(10-11-2015 00:33)
Nogle gange når det bliver sent hen på aftenen, så kommer disse tanker, og de fylder al den plads, som mit hoved kan klare. Tankerne kan tage livet af mig, ikke kun metaforisk men selve tankerne, får mig nogle gange til at føle, at jeg intet er værd. Ærligt så forstår jeg ikke hvorfor. Hvorfor skal jeg leve således? Hvorfor lever man og hvad er grunden til livet? Men mest af alt, hvorfor skal jeg fyldes op med disse tanker. Har haft dem i et stykke tid, det er slut nu, slut med kun at komme om aftenen, de kommer morgen, middag og aften. Før i tiden var mine tårekanaler som Sahara, men nu er de som Niagara Falls. Jeg kan bare tænke over få ting, høre musik eller bare se noget foran mig, og med ét skal jeg forsøge at knibe øjnene sammen, så tårerne ikke flyder ud.
Altså jeg forstår det virkelig ikke. Jeg er træt, træt af andre mennesker, træt af skolen, træt af alt socialt, træt af ensomheden, træt af livet. Når jeg er sammen med andre, vil jeg egentlig bare sove eller være alene. Er jeg alene, vil jeg være sammen med andre. Jeg ved ikke hvad der sker i mit hoved. Folk ved det enten ikke, eller forstår ikke hvorfor, at jeg ikke selv kan forklare det. Problemet er, at folk mener, at jeg burde vide bare et eller andet omkring mine følelser og tilstanden jeg er i. Men sandheden er, at jeg er tom, jeg er tom for ord. Jeg føler mig tom for følelser, men på samme tid flyder alle mine følelser oven i hinanden. Ja, det er vel normalt for teenagere, men for mit vedkommende har jeg snakket med med både min UU- Vejleder og gennem hende en psykolog på kommunen. Psykologen kunne ikke hjælpe mig, igen fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Hvad kunne jeg sige? Jeg sad sammen med en aldrende kvinde i hvad? 50’erne måske, hun kendte mig ikke, så hvilken indflydelse ville hun dog kunne få i mit liv? Altså kan jo ikke bare sidde og glo i de opdelte i alt seks timer jeg fik sammen med hende. Så jeg prøvede da, men intet, intet kom ud af min mund som var relevant. Besøgende hos hende sluttede allerede efter fem gange uden resultat, jeg dukkede ikke op til det fjerde møde, det var fløjet lige forbi næsen på mig. Hun havde prøvet at ringe en gang, men havde ikke taget telefonen. Og sådan sluttede det egentlig. Hvad har ændret sig i mit liv de seneste år? Fik job, skiftede til gymnasiet, mødte en masse nye mennesker. Ikke det helt store skete. Forstår simpelthen ikke, hvad mit problem er. Og det går mig på. Flere gange har det været ved at gå galt. Bare tanken om det kan få mig rørt til tåre, men på samme tid ville jeg stadig ønske, at det hele bare sluttede. At kunne få sagt godnat til mine nærmeste og så ellers bare få slukket lyset.

