser i baghovedet, når de forsøger at intervenere og generelt blande sig i landets problemer.
Bilag 2 bekræfter bilag 1 og 3’s påstande om, at det internationale samfund handler efter deres egne interesser og fordele, når de påstår, at Europa og vestens sikkerhedsinteresser vigtigere argumenter end at styre Syriens demokrati, så det kan gå imod de diktatoriske kræfter, som dominerer.
Den ideelle løsning
Fremtiden er vigtigere end fortiden mener Øberg. Samtale og kommunikation uden våben og krig er det ideelle for Øberg. Han er altså tilhænger af den engelske skole som teori til at forklare hans internationale politik. Han ønsker blød sikkerhedspolitik i form af diplomati, altså dialog mellem staterne med et ønske om fælles normer og regler. Han mener, at vi som fællesskab skal give Syrien muligheden for en demokratisk stat, som ligner vestens.
”Alt afhænger af, om der er politisk vilje til stede” (side 14) siger Karin Leukefeld. Hun mener altså, at den ideelle løsning kun kan opstår, hvis stormagterne og det internationale samfund kan sætte sig ud over deres egne interesser og strategier, og nå til et fælles kompromis. Alle andre scenerier vil føre til krig og konflikt i Syrien. Bilag 3 er altså tilhænger af teorien liberalisme, som ser kompromis i form af fælles normer og regler, som den ideelle løsning på krig og konflikt.
3) Diskussion: hvorvidt er det muligt for FN at løse konflikten i Syrien?
Konflikten i Syrien så vel som i andre mellemøstlig lande, er utrolig komplekse og svære at løse, da de indeholder så mange lag og har stået på så længe. De kriges bl.a. om religion, traditioner, politik, økonomi og geografiske landegrænser.
Og løsningen på dette afhænger selvfølgelig af, hvilken teoretisk grundholdning du har.
FN’s sikkerhedsråd har til opgave at opretholde international fred og orden.
Dette involverer fredsbevarende operationer, etablering af internationale sanktioner, samt brug af militær magt.