(15-11-2015 21:49)
… Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal skrive. Jeg har det dårligt og har egentlig bare lyst til at græde, men det er svært. Kan egentlig godt mærke tårerne, som er klar til at komme ud. Men der er noget, som kæmper imod dem og det er ikke mig. Jeg er træt, så træt at jeg føler, at mine ben næsten er lammede. Men kan ikke sove. Tanker i mit hoved kører rundt. Jeg har haft det lidt skidt de sidste par dage. Men i dag blev det det værre. En veninde skrev, at hun ikke havde det godt. Og hun ved godt hvordan jeg har det en gang imellem. Men har ikke fortalt om de sidste periode. Hun føler sig tom på samme måde, som jeg gør. Ved ikke hvordan jeg kan hjælpe hende og føler at jeg udviser en svigt til hende. Men hvad skal jeg gøre. Ved ikke hvad jeg skal gøre med med mig selv. Hvad kan jeg dog gøre? Folk dør, folk har kræft og dør ufrivilligt. Hvordan kan det så være ok, at jeg somme tider føler, at døden ville være mig belejligt. Jeg er så træt af at være her. Føler mig presset, men hvorfor? Der er så meget folk ikke ved om mig. Jeg er paranoid for at gå alene… Ikke kun klokken to om natten, men på højlys dag kl. 16. Går jeg alene, føler jeg mig tit forfulgt af noget, som jeg ikke ved. Er hundrede procent på, at det er en illusion.
(14-12-2015 20:44)
Det er lang tid siden, at jeg har skrevet i dette dokument. Man skulle tro, at jeg har været inde i en fantastisk periode i den seneste månedstid. Men nej. Det har ikke være roser og skyfrie himler. Der har været de sædvanlige op og nedture, men igen, hvad skal jeg dog gøre?
Altså jeg ved virkelig ikke, hvad der sker. Ved jeg ikke, hvem jeg selv er? Eller forstår jeg på ikke meningen med livet. Jeg fik et arbejde igen, hvilket jo er godt. Men kan det virkelig være sandt, at jeg allerede føler presset fra hverdagen? Min juleferien er allerede væk pga. Arbejde.
Jeg har endelig sagt, at jeg ikke vil træne videre med sporten… Burde det ikke have lettet det mindste pres? Nu er der ikke lang tid, til at jeg fylder 18 år. Så burde jeg ikke snart være over denne triste/mystiske periode? (som endda føles endeløs)
Ja, og nu skrev jeg tidligere, at jeg ikke burde have følelsen af, at ende mit liv var det rigtige valg, men gæt engang den er der stadig. Mit temperament lader ikke til at blusse ned. Men derimod, bliver jeg mere og mere sindssyg under vrede og irritation. Burde jeg finde en psykolog? Igen… Første gang hjalp ikke, jeg blev endda væk fra mit fjerde og andensidste besøg(dog ubevidst), psykologen ringede én gang den dag ved udeblivelsen, men hørte så derefter aldrig fra hende igen.
Og for at få mit liv til at ramle på ny, så skal jeg nu igennem en proces, for at finde ud af, om jeg lider af talblindhed, ja hurra, mit liv er kørende.
Lige nu (20:59) der dunker mit hoved, af en større hovedpine og jeg skal på arbejde i morgen.
Min lyst til af at være sammen med andre mennesker er væk, eller næsten. Jeg kan lige overskue 2 moduler i skolen og så vil jeg egentlig hjem og sove. Jeg er så frygtelig træt for tiden, at det svækker mine kræfter. Jeg var i sådan en periode i de sidste to måneder af folkeskolen. Og nu er den tilbage, problemet er bare, at her to år efter, hvor jeg går i 2.g, der har man ikke tid til at sove efter skole.
Jeg er også begyndt, at blive ukoncentreret både i skolen og derhjemme med skolearbejdet.
Mine to veninder var engang så bekymrede for mig, at de spurgte ind til hvordan jeg havde det. Mit svar var: gråd. Men de forstod det. Jeg vidste dem, den email jeg havde sendt til TUBA, som er en organisation som hjælper unge med problemer. Og de forstod mig, eller de prøvede.

(25-04-2016 15:44)

I’m back … Med den samme følelse. Jeg har nu igennem en periode på 2-3 måneder været nede uafbrudt. Jeg har selvfølgelig haft min glade facade på i alt den tid. Men er folk begyndt at gennemskue den?
Jeg har selv en stor følelse af, at jeg ikke kan holde den mere. Føler at den brister mere for hver dag der går. Mine tætteste veninder spørger, om vi alle skal tage en snak, hvor de kan lytte. Folk fra min klasse har en idé om, at noget er galt.
Hvad skal jeg fortælle dem?
”Jeg har det ad helvedes til her for tide. Jeg ved ikke hvorfor, så i må meget gerne finde ud af det for mig, for jeg er blank. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det og det gør du/i garanteret heller ikke”.
Det gå jo ikke, at jeg vælger at sige det til dem.
Det værste er, at jeg meget gerne ville fortælle dem alt, hvis jeg dog bare kunne.
Nu er jeg jo fyldt 18 for et stykke tid siden.
Det gik ikke over.
Jeg ”prøvede” i går, at fortælle min veninde lidt. Men ja, det var svært. Hun tænkte at en psykolog måske ville hjælpe… Som et hvert andet menneske nok ville mene. Jeg er bare skeptisk over for den løsning. Det må være fordi, at da jeg prøvede den løsning sluttede det meget brat og jeg vidste faktisk ikke hvad, jeg skulle fortælle psykologen.

Nu til en episode som skete forrige søndag:
(Min far var taget til Bornholm lørdag).
Mig, min søster og min mor sad og spiste aftensmad og havde det rigtigt hyggeligt. (20-tiden) Pludselig blev mig og min søster virkelig irriteret på hinanden. Jeg mente, at min søster ikke ville stoppe med at snakke grimt generelt. Hun sad bare og grinte af det, når jeg bad hende snakke ordentligt.
Jeg endte med, at jeg gik ind på vores fælles værelse og låste døren indefra. Det gjorde selvfølgelig hende sur. I mellemtiden skete der en masse andet, som er irrelevant. Men det endte ud i at mit mor efter halvanden time bad mig åbne! (22:30-tiden) Det gjorde mig vildt sur, da jeg i forvejen var irriteret af situationen tidligere. Vi diskuterede derfor alle tre, hvilke endte ud i at jeg gik ud på badeværelset og sad, mens min mor stod i vores køkken og min søster i stuen. Min mor valgte at gå en tur og min søster ville gå op til min mormor. Inden min søster gik, fortalte hun, at vores mor var begyndt at græde og det nok var grunden til hun gik. Eftersom jeg ikke ville være alene, fik jeg sagt noget i retning af ”Jeg gider ikke leve mere, se nu kan du se mig dø” efterfulgt af at jeg slugte 2 panodiler lige foran hende og så blev min søster sur og ked af det over min handlinger. Da hun så sagde, at jeg skulle stoppe. Så tog jeg håndfulden af piller jeg havde og kastede dem mod stuebordet, så de fløj rundt og sagde noget i retning af: ” Fatter du ikke, at jeg ikke vil leve mere?, her der er nok til os alle sammen(henvist til pillerne).” Jeg tog de resterende piller med ud på badeværelse og låste mig inde. Jeg kunne derfra høre, at hun var på vej ud af døren og fik en sidste gang råbt ”Hvis du går, så begår jeg selvmord”. Hun sagde, at hun bare ville sove i fred hos vores mormor og derefter gik. Vores mor var stadig ikke kommet hjem og jeg sad alene og stirrede ind i spejlet, jeg havde tidligere (da min mor bad mig åbne døren) revet mig i ansigtet med begge hænder. Så mit ansigt sveg og jeg var helt grædefærdig. Jeg valgte så at sluge nogle af pillerne (4-5), men fortrød hurtigt. Jeg prøvede at stikke fingre i halsen, men intet hjalp. Da begyndte jeg at græde yderligere.
Min mor trådte senere ind ad døren og spurgte, hvem der havde kastet pillerne ind i stuen.
Jeg nænnede ikke at svare hende. Da hun så sagde, at hun skulle bruge badeværelset, gik jeg ind og lagde mig i sengen og var endnu mere grædefærdig end før.
Det endte med at min mor kom ind og sagde, at jeg simpelthen bliver nødt til at fortælle dem, når jeg har det skidt. Da sagde jeg bare til hende, at det nytter jo ikke noget, når jeg, jo har det sådan hver evig eneste dag.
Det endte med, at vi sad inde i stuen og snakkede og drak te.

Det er nu lidt over en uge siden, og jeg har det så dårligt igen. Jeg ved bare hundrede procent, at jeg begynder at græde, hvis jeg skal stå over for hende og sige hvordan jeg har det… Eller bare fortælle nogen det.